Forløb

London

Forløbet sætter fokus på bl.a. at kursisten skal kunne udtrykke sig mundtligt på et enkelt og forståeligt engelsk. Paradigmatisk forløb til niveau G.

Formål

Forløbets mål er at kursisten kan:

  • udtrykke sig mundtligt på et enkelt og forståeligt engelsk
  • præsentere et forberedt emne i et enkelt sprog
  • udtrykke sig skriftligt i et forståeligt sprog
  • anvende it i forbindelse med informationssøgning og kommunikation
  • anvende en grundviden om kultur- og samfundsforhold i Storbritannien
  • genkende og tale om forskelle og ligheder mellem kultur i Storbritannien og i Danmark.

 

1. Omfang/planlægning

  • Undervisningsforløbet varer ca. 20 timer.

 

2. Forberedelse/opbygning

Emnet inddrager følgende kernestof:

  • Det engelske sprogs centrale grammatik
  • Udtale og ordforråd
  • Forskellige typer fiktive og nonfiktive tekster om almene emner
  • Viden om kultur- og samfundsforhold i engelsktalende lande.

 

Materialer

Følgende er forslag til materialer, der blandt mange andre vil kunne bruges i dette emne:

Kernestoffet kan evt. bearbejdes ud fra:

  • www.londontown.com
  • Now You Are Talking, Torben L. Christensen, systime
  • Destination England, Louise Otzen, Sophia Rasmussen, Gyldendal
  • In and around London, Amanda Parsons, Black Cat Publishing
  • Passport to Great Britain, Joanne Jensen & Rebecca Richmond, alinea
  • That’s the Way, Benedikte Herold Jensen, systime

 

Supplerende stof kan evt. bearbejdes ud fra:

  • En film, der handler om eller foregår i London
  • Understøttende artikler.

.

3. Gennemførelse

Emnet indledes med en samtale ud fra kursisternes viden om London, og der opbygges ordforråd omkring emnet ved oplistning.

Kursisterne samtaler herefter i grupper om, hvad de på forhånd ved om seværdigheder i London. Dernæst kan der læses en eller flere tekster om London og besvares spørgsmål i grupper om de allerede kendte seværdigheder.

De første spørgsmål kan være tekstnære og arbejde med tekstforståelse, hvorefter en række åbne spørgsmål med forbindelse til teksten kan bearbejdes.
Tekstarbejdet afsluttes med en klassesamtale om, hvad kursisterne fandt underligt, sjovt, interessant eller overraskende i teksten.

De væsentligste gloser fra teksten repeteres i senere opgaver omkring emnet.
Læreren udleverer en række nøgleord fra tekster om London. Kursisten fortæller så meget på engelsk, han/hun kan om nøgleordene. Herefter læses udvalgte tekster, og hver kursist udarbejder ’3 good questions’ til brug i grupper.

Der arbejdes evt. med grammatiske emner, som teksterne lægger op til.
Som supplement til tekstlæsningen kan arbejdes med begrebet ’den varme stol’. Parvist forbereder kursisterne et interview med en person fra teksten. Derefter interviewer de en tredje person i ’den varme stol’, som forsøger at besvare alle spørgsmål.

Kursisterne kan skrive et postkort hjem fra London til deres familie på basis af de læste tekster. Det skriftlige arbejde rettes af læreren, som for hver enkelt kursist fastlægger, hvilke fejltyper der er brug for at arbejde med.

Hjemmesider kan anvendes til informationssøgning. Læreren har i forvejen udarbejdet en række spørgsmål af forskellig sværhedsgrad til de udvalgte seværdigheder.
Hver kursist vælger nu en seværdighed, som han/hun gerne vil studere nærmere via hjemmesider, og holder derefter et oplæg på klassen. Der arbejdes for eksempel med nøgleord, scanning, skimning og andre faglige læseteknikker.

Som supplerende stof kan en film, der foregår i eller handler om London vises. Filmen perspektiverer det læste stof og kan understøttes af samtalebilleder eller relevante artikler evt. på dansk, hvis ikke det er muligt at finde stof på engelsk af passende sværhedsgrad.
Herefter kan vælges tekster, hvor der kan arbejdes med sædvaner, skikke og kulturelle forhold i det engelske samfund. Der kan drages samfundsmæssige paralleller til danske forhold.

På nettet kan findes adskillige former for ‘armchair travels’, hvor kursisterne skal besvare en række spørgsmål ud fra forskellige hjemmesider. Et af emnerne er ’A weekend in London’.

 

4. Evaluering/opfølgning

Den enkelte kursists foredrag evalueres mundtligt af medkursister og lærer.
I slutningen af forløbet evalueres mundtligt eller skriftligt med hensyn til ind-hold og planlægning af undervisningen set i forhold til de faglige mål. Man kan for eksempel have fokus på følgende:

  • Har undervisningen medvirket til, at kursisten nu kan genkende og tale om kulturelle forskelle og ligheder i Storbritannien og Danmark?
  • Har der været tilstrækkelig tid til informationssøgning på internettet?
  • Hvordan var det, at skulle præsentere det forberedte emne?
  • Hvordan har kursisten det med også at arbejde skriftligt?
  • Kursisternes stærke og svage sider evalueres.

I et emne, hvor der arbejdes med kultur- og samfundsforhold som ovennævnte, vil det være naturligt at arbejde med ’udviklingsspiralen’, som et hensigtsmæssigt værktøj til konkretisering af målene.

 

Kreditering

Paradigmatisk undervisningsforløb til niveau G - Børne- og Undervisningsministeriet.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.