Artikel
En ko har fire hjørner
Når dagplejer Malene cykler forbi en fynsk ko med sine fire dagplejebørn, så går snakken i cykelladvognen. Er koen tæt på eller langt væk? Er det en stor ko? Hvor mange ben har koen?
Hos alle dagplejere i kommunen taler børn og voksne om størrelser, former og antal. Og det er ikke helt tilfældigt. ’Matematik i øjenhøjde’ har givet Dagplejen i Faaborg-Midtfyn Kommune nomineringen til prisen som Årets Dagtilbud 2018. ”Det handler ikke om tal og tællefærdigheder, men om rumforståelse og fornemmelse for fysiske former og forhold,” fortæller dagplejeleder Lene Stokholm, da fagudvalget besøger legestuen Motorikken i Årslev på Fyn.
Rumforståelse og mønstergenkendelse
Her er seks dagplejere fra Faaborg-Midtfyn Kommune i dag samlet med hver 3-5 børn. ’Matematik i øjenhøjde’ er et koncept for 0-3 årige, men det er ikke matematik, som vi voksne kender det. Projektets leder Pernille Peiter forklarer, at der er tale om en legende, sproglig og begrebslig stimulering, der tager afsæt i børnenes medfødte fornemmelse for mønstre og antal på op til fire uden at tælle. Samtidig understøttes børnenes rumforståelse og fornemmelse for størrelser ved brug af forholdsbegreber som ’over’, ’under’, ’større’, ’mindre’ og så videre.
Leg, hverdag og læring
’Matematik i øjenhøjde’ bygger på en legende, nysgerrig, undersøgende og eksperimenterende tilgang. Det er vigtigt at slå fast fra begyndelsen, ikke mindst fordi et projekt om matematik for dagplejebørn ofte mødes med skepsis og umiddelbare reaktioner som fx ”små børn skal da ikke have matematikundervisning!”.
Som titlen ’Matematik i øjenhøjde’ antyder, er der tale om at sætte bestemte ord og begreber på ting, vi allerede gør i hverdagen, og derved udvide børnenes begrebsforståelse, kognitive udvikling og ikke mindst sproglige formåen.
”Agurkerne er lange, og tomaterne er runde,” konstaterer dagplejer Marie sammen med børnene, når de er på besøg i hendes drivhus. ”Men agurkerne er jo også runde – bare på en anden måde.” Det handler om at udnytte omgivelserne og integrere den matematiske dimension i børnenes egne formuleringer omkring de situationer, der opstår i løbet af dagen. Matematikken følger børnene – ikke omvendt.
Tænker ikke over det mere
Med projektet følger en fysisk kuffert til hver dagplejer. I kufferten findes forskellige effekter, der kan inspirere både børn og voksne til at integrere mønster-, form- og rumforståelse i legen. ”Det var en kæmpe ahaoplevelse for os,” fortæller dagplejer Malene, ”vi blev i princippet bare bevidste om læringspotentialet i at sætte ord på de ting, vi allerede gjorde i forvejen. Og efter et stykke tid bliver det bare noget, man gør – helt ubevidst. Det er et mindset, og når det først sidder der, så er kufferten ikke så vigtig mere, for så gør vi det bare. I alle mulige situationer.”
Og noget tyder på, at alle 136 dagplejere i Faaborg-Midtfyn Kommune har godt fat i konceptet. Efter en naturlig, indledende skepsis hos både dagplejere og forældre synes der nu at være bred opbakning og begejstring for projektet ’Matematik i øjenhøjde’. To indledende aftener med oplæg samt projektlederbesøg hos alle dagplejere har etableret det ejerskab, som er en forudsætning for succes med projektet. Da Malene efter introduktionen til idéen fik kufferten mellem hænderne, steg entusiasmen øjeblikkeligt. ”Vi var enige om, at det her kunne vi virkelig bruge til noget,” fortæller hun, inden fagudvalget må sige farvel og tak, da det er tid til børnenes formiddagslur. Inden formiddagsluren skal nogle af børnene dog lige et smut forbi rummet med det runde toiletbræt og de firkantede små stykker toiletpapir.
I nomineringen af Dagplejen Faaborg-Midtfyn Kommune fremhæver fagudvalget følgende
Leg og læring er centrale elementer i såvel ’Matematik i Øjenhøjde’ som i den styrkede pædagogiske læreplan, der netop fremhæver, at børn lærer gennem kommunikation, udveksling og sociale interaktioner samt ved at eksperimentere med fx materialer og gøre opdagelser.
At udforske tal, former og figurer med krop og sanser og på børnenes præmisser er en velegnet måde at sætte fokus på 0-3-årige børns læring i hverdagen; læring, som i særlig grad bidrager til den kognitive og sproglige udvikling hos børnene.
Arbejdet med ’Matematik i øjenhøjde’ afspejler en systematisk tilgang til arbejdet med børns udvikling af matematisk opmærksomhed som mønstergenkendelse, talfornemmelse, rumforståelse og fornemmelse for størrelser, hvilket knytter an til læreplanstemaet ’Natur, udeliv og science’.
Fagudvalget bemærker tydeligt engagement hos dagplejerne i forhold til implementering af indsatsen.
Dagplejen i Faaborg-Midtfyn Kommune har:
- 136 dagplejere
Fokusområde: matematisk forståelse i dagplejen med fokus på en legende, nysgerrig, undersøgende og eksperimenterende tilgang.
Kontakt dagplejeleder Lene Stokholm på tlf. 72 53 48 16, hvis du vil vide mere.
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.