Artikel

På sporet af børnene i Gladsaxe

I en skovbørnehave nord for København laver børn og voksne børnehave sammen, og det har givet institutionen prisen som Årets Dagtilbud 2019.

Det handler om at kombinere børnenes egen eksperimenterende tilgang med stærkt forankret ejerskab i både forælder- og personalegruppe.

Det er ikke udendørskonceptet i sig selv, der gør, at Gladsaxe Skovbørnehave kan kalde sig Årets Dagtilbud 2019, men derimod en stærk og tydelig pædagogisk intention, hvor børn og voksne sammen er undersøgende og udforskende i tilrettelæggelsen af den pædagogiske praksis – både på og uden for matriklen. Børnenes spor er tydeligt i skovbørnehavens pædagogiske tilgang, hvilket går i godt spænd med helt centrale elementer i den styrkede pædagogiske læreplan.

”Det er som en stor familie,” fortæller Heidi, som er mor til to børn i børnehaven. Hun oplever en passioneret personalegruppe, som vil børnene, og som i dén grad stimulerer børnenes egen naturlige nysgerrighed i alle aktiviteter. ”Institutionen tilpasser sig børnene – ikke omvendt,” siger Heidi og understreger hermed, at børnene er tydelige medskabere af hverdagen. En meget engageret personalegruppe betyder, at man som forælder helt naturligt involverer sig i børnehaven. Det er både, når der skal skaffes materialer til børnenes aktiviteter, og når man en måned før barnets første dag tilbydes et hjemmebesøg fra børnehaven. Her lægges kimen til den tryghed og nærhed, som står tydeligt frem, når man træder ind i det gamle traktørsted på Skovdiget i Bagsværd.

 

Legezoner og genbrug

Vinderen af prisen som Årets Dagtilbud skal kunne inspirere andre dagtilbud med sin praksis, og her spiller både bæredygtighed og medskabelse en central rolle i kåringen af Gladsaxe Skovbørnehave. Det pædagogiske personale formår at kombinere simple spørgsmål som ”Kan vi bruge noget af det, folk alligevel smider ud?” med forældreinvolvering, hvilket resulterer i, at materialer nærmest af sig selv indløber til matriklen fra både skov og by. Det kan være brugte bildæk, overskudstømmer, store træ-kabeltromler og andre ting, som blandt andet er blevet til klatretårne, forhindringsbane, is-butik og en udendørsscene placeret rundtomkring i havens legezoner.

Der er her tale om legezoner, som børnene selv laver arbejdstegninger til, og som de senere selv er med til at evaluere. Stedets evalueringskultur understreger, at børnene er medskabere af daginstitutionens praksis. Når is-butikken, klatretårnet med videre har været i brug i en periode, så tager børn og voksne billeder af den pågældende legezone, og både børn og voksne kommenterer, hvordan de synes, zonen fungerer. Billeder og noter samles og danner afsæt for justeringer eller udvikling af nye legezoner. Det vidner om både pædagogisk mod og strukturelt overblik at turde blive udfordret af børnenes vurderinger – uden at vide, hvor det helt præcist fører hen. En væsentlig del af børnehavens evalueringskultur er, at hele personale gruppen, systematisk reflekterer og evalurer deres pædagogiske arbejde med børnenes trivsel og udvikling. Det er med til at skabe ejerskab i forhold til udviklingen af det pædagogiske arbejde og en fælles forståelse af opgaven.

 

Social bæredygtighed

Og apropos genbrug så strækker børnehavens fokus på bæredygtighed sig ud over ’klassisk’ materialegenbrug. Inddragende forældresamarbejde med hjemmebesøg, faste besøg på det lokale plejehjem og internationalt udsyn (udenlandske studerende) er udtryk for en ’social bæredygtighed’ baseret på positiv imødekommenhed og en holdning om, at alle har noget værdigfuldt at bidrage med til børnenes hverdag i skovbørnehaven.

Da fagudvalget i efteråret besøgte Gladsaxe Skovbørnehave, stod det klart, at børnehaven har skabt en god balance mellem voksen- og børnestyrede aktiviteter. De pædagogiske intentioner er meget tydelige og udmøntes i en faglig reflekteret praksis. Og det gælder ikke kun i og omkring bygningen. Det udmønter sig også i aktiviteter i lokalområdet, hvor andre institutioner eksempelvis besøges, når de største børn skal øve sig i snart at skulle i skole. 

I Gladsaxe er skovbørnehave-konceptet fleksibelt og rummer for eksempel også de børn, som en enkelt dag gerne vil være indenfor. Men det sker sjældent, for som mor Heidi afslutningsvist bemærker, så har børn ikke samme opfattelse af vind og vejr som voksne. Børn siger ikke ”Øv, nu regner det igen i dag,” men konstaterer i stedet begejstret, at ”I dag er der endnu større vandpytter”.

 

I kåringen af Gladsaxe Skovbørnehave som Årets Dagtilbud 2019 fremhæver fagudvalget

 - Tydelige pædagogiske intentioner

- Tydeligt børneperspektiv med høj grad af inddragelse

- Stærkt personalemæssigt ejerskab

- Stærk forældre-kontakt og -inddragelse

- Inspirerende evalueringskultur.

 

Gladsaxe Skovbørnehave Skovdiget 8 2880 Bagsværd. 

Leder: Karina Bech Kontakt: skovbornehave@gladsaxe.dk, tlf. 44 98 20 24 34. 

Børn i alderen 3-6 år.

 

Kreditering

Artiklen er skrevet af Christian Rudbeck, DCUM (Dansk Center for Undervisningsmiljø).

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.