Aktivitet
ForTÆL om maden – måltider med matematisk opmærksomhed
Med dette materiale kan I styrke jeres opmærksomhed på potentialet i de daglige rutiner for de 1½-3-årige børn. Her kan I hente inspiration til, hvordan I sætter fokus på matematisk opmærksomhed ved måltiderne.

Formålet med ForTÆL om maden er at styrke de 1½-3-årige børns maddannelse og matematiske opmærksomhed i de rutiner, som danner rammen for måltiderne i dagtilbuddet.
Der ligger et stort potentiale i det, I som pædagogisk personale allerede gør og siger i forbindelse med måltidsrutinerne, fx når børnene inddrages i at hente madvognen, dækker bord, smører madder, øser suppe op til sig selv eller rydder op.
Matematisk opmærksomhed
Matematisk opmærksomhed handler ikke om at undervise i matematik, men om at være opmærksom på de hverdagssituationer, der naturligt rummer matematiske muligheder. I ForTÆL om maden vises, hvordan matematisk opmærksomhed i forbindelse med måltiderne kan tage udgangspunkt i disse seks matematiske aktiviteter:
- Lokalisering: Børn lokaliserer og placerer sig i forhold til omgivelserne for at vide, hvor de befinder sig, eller hvordan de fx skal finde deres plads.
- Design: Børn ser på ligheder og forskelle, når de fx sorterer deres træklodser efter form og farve. De opdager mønstre, former og symmetri, når de arbejder med perler og perleplader.
- Tælling: Børn tæller og anvender antalsord i alle mulige sammenhænge. Børn ved, hvor gamle de er, de lærer turtagning og lærer at dele med hinanden i sociale sammenhænge.
- Måling: Børn måler alt muligt. Hvad er højest, hvad er mindst, hvor meget fylder det, hvad vejer det, og hvad koster det?
- Lege og spil: Børn spiller og leger sanglege, rollespil, fantasilege, terningspil, puslespil eller laver konstruktive byggerier med magneter eller Lego.
- Forklaring og argumentation: Børn forklarer, når de prøver at forstå og kommunikerer med deres omgivelser.
Materialets indhold
ForTÆL om maden består af følgende elementer:
- et idekatalog, som giver ideer til, hvordan I kan styrke børnenes maddannelse og matematiske opmærksomhed før, under og efter måltidet
- billedkort, I kan printe, klippe ud og hænge op i jeres dagtilbud. På kortenes bagside er der forslag til, hvad I kan tale med børnene om, når I sammen ser på billederne
- en film, der viser situationer fra måltider. I kan fx bruge filmen som afsæt for refleksion og dialog i personalegruppen.
Idékatalog og billedkort kan downloades via bedstsammen.dk.
Film
ForTÆL om maden er udarbejdet af Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune i samarbejde med Københavns Madhus, 2018.