Forskning og viden
Vi Lærer Sammen (VLS+) i børnehaven
Rapport fra TrygFondens Børneforskningscenter viser, at indsatsen ”Vi Lærer Sammen i børnehaven” (VLS+) har god effekt på børnehavebørns sprog, især når børnene arbejder med sproglige aktiviteter i små grupper.
Formål
VLS+ er en videreudvikling og tilpasning af Vi Lærer Sammen (VLS) i vuggestue og dagpleje, så indsatsen også kan anvendes til børnehavebørn. Indsatsen giver det pædagogiske personale rammer, viden og redskaber til at arbejde systematisk med at styrke læringsmiljøet i forhold til børnenes sproglige, matematiske og kognitive udvikling
I denne aldersgruppe er der blandt andet tilføjet læringsmål inden for områderne opmærksomhed på lyd og skrift.
Indsatsen blev afprøvet i af 88 dagtilbud i 9 kommuner.
Indsatsens resultater
Effekterne af Vi Lærer Sammen (VLS+) i børnehaven blev undersøgt ved at sammenligne børnenes udvikling inden for ordforråd, rim og opmærksomhed på skrift med en sammenlignelig børnegruppe, der var kontrolgruppe i et tidligere projekt. Effekten for de øvrige læringsområder kunne ikke undersøges, da de ikke blev målt i begge projekter.
Børnehavebørnene, som arbejdede med Vi Lærer Sammen (VLS+), fik sammenlignet med en kontrolgruppe 68 pct. ekstra læring i forhold til ordforråd, 138 pct. ekstra læring i forhold til skriftlig opmærksomhed og 45 pct. ekstra læring i forhold til sprog.
Jo flere VLS-aktiviteter børnene deltager i, jo mere udvikler de sig.
Det har tre gange så stor effekt på børnenes sprog, når de arbejder med sproglige VLS-aktiviteter i små grupper, som når de arbejder med sproglige VLS-aktiviteter i store grupper.
Læs mere på TrygFondens Børneforskningscenters side om indsatsen og muligheden for at indgå i partnerskab om Vi Lærer Sammen: Vi Lærer Sammen (VLS) (au.dk)
Hent folderen her
Bag om folderen
Folderen Hovedresultater fra forskningsprojektet VLS+ er udarbejdet af Dorthe Bleses, Martin Moos og Lone Amdi Boisen.
Indsatsen blev afprøvet i perioden 1. oktober 2018 – 1. april 2019 i Herning, Horsens, Kerteminde, Morsø, Odder, Odense, Sorø, Thisted og Holstebro kommuner.
Projektet VLS+ blev gennemført i samarbejde mellem TrygFondens Børneforskningscenter ved Aarhus Universitet, Rambøll Management Consulting og VIA University College.
Læs mere om Vi Lærer Sammen (VLS) i vuggestuen og dagplejen her på emu.