Forskning og viden
Betydningen af førskoletilbud for børns trivsel, fravær og sproglige færdigheder
Analyse fra VIVE undersøger betydningen af førskoletilbud for børns trivsel, fravær og sproglige færdigheder.
Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) har undersøgt, hvilken betydning tidlig overgang til skole i form af førskoletilbud har for børns trivsel, fravær og sproglige færdigheder. Rapporten finder tegn på, at børn, der har gået i førskoletilbud, mistrives lidt mere end børn, der har traditionel overgang til skole i august.
Hent Førskole, børns trivsel, fravær og sproglige færdigheder på VIVE.dk
En undersøgelse viser, at 62 procent af børn i folkeskolens årgangsopdelt børnehaveklasser i perioden 2017-2020 har gået i et førskoletilbud.
Trivsel
Undersøgelsen finder tegn på, at børn, der har gået i førskoletilbud, i mindre grad trives i børnehaveklassen sammenlignet med børn, der ikke har gået i førskoletilbud. Helt konkret viser analysen, at der i børnehaveklassen er 2 procent højere mistrivsel blandt børn, der har gået i førskoletilbud ift. børn, der er begyndt i skole direkte fra børnehaven. Undersøgelsen finder dog samtidig, at effekten på børn i førskoletilbuds trivsel forsvinder, når de går i 1. klasse. Det vil sige, at trivslen blandt børn, der har gået i førskoletilbud, udlignes, og den er ikke signifikant mindre end hos de børn, som ikke har gået i førskolen, når der testes for sammenhængen igen i 1. klasse.
Fravær, selvtillid og sproglige færdigheder
VIVE har også undersøgt elevernes fravær, selvtillid og sproglige færdigheder. Her er der ikke signifikante forskelle mellem de to elevgrupper. Generelt finder undersøgelsen, at køn, herkomst eller forældres uddannelsesniveau ikke har betydning. Dog har alder ved skolestart en betydning, da den negative effekt af førskoletilbud ser ud til at påvirke børn, der er mere end 6 år ved skolestart mindre negativt, end det påvirker børn, der ved skolestart er under 6 år. I undersøgelsen er der enkelte tegn på, at de børn, som begynder i førskoletilbud i februar-april, har lidt lavere selvtillid sammenlignet med børn, der starter i maj-juni.
Undersøgelsen tager ikke højde for variationer i førskoletilbuddenes indhold eller kvalitet.
Fakta om undersøgelsen
Undersøgelsen er gennemført af VIVE for Børne- og Undervisningsministeriet.
Rapporten er udarbejdet på baggrund af registerdata fra perioden 2017-2020 med oplysninger på omkring 160.000 børn. Der er kun set på børn, der påbegynder i folkeskolens årgangsopdelte normalklasser. En vigtig pointe i anvendelsen af data er, at det på baggrund af registerdata ikke er muligt entydigt at identificere, hvilke børn der har gået i førskole, da der på nationalt plan på nuværende tidspunkt ikke findes registreringer herfor. I rapporten anvendes i stedet indskrivningsdato i skolerne samt oplysninger om, hvornår barnet er stoppet i børnehave. Det antages derfor, at hvis størstedelen udskrives på samme tid, anses denne dato for overgangsdatoen. Kun de elever, som overgår på samme tid som flertallet, indgår i analysepopulationen. Den anvendte population udgør 86 pct. af de børn, der starter i folkeskolens fuldt årgangsopdelte normalklasser i perioden. Børn, som ikke indgår i analysen, er fx børn fra private børnehaver eller børn, som går i frie grundskoler.
Til at måle trivsel for børnene er de nationale trivselsmålinger anvendt. Fravær opgøres som det samlede årlige fravær. For den sproglige udvikling er anvendt oplysninger fra den obligatoriske sprogvurdering, som foretages i børnehaveklassen.
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.