Forskning og viden

Undersøgelse: Stor variation i indhold, kvalitet og organisering af tidlig SFO

Rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) undersøger indhold og kvalitet i tidlig SFO, og hvordan overgangene til og fra tilbuddet er organiseret.

Om tidlig SFO

Tidlig SFO er en udbredt model for overgangen fra dagtilbud til fritidstilbud og skole. Modellen har mange forskellige betegnelser, bl.a. før-SFO, tidlig SFO, maj-børn, mini-0. klasse, forårs-SFO, førskoletilbud etc. Over halvdelen af de 1.002 fritidstilbud, der tilbyder tidlig SFO har deltaget i undersøgelsen.  

Børn, der endnu ikke er startet i børnehaveklasse, kan optages i SFO eller fritidshjem, hvis de har minimumsalderen for optagelse i børnehaveklassen. Minimumsalderen herfor er 4 år og 10 måneder. Tidlig SFO har til formål at give børnehavebørn en harmonisk og flydende overgang fra børnehave til skolen. Det er tiltænkt som værende forberedende og give børnene et liv i skolen forud for påbegyndelse i børnehaveklasse. Tilbuddene faciliteres hovedsageligt af skolefritidsordningerne, hvor de i løbet af dagen også ofte indgår med de elever, der er begyndt i skole.

Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har på vegne af Børne- og Undervisningsministeriet undersøgt indholdet af og kvaliteten af overgangsmodellen fra dagtilbud til fritidstilbud før skolestart, tidlig SFO, samt hvordan overgangene til og fra tilbuddet er organiseret.

EVA har identificeret fem kvalitetskendetegn for tidlig SFO. De fem kvalitetskendetegn indkredser, hvad der er særlig vigtigt for at skabe et sammenhængende børneliv i over­gangen fra dagtilbud til tidlig SFO og skole. Kvalitetskendetegnene er identificeret på baggrund af forskning og interviews med interessenter, forskere og praktikere.

 

De fem kvalitetskendetegn er:

  1. Tidlig SFO understøtter børns sociale relationer og deltagelse i fællesskaber
  2. Tidlig SFO har fokus på børns leg og forberedelse til skole
  3. Tidlig SFO skaber sammenhæng i overgangen fra dagtilbud til skole gennem genkendelighed og med afsæt i børnenes perspektiver
  4. I tidlig SFO samarbejder pædagogisk personale om overgange gennem vidensudveksling med andre fagprofessionelle
  5. I tidlig SFO inddrager og samarbejder pædagogisk personale med forældre.

 

Overordnet viser undersøgelsen, at der er stor forskel på, hvordan tidlig SFO er organiseret. Blandt andet angiver 65 procent af lederne, at de i høj grad prioriterer forældresamarbejdet, fx ved overleveringsmøder eller møder ved overgangen fra dagtilbud til tidlig SFO. 45 procent af lederne angiver desuden, at personale fra dagtilbuddet i høj grad eller nogen grad følger med i tidlig SFO efter opstart. 81 procent af lederne angiver, at de i høj grad prioriterer, at børnene er sammen med en fast gruppe af børn. Størstedelen af de tidlige SFO’er overlader senere på dagen de børn, som er tilknyttet den tidlige SFO, til den almindelige gang i resten af SFO’en, så de små børn er sammen med skolebørn en del af dagen. April og maj er de måneder, de fleste tidlige SFO’er starter op.

 

Som resultat af undersøgelsen har EVA peget på en række potentialer, der kan styrke indhold og kvalitet af tidlig SFO som overgangsmodel. Herunder potentialer i at have mere fokus på bl.a. organisering, vidensudveksling og forældresamarbejde.

 

EVA finder med afsæt i kvalitetskendetegnene potentiale for at styrke indhold og kvalitet af tidlig SFO ved at have mere fokus på følgende:

  • organisering og betydningen af dette, bl.a. betydningen af faste voksne og faste grupper af børn for børnenes sociale relationer og deltagelse i fællesskaber
  • arbejdet med andre fokusområder end sociale relationer fx faglige elementer, rolle i leg
  • personale fra kendskab til hverdagsstrukturen og de fysiske rammer samt det pædagogiske personales tidlig SFO, der besøger dagtilbud, samt pædagogisk personale fra dagtilbud, der følger med over i tidlig SFO
  • møder med forældrene samt indsamling af børneperspektiver, herunder ønsker og behov fra børnene selv
  • vidensudveksling med andre fagprofessionelle, herunder om både børn i udsatte positioner og den resterende børnegruppe
  • forældresamarbejde, hvor forældrene ikke blot modtager information, men hvor samarbejdet foregår aktivt begge veje.

 

Sådan er undersøgelsen udarbejdet

Resultaterne bygger på en spørgeskemaundersøgelse blandt SFO- og fritidshjemsledere. Spørgeskemaet er udsendt til 1.907 ledere. Styrelsen for It og Læring (STIL) har på vegne af Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) modtaget 1.002 besvarelser. Den opnåede svarprocent er dermed 53 procent. Der er udført en repræsentativitetstest, hvor population og de faktiske besvarelser sammenlignes. Testen viser, at undersøgelsen er repræsentativ med hensyn til fordeling på region og kommunetype.

 

Kreditering

Undersøgelsen er udgivet af EVA- Danmarks Evalueringsinstitut i 2022

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.