Artikel
Gratis it-løsning til sprogvurderingsredskaberne Sprogvurdering 2 år og Sprogvurdering 3-6
It-løsningen Sprogvurdering.dk kan bruges af kommuner, dagtilbud og skoler, som sprogvurderer med værktøjerne Sprogvurdering 2 år og Sprogvurdering 3-6.
Sprogvurdering.dk
Sprogvurdering.dk er en it-løsning til ministeriets sprogvurderingsværktøjer Sprogvurdering 2 år og Sprogvurdering 3-6, som kommuner, dagtilbud og skoler kan vælge at anvende til sprogvurdering på dagtilbudsområdet og i børnehaveklassen.
Indhold i Sprogvurdering.dk
I Sprogvurdering.dk kan du bl.a.:
- Indtaste resultatet af en sprogvurdering
- Se resultatet for et barn. Både som en samlet score eller for de enkelte deltest i sprogvurderingen.
- Få en oversigt over hvert enkelt barns sprogvurderingsresultater med visualisering af progression, hvis der er foretaget flere sprogvurderinger af barnet i sprogvurdering.dk. Progressionen vises både for de overordnede dimensioner (førskriftlige og talesproglige færdigheder) og for de enkelte deltest.
- Se samlede sprogvurderingsresultater for kommune, daginstitutioner/enheder/dagpleje eller skole, samt stue/klasse fordelt på sprogvurderingens to dimensioner (før-skriftlige og talesproglige færdigheder) og på de enkelte deltest.
- Logge ind som kommunalt ansat ved brug af NemID/MitID og dermed få adgang til data for hele kommunen.
- Finde materialer og vejledninger til Sprogvurdering 2 år og Sprogvurdering 3-6. Det kan du gøre via forsiden på Sprogvurdering.dk, og her kan du også finde svar på spørgsmål i den FAQ, der er tilknyttet.
Om Sprogvurdering.dk
Sprogvurdering.dk er en it-løsning til ministeriets forskningsbaserede sprogvurderingsværktøjer, Sprogvurdering 2 år og Sprogvurdering 3-6, som er udviklet til brug for den lovpligtige sprogvurdering på dagtilbudsområdet samt den obligatoriske sprogvurdering i børnehaveklassen. Værktøjerne er udviklet af TrygFondens Børneforskningscenter ved Aarhus Universitet for ministeriet med inddragelse af brugere og interessenter.
It-løsningen stilles gratis til rådighed for kommuner, dagtilbud og skoler.
Det er op til den enkelte kommune at beslutte, hvordan den lovpligtige sprogvurdering på dagtilbudsområdet og den obligatoriske sprogvurdering i børnehaveklassen gennemføres. Der kan anvendes andre sprogvurderingsværktøjer end ministeriets, ligesom ministeriets sprogvurderingsværktøjer kan anvendes i andre it-løsninger end Sprogvurdering.dk.
Obligatorisk redskab til brug ved Sprogvurdering i børnehaveklassen fra skoleåret 2024/2025
Som et led i aftalen om det fremtidige evaluerings- og bedømmelsessystem i folkeskolen skal der udvikles et forbedret nationalt sprogvurderingsredskab til børnehaveklassen. Det bliver obligatorisk at bruge det nye sprogvurderingsredskab på landets folkeskoler fra begyndelsen af skoleåret 2024/2025.
Sprogvurderingsredskabet giver en systematisk og ensartet vurdering af elever overalt i landet, samtidig med at det over tid kan bidrage med viden om sammenhængen mellem elevernes sproglige udfordringer og faglige udvikling senere hen.
Det forbedrede nationale sprogvurderingsredskab udvikles med afsæt i Sprogvurdering 3-6 og Sprogprøven. Sprogvurderingsredskabet vil blive stillet til rådighed på Sprogvurdering.dk ved skolestart 2024/2025.
Kontakt
Ved spørgsmål er I velkomne til at kontakte specialkonsulent Inge-Line Olesen på inge-line.olesen@stukuvm.dk eller på telefon 40 23 60 75.
Ved tekniske spørgsmål kontakt supporten ved Styrelsen for it og læring her eller på telefon: 70 21 21 55