Viden om
Sprogvurdering 3-6
Sprogvurdering 3-6 består af en klassetest til anvendelse i børnehaveklassen og individuel test af børn i børnehaven og i børnehaveklassen og vurderer børn inden for talesproglige og før-skriftlige kompetencer.
Sprogvurdering 3-6 kan anvendes til den lovpligtige sprogvurdering i treårsalderen på dagtilbudsområdet og den obligatoriske sprogvurdering børnehaveklassen. Værktøjet dækker alle aldersgrupper i børnehaven og børnehaveklassen.
Sprogvurdering 3-6 er en videreudvikling af Sprogvurdering af børn i treårsalderen, inden skolestart og i børnehaveklassen.
Sprogvurdering af børn i treårsalderen, inden skolestart og i børnehaveklassen og Sprogvurdering 3-6 kan ikke kombineres eller anvendes i sammenhæng.
Sprogvurdering 3-6 er udviklet for ministeriet af forskere fra TrygFondens Børneforskningscenter & Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet og internationale forskere.
Indhold i Sprogvurdering 3-6
Sprogvurdering 3-6 består af en klassetest til anvendelse i børnehaveklassen og individuel test af børn i børnehaven og i børnehaveklassen.
Sprogvurderingen undersøger forskellige aspekter af barnets talesproglige og før-skriftlige kompetencer.
Følgende aspekter af talesproglige kompetencer indgår:
- Sprogforståelse
- Ordforråd
- Kommunikative strategier
Følgende aspekter af før-skriftlige kompetencer indgår:
- Rim
- Opmærksomhed på skrift
- Bogstavkendskab
- Opdeling af ord
- Forlyd
Værktøjets anvendelse
Sprogvurdering 3-6 kan anvendes til at sprogvurdere børn mellem 2 år og 10 måneder og 6 år og 9 måneder. Børnene vurderes med forskellige deltest og spørgsmål afhængigt af, hvor gamle børnene er.
For børn uden for dagtilbud kan kun dele af værktøjet anvendes.
Sprogvurdering 3-6 kan anvendes i sammenhæng med sprogvurderingsværktøjet Sprogvurdering 2 år.
Vejledning
Ud over materiale, som skal anvendes i selve sprogvurderingen, indeholder det samlede værktøj også en vejledning til udførelse af sprogvurderingen og fortolkning af sprogvurderingsresultaterne, samt en beskrivelse af udviklingen af værktøjet.
It-løsning
Materialer knyttet til Sprogvurdering 3-6 kan ikke anvendes uden it-løsning. Ministeriet tilbyder en gratis it-løsning af Sprogvurdering 3-6 kaldet Sprogvurdering.dk. Læs mere om it-løsningen Sprogvurdering.dk her (emu.dk).
Som kommune kan I også vælge at anvende en privat it-leverandør, som tilbyder en it-løsning til Sprogvurdering 3-6. Kommuner skal selv kontakte potentielle it-leverandører.
dtb_sprogvurdering_obligatorisk redskab
Obligatorisk redskab til brug ved Sprogvurdering i børnehaveklassen fra skoleåret 2024/2025
Som et led i aftalen om det fremtidige evaluerings- og bedømmelsessystem i folkeskolen skal der udvikles et forbedret nationalt sprogvurderingsredskab til børnehaveklassen. Det bliver obligatorisk at bruge det nye sprogvurderingsredskab på landets folkeskoler fra begyndelsen af skoleåret 2024/2025.
Sprogvurderingsredskabet giver en systematisk og ensartet vurdering af elever overalt i landet, samtidig med at det over tid kan bidrage med viden om sammenhængen mellem elevernes sproglige udfordringer og faglige udvikling senere hen.
Det forbedrede nationale sprogvurderingsredskab udvikles med afsæt i Sprogvurdering 3-6 og Sprogprøven. Sprogvurderingsredskabet vil blive stillet til rådighed på Sprogvurdering.dk ved skolestart 2024/2025.