Forskning og viden

Virkningsevaluering af pædagogisk ledelse

I dette evalueringsnotat præsenterer Rambøll evaluering af indsatsen målrettet  pædagogisk ledelse, som ti modelskoler har arbejdet med i perioden fra 2013-2016 i samarbejde med FastholdelsesTaskforcen.

Taskforcen besluttede at udvælge ti modelskoler, hvor målet for skolerne var at styrke kvaliteten i undervisningen for at sikre, at unge i målgruppen påbegynder og gennemfører en erhvervsfaglig uddannelse.

Formål

Målet er at analysere, hvorvidt rådgivning og kompetenceudvikling af modelskolernes ledere har haft de forventede resultater. Dernæst afdækker evalueringen, hvilke faktorer i relation til implementeringen af indsatsen der kan bidrage til at forklare de oplevede resultater. Til sidst er målet at vurdere, om evalueringen giver anledning til at formulere konkrete anbefalinger.

 

Hovedpointer

  • Virkningsevalueringen viser, at indsatsen har medført at hovedparten af modelskolernes pædagogiske ledere udøver et mere reflekteret pædagogisk lederskab med tydelig strategisk retning.
  • Dette skyldes blandt andet at lederne har udviklet de organisatoriske rammer for en mere systematisk dialog med underviserne, der i mange tilfælde tager afsæt i de pædagogiske lederes deltagelse i den pædagogiske praksis.
  • FastholdelsesTaskforcen yder en dialogbaseret implementeringsstøtte, som hovedparten af skolerne er tilfredse med.
  • Kompetenceudviklingsforløbet er blevet oplevet som relevant og anvendeligt, og det har understøttet den enkelte deltagers viden og vilje til at skabe forandring i egen ledelsespraksis.
  • Skolens øverste ledelse har et vedvarende strategisk fokus og forventning om, at langsigtede mål og effekter indfries. Den øverste ledelse har vægtet en tydelig kommunikation og en tidlig inddragelse af de pædagogiske ledere, der efterfølgende har deltaget i indsatsen.
  • Netværksdannelse betyder, at den enkelte leder ikke står alene med opgaven om, at omsætte ny viden i den pædagogiske praksis, men at lederne i fællesskab udvikler den organisatoriske kapacitet, således at viden omsættes i den pædagogiske ledelsespraksis.

 

Generelle anbefalinger rettet mod udvikling af pædagogisk ledelse

Der er behov for mere viden om, hvordan pædagogiske ledere kan bidrage til at styrke fastholdelsen på erhvervsuddannelserne. 

Nærværende evaluering viser, at skolerne har værdsat den praksisnære kompetenceudvikling af de pædagogiske ledere. De efterspørger imidlertid, at kompetenceudvikling kobles tæt til undervisernes arbejde.

Evaluator peger på den baggrund på, at skoler og uddannelsesinstitu- tioner, der udbyder efter-og videreuddannelse rettet mod erhvervsskoler, sammen udvikler praksisnære kompetenceudviklingsforløb for både ledere og undervisere.

 

 

Faktaoplysninger

Notatet er udgivet af Rambøll i 2016.

Evalueringen er en virkningsevaluering, hvor formålet er at indsamle viden om sammenhængene mellem aktiviteter og oplevede resultater.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.