Redskab
Fokus på identiteten som faglært – et redskab til dialog og refleksion
Ved at arbejde med elevernes karakterstyrker kan man støtte eleverne i refleksion over deres identitetsdannelse til fagperson. Redskabet indeholder inspiration til dialog og refleksion om karakterstyrker.
Formålet med at arbejde med styrkekort er at understøtte elevernes karakterdannende refleksion og bevidstgøre dem om deres egne karakterstyrker i mødet med de/det erhverv, som deres uddannelser retter sig mod. Det skal understøtte elevernes dannelse af deres (kommende) identitet som faglært. Redskabet kan både anvendes på grundforløbet og i hovedforløbet
Brug af redskabet i elevernes uddannelsesforløb
Redskabet kan anvendes gennem hele uddannelsen. Lærerne kan sammen planlægge, hvordan arbejdet med styrkekort skal anvendes undervisningen – fx i casearbejde, i kontaktlærersamtaler og/eller som forberedelse til oplæringsophold.
Introduktion til karakterstyrker
Indledningsvist kan eleverne introduceres til styrkebegrebet (se bilag nederst på siden for eksempler på indhold i oplægget). Oplægget kan evt. suppleres med, at eleverne ser filmen ’Find dine styrker’
I oplægget præsenteres de 24 karakterstyrker og sidst i oplægget præsenteres en gruppeopgave, hvor I skal bruge styrkekort (se bilag til download nederst på siden). Opgaven handler om, at eleverne skal spotte styrker hos hinanden. Læreren går rundt og faciliterer samtalen i grupperne.
Til sidst kan eleverne udvælge de fem styrker, som de mener kendetegner dem selv mest. Disse kan anvendes til kontaktlærersamtaler, til undervisning i lærepladssøgning og -forberedelse på grundforløb, og til brug ved overgange mellem skole og oplæring i hovedforløbet.
Styrk jeres dialog med eleverne i kontaktlærersamtaler
I kontaktlærerens samtale med eleven, skal eleven tilskyndes til refleksion og til at tænke over egne fremtidsmuligheder i faget. Det vedlagte samtaleark og refleksionsark til eleverne (se download) kan anvendes i forbindelse med kontaktlærersamtaler på GF1, GF2 og Hovedforløb.
Eleverne får udleveret refleksionsarket og samtalearket ca. en uge inden kontaktlærersamtalen, så de har mulighed for at forberede sig. Arket er tænkt som inspiration til at komme omkring de forskellige karakterstyrker ved eleven for at få et større fokus på elevens dannelsesproces.
Man behøver ikke at følge spørgsmålene t slavisk. Man kan lade sig inspirere og tage udgangspunkt i det, der har relevans for den enkelte elev. Husk som kontaktlærer undervejs at dele ud af din egen fortælling, og hvis der er noget i elevens tanker, som du kan spejle dig i.
Som afslutning evaluerer elev og kontaktlærer i fællesskab samtalen, og der laves et kort referat med mål for den enkelte elev. Målene anvendes fremadrettet i elevens udvikling.
Brug på grundforløbet og hovedforløbet
Både på grundforløb og i skoleperioder på hovedforløbet kan redskabet bruges til at få eleverne til at reflektere over, hvordan de forskellige karakterstyrker gør sig gældende i erhvervet/den faglige praksis, som deres uddannelser retter sig mod.
Man kan lade eleverne forholde sig til dilemmasituationer fra praksis. Situationerne må meget gerne være fra virkelige praksisfortællinger (fra læreren, eleverne eller en udefrakommende), men kan også være tænkte cases. Med udgangspunkt i dilemmasituationen kan eleverne udforske åbne spørgsmål som ”Hvordan vil du som den gode faglærte handle i denne situation?”
Eksempel på en dilemmasituation Peter er i oplæringsophold som tømrer i en mindre virksomhed med fire ansatte. Peter udviser gåpåmod og løser sine opgaver i den første tid af opholdet rigtig godt. Mester er meget tilfreds. I oplæringsopholdets fjerde uge bliver Peters daglige makker sygemeldt, men da de skal arbejde videre på samme ombygning for en privat kunde, spørger mester, om Peter ikke selv kan tage ud til kunden den dag. Peter vil gerne vise, at han er pligtopfyldende og har mod, som han ved, er vigtige karakterstyrker som tømrer. Så selvom han synes, at det er en stor mundfuld at skulle alene ud og møde kunden, siger han ja. Han vil ikke skuffe mester. Da Peter kommer ud til kunden, er kunden tydeligvis irriteret og har en kort lunte. Peter finder ud af, at det handler om en dør, som de har sat op, der ikke sidder, som den skal. Kunden skælder Peter ud for deres arbejde og forlanger, at han gratis retter op på deres fejl – og hurtigt. Peter vurderer, at det vil kræve nye materialer og flere dages arbejde, men han vil også gerne have, at kunden er glad. Han er i tvivl om, hvad han skal gøre.
Refleksionsspørgsmål
|
Kreditering
Materialet er udarbejdet af Pluss Leadership, UC Syd, Center for Ungdomsforskning og Center for Anvendt Filosofi (Aalborg Universitet) for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Materialet er udviklet i samarbejde med 18 erhvervsskoler i forbindelse med Børne- og Undervisningsministeriets program om karakterdannelse i erhvervsuddannelserne.
Find alle materialer fra projektet på siden om karakterdannelse og faglig stolthed på emu.dk
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.