Aktivitet
Sådan kan skolen og eleverne arbejde med at lave introvideoer
Med en kort introvideo til nye elever kan skolen vise, hvad der kendetegner den faglige kultur og det faglige fællesskab, eleverne træder ind i. Denne aktivitet giver inspiration til arbejdet med introvideoer.
Elever på GF1 og GF2 kan få en introduktion til det faglige fællesskab på uddannelsen gennem introduktionsvideoer. Formålet med en introduktionsvideo er at give nye elever et første ”møde” med det faglige fællesskab på skolen og vække deres nysgerrighed i forhold til den faglige stolthed, de kan forvente at tilegne sig på uddannelsen.
Denne aktivitet lægger op til at arbejde med udgangspunkt i en introvideo over temaet "Faglighed gør en forskel". Videoformatet kan bidrage til at skabe variation og skal tænkes ind i en pædagogisk-didaktisk sammenhæng og hænge tydeligt sammen med de overordnede formål for undervisningen.
Hvad er en introduktionsvideo?
Skolen kan udvikle en introduktionsvideo over temaet ”Faglighed gør en forskel”, som kan bruges på grundforløbene. Videoen skal vise, hvordan det faglige fællesskab kan bidrage til udvikling af elevernes selvtillid og selvværd. Det kan ske ved at sætte fokus på, at der er behov for faglært arbejdskraft i samfundet.
I videoen kan elever fra skolen fortælle, hvordan det har gjort en forskel for dem at tilegne sig en konkret faglighed, og lærere fra skolen kan præsentere de forskellige muligheder, som uddannelserne inden for hovedområdet giver. Det kan skabe en genkendelighed, hvis skolens egne elever og lærere medvirker i videoerne. Er det muligt, så kan repræsentanter for typiske læresteder også deltage i videoen. Videoen kan eventuelt produceres af skolens elever og lærere.
Elever, der medvirker i videoen, kan fortælle om deres personlige dannelsesrejse, og om hvordan de på denne rejse oplever sammenhængen mellem teori og praksis i værkstedet eller oplæringsstedet. Ved at illustrere denne sammenhæng, kan introduktionsvideoen give anledning til en refleksion hos de nye elever, hvilket understøtter deres faglige indsigt og karakterdannelse.
Bilag 1, der findes nederst på siden, giver inspiration til udvikling af en drejebog til en introduktionsvideo.
Inspiration til indhold Inspirationsvideoer kan indeholde følgende, overordnede temaer:
|
Guide til brug af introvideoen
En introvideo kan anvendes i introugerne i starten af GF1 og GF2. Der kan afsættes to lektioner til at se introvideoen og arbejde med elevernes forventninger til grundforløbet med udgangspunkt i de tre nedenstående faser.
Aktiviteten kan deles op i tre faser
-
En vidensopbygningsfase, hvor eleverne ser videoen og bliver introduceret til refleksionsspørgsmål, der tager afsæt i videoen. I denne fase kan der være fokus på, at eleverne:
- forstår deres fags samfundsmæssige betydning og ansvar
- får lyst til at være en del af det faglige fællesskab
- bliver nysgerrige på deres fag og får forståelse for deres fags historie, værdier, normer og traditioner.
-
En dialogfase, som kan gennemføres i klassen eller i mindre grupper. I denne fase kan der være fokus på, at eleverne, med afsæt i det de har set og hørt i videoen, reflekterer over deres faglige valg. Spørgsmål kan være:
- Hvilke forventninger har I til grundforløbet på skolen? Hvilke emner regner I med at lære noget om i løbet af de kommende 20 uger?
- Hvad forventer I, at I skal kunne, når I kommer ud på en læreplads?
- Er der noget, som kan komme til at udfordre jer personligt? På skolen og på lærepladsen?
- Har I nogle tanker om, hvordan I kan være med til at gøre en forskel for andre mennesker/for samfundet med en uddannelse her fra skolen?
-
En evalueringsfase, hvor læreren samler op på forløbet. I denne fase kan der være fokus på. om:
- der gennem fortællinger fra eleverne i videoen er kommet en forståelse af betydningen af faglige mestringsoplevelser, for eksempel fagenes processer, redskaber, metoder, procedurer og produkter
- eleverne har fået en forståelse for de kompetencer, de skal bruge for at mestre deres fag
- eleverne kan identificere sig med deres fag og et fremtidigt arbejde og er bevidste om eksisterende, udviklede og ønskede karakterstyrker, så de forstår, hvordan de bringer deres faglighed i spil.
Kreditering
Materialet er udarbejdet af Pluss Leadership, UC Syd, Center for Ungdomsforskning og Center for Anvendt Filosofi (Aalborg Universitet) for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Materialet er udviklet i samarbejde med 18 erhvervsskoler i forbindelse med Børne- og Undervisningsministeriets program om karakterdannelse i erhvervsuddannelserne.
Find alle materialer fra projektet på siden om karakterdannelse og faglig stolthed på emu.dk
Om at udvikle en drejebog
Når I har valgt det tema, som introduktionsvideoen til jeres skole skal bygges over, skal I udvikle og nedskrive den historie, som I gerne vil fortælle. Husk, at målgruppen er vigtig. Det betyder, at I skal tænke på, hvem der skal se videoen, og hvordan I taler til dem. Inden I interviewer for eksempel tidligere GF1-elever om, hvad de gerne ville have vidst om uddannelsens faglighed, da de startede.
I skal overveje:
- Hvad er det for et fagligt fællesskab, som I vil vise?
- Hvordan vil I vise det? Skal det være elever, der fortæller, eller skal der også være lærere og arbejdsgivere med i videoen?
- Hvordan gør I målgruppen for videoen nysgerrige på uddannelsen? Der kan eksempelvis være spørgsmål, som kan give anledning til at undersøge mere om uddannelsen.
I skal også afklare:
- Hvem optager videoen, så den får en god kvalitet på både lyd- og billedsiden?
- Skal der være speak hen over nogle af billederne? Og hvem har en god stemme til det?
- Skal der være musik i videoen?
Når I har skrevet historien og overvejet og afklaret ovenstående, skal I skrive en drejebog. Den bygges op som små scener, der fortæller jeres historie. Ved at bryde det ned i små scener, bliver det nemmere at overskue, når I skal optage.
For hver scene skal I beskrive:
- Hvem skal deltage i scenen?
- Hvad er det præcise budskab i scenen?
- Hvordan viser I helt konkret det faglige miljø? Tænk i billeder.
- Skal der være tekst hen over nogle af billederne i stedet for direkte tale?
Optagelse
Det er vigtigt, at I har ordentligt udstyr til at optage med, så både lyd og billeder bliver i god kvalitet.
De personer, som skal deltage i videoen, skal være instruerede på forhånd, så de ved, hvad de skal sige, og hvordan de skal bevæge sig. Det er samtidig vigtigt, at det ikke går ud over det autentiske i scenerne. Det er en god idé at øve scenerne, inden I begynder at optage.
Færdigredigering
Når alle scener er optaget, skal de klippes sammen, og der skal lægges speak, musik og tekst på. Det er en god idé at alliere jer med nogle, som har prøvet det før.
For at sikre jer, at videoen rammer målgruppen, kan I vise første udkast af videoen til nogle fra målgruppen, så I kan få deres input med i den endelige redigering.
- Hovedområde Omsorg, sundhed og pædagogik: Social- og Sundhedsskolen Skive-Thisted-Viborg
- Hovedområde Fødevarer, jordbrug og oplevelser: NEXT, Ejendomsservicetekniker
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.