Aktivitet
Økonomi - JYSK
JYSK har stor fokus på økonomien. Det gælder internt i virksomheden, men JYSK er også meget afhængig af samfundsøkonomien. Både i Danmark og i resten af verden.
Eksempel 1. Økonomiske og politiske mål
Hvad en dyne eller et håndklæde skal koste i butikken, er som udgangspunkt noget JYSK bestemmer. Der kan dog være en del faktorer, som har betydning for, hvad en vare skal koste. Det er disse faktorer, spørgsmålene handler om.
- Forklar hvordan prisen på havestole kan svinge op og ned hos JYSK. Du skal anvende modellen om udbud og efterspørgsel.
- Partierne i Folketinget er stort set enige om de seks økonomiske/politiske mål, men de er uenige om, i hvilken rækkefølge, målene skal gennemføres, og hvor meget det enkelte mål skal prioriteres. Redegør for de seks økonomiske/politiske mål og vurder, i hvilken rækkefølge du tror, at JYSK kunne tænke sig, at målene blev gennemført.
- Når JYSK skal vurdere, om det kan betale sig at starte op i et nyt land, kigger de på mange faktorer. Bl.a. landets økonomi. Redegør for hvad BNP er, hvordan det udregnes og hvad JYSK skal være opmærksom på, hvis de vil sammenligne BNP i forskellige lande.
Eksempel 2. Konkurrenceevne
JYSK ønsker at øge omsætningen i deres butikker med mindst 10% om året. Et af midlerne til øget omsætning er at være så konkurrencedygtig som mulig.
- Redegør for begrebet "konkurrenceevne".
- Redegør for de forskellige faktorer, der betyder noget for konkurrenceevnen, og vurder hvilke fem faktorer, du mener er vigtigst for JYSK.
Eksempel 3. Det økonomiske kredsløb
I et samfund som det danske, betyder det meget for detailhandelen og JYSK, hvilken økonomisk politik regeringen fører. JYSK indgår i det økonomiske kredsløb og er afhængig af, hvordan kredsløbet "kører".
- Lav en tegning af de enkelte elementer i det økonomiske kredsløb og den placering, JYSK har i kredsløbet.
- Forklar hvordan en stram eller lempelig finanspolitik påvirker det økonomiske kredsløb og JYSK.
- Redegør for begreberne indkomstpolitik, arbejdsmarkeds- og erhvervspolitik og vurder, hvordan de kan påvirke det økonomiske kredsløb.
Ressourcer
Det anbefales, at lærere og elever selv søger efter nye og aktuelle artikler, videoer og tekster på internettet.
Årsrapport (engelsk)
JYSK samarbejde Om Business to Business på JYSKs hjemmeside
Kreditering
Udarbejdet af Arne Ladegaard, Herningsholm Erhvervsskole.
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.