Forskning og viden

Rapport om implementering af FGU på skoler og institutioner

Den anden rapport i Børne- og Undervisningsministeriets følgeforskningsprogram til Forberedende Grunduddannelse (FGU) handler om implementering af FGU på skoler og institutioner.

Status på implementeringsarbejdet

Rapporten peger på, at implementeringsarbejdet med den omfattende reform er i proces på FGU-institutionerne – og at det er forventeligt, at institutionerne ikke er i mål med denne proces godt to år efter FGU’s opstart. Men rapporten peger også på, at implementeringen har været udfordrende.

Det har blandt andet været en betingelse i implementeringsprocessen, at alt har skullet opbygges fra bunden. Det er en udbredt oplevelse, at flere af de administrative systemer inkl. den it-understøttelse, der skulle understøtte FGU-institutionernes opgaveløsning, ikke var på plads, da de første elever startede på FGU. Derudover har COVID-19-pandemien haft indflydelse på implementeringsarbejdet og hverdagen på skolerne. Det er også en gennemgående oplevelse blandt ledere og medarbejdere, at de ressourcemæssige rammer ikke stemmer overens med intentionerne for FGU, og at dette udgør en barriere for implementeringsarbejdet.

Rapporten viser dog samtidig, at der er forskel på, hvor langt de enkelte institutioner er nået med at implementere FGU, og hvordan institutionerne har grebet implementeringen an. Det gælder blandt andet for implementeringen af den særlige undervisningsform på FGU, som blandt andet skal være praksisbaseret og have et inkluderende læringsmiljø, og arbejdet med at nedbringe fravær og styrke trivslen.

 

Opbakning til FGU

Rapporten viser, at der er bred opbakning blandt FGU-institutionernes ledere og medarbejdere til FGU som tilbud. 96 procent af lederne og 70 procent af medarbejderne oplever i nogen eller høj grad, at FGU – som uddannelsen er tænkt – samlet set imødekommer målgruppens behov for et tilbud, som kan hjælpe dem videre i uddannelse eller job. Elevernes syn på og erfaringer med FGU vidner også om et potentiale. Eleverne er overordnet set glade for FGU og fremhæver blandt andet afklaring via de mange afprøvningsmuligheder på FGU, det brede fokus på faglig, social og personlig udvikling, tætte lærer-elevrelation og et rummeligt fælleskab.

 

Om rapporten og evaluerings- og følgeforskningsprogrammet

Rapporten bygger på en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse blandt ledere og medarbejdere på FGU samt på interviews med FGU-ledere, -medarbejdere og -elever fra fem forskellige FGU-institutioner.

Evaluerings- og følgeforskningsprogrammet til FGU er gennemført af Danmarks Evalueringsinstitut i perioden 2020-2023.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.