Formålet

Forberedende grunduddannelse (FGU) er hovedvejen for unge op til 25 år, der har brug for et samlet uddannelsestilbud efter grundskolen for at blive klar til en erhvervsuddannelse, gymnasial uddannelse eller beskæftigelse.

Langt de fleste unge fortsætter i en ungdomsuddannelse efter grundskolen. Nogle unge har dog brug for en særlig forberedende indsats efter grundskolen for at gennemføre en ungdomsuddannelse eller komme i beskæftigelse. Der kan være mange grunde til, at unge ikke følger den lige vej fra grundskole til uddannelse eller job.

Unge, som i forvejen er udfordrede i hverdagen, skal ikke mødes med en jungle af tilbud og et utal af døre ind til kommunen.

Den forberedende grunduddannelse (FGU) er for unge under 25 år, der ikke har gennemført en ungdomsuddannelse eller er i beskæftigelse. Uddannelsen forbereder unge mennesker til at gennemføre en ungdomsuddannelse eller til at komme i beskæftigelse, ved at styrke deres faglige, personlige og sociale kompetencer.

Nedenstående video giver dig en hurtig indføring i FGU.

© Styrelsen for Undervisning og Kvalitet
Videoen giver dig viden om uddannelsens målgruppe, uddannelsens opbygning, indholdet på de tre forskellige spor og et indblik i, hvordan det er at gå på FGU.

Hovedformålet

Hovedformålet med uddannelsen er at give de unge viden, kundskaber, færdigheder, afklaring og motivation til at gennemføre en ungdomsuddannelse eller opnå ufaglært beskæftigelse. Samtidig skal uddannelsen styrke de unges personlige og sociale kompetencer og demokratiske dannelse.

FGU skal gennemføres i et inkluderende læringsmiljø, hvor undervisningen bygger på åndsfrihed, ligeværd og demokrati og har til formål at bidrage til at

  1. styrke elevens selvstændighed og faglige, personlige og sociale udvikling og kompetencer,
  2. styrke elevens samfundsengagement, demokratiske dannelse og kompetencer til aktiv deltagelse i demokratiet og samfundslivet som ligeværdig borger i et demokratisk fællesskab,
  3. give eleven erfaringer med samarbejde og arbejdsforholdene på en arbejdsplads og kendskab til rettigheder og pligter i arbejdslivet og
  4. fremme elevens mulighed for social mobilitet og for at udvikle sit potentiale fuldt ud.

FGU-forløbet tilrettelægges fleksibelt efter den enkelte elevs behov og kan vare i op til to år.

 

Vejledning til lov og bekendtgørelse om FGU

De indholdsmæssige rammer og regler for FGU er reguleret i lov om forberedende grunduddannelse og bekendtgørelse om forberedende grunduddannelse. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har udarbejdet en samlet vejledning, som udfolder bestemmelserne i FGU-loven og FGU-bekendtgørelsen, ligesom vejledningen også henviser til andre love, pjecer, o.l., hvor det er relevant. Vejledningen kan bruges som et opslagsværk for FGU-institutioner og andre interesserede, og vil løbende blive opdateret. Den nyeste version vil være tilgængelig her.

Vejledningen er en uddybning af lovgivningen og er at betragte som vejledende. I forhold til de enkelte fag og faglige temaer er det læreplaner og fagbilag, der er styrende for det enkelte fag.

Til alle læreplaner og fagbilag er også udarbejdet vejledninger (undervisnings- og prøvevejledninger), som uddyber og eksemplificerer de fastsatte regler i læreplaner og fagbilag.
Du finder læreplaner, fagbilag og undervisnings- og prøvevejledningerne her.

 

Yderligere viden

 

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.