Forløb

Tag vare på dine personlige oplysninger - når du er på nettet

Formålet med dette forløb er at give deltagerne erfaring med digital dømmekraft og it-sikkerhed, således at de kan beskytte deres personlige data.

Mange unge og voksne finder det ikke interessant eller relevant at tage særligt vare på egne personlige oplysninger, når de færdes på nettet. Til tider ved de unge eller voksne ikke konkret, hvad de kan gøre, og selv hvis de ved det, så oplever de ikke nødvendigvis, at det er relevant for dem.

Det er et formål i sig selv, at deltagerne og ansatte i undervisningssektoren opnår en forståelse for, hvorfor det kan være en god idé at beskytte sine personlige oplysninger, når de færdes på nettet, og at de kan gøre det. Der arbejdes med i dette undervisningsforløbet, hvor deltagerne skal lære:

  • At bruge og installere en browser, som ikke tracker internetfærden

  • At bruge og installere blokeringsværktøjer

  • At bruge og installere en VPN-forbindelse, der fx. kan sikre åbne Wi-Fi og sikre lokationsdata

Den forventede undervisningstid er to lektioner á 45 minutter, og kan  udvides til at dække to x to lektioner á 45 minutter.

 

Forløbet er særligt relevant i følgende fag

FVU-start, FVU-digital, FVU-læsning og FVU-engelsk.

 

Formål

Når vi bruger gratisprogrammer som søgemaskiner og apps, betaler vi med vores personlige data. Programmerne kræver eksempelvis adgang til din geografiske placering, hvad du søger på, når du er på nettet, og hvilke produkter du køber.

Formålet med dette forløb er at give deltagerne erfaring med digital dømmekraft og it-sikkerhed, således at de kan beskytte deres personlige data, når de færdes på nettet.

Det er hensigten med dette undervisningsforløb, at deltagerne kan  blive en smule mere private, når de færdes på nettet.

Der er et stort udvalg af muligheder for at beskytte vores vores personlige data, og det er umuligt at komme omkring dem alle. Derfor er der i dette forløb præsenteret nogle få, men centrale elementer. 

Materialet kan bruges i forskellige faglige kompetenceområder. Afhængig af dine valg kan forløbet støtte deltagerne i at:

 

FVU-start

Udvikle mundtlige kommunikative færdigheder, som fx. ordkendskab og ordforråd, gennem undervisning, der inddrager erfaringer fra fx. hverdagsliv, job eller skolegang.

 

FVU-digital

Besidde færdigheder til at betjene digitale værktøjer i kommunikation om og håndtering af data. Fx. gennem arbejde med sikkerhed, privatliv og persondata.

 

FVU-læsning

Udvikle ordkendskab og basale færdigheder og strategier i læsning, stavning og skriftlig fremstilling. Udvikle indsigt i, hvilke læse-, stave- og skriveopgaver, der stilles i hverdagen. Fx. når it anvendes i forbindelse med arbejds- og privatlivet som kommunikationsmiddel eller til informationssøgning.

 

FVU-engelsk

Styrke deres kommunikative færdigheder, så de kan forstå, tale og skrive engelsk, og dermed kan udtrykke sig mundtligt og skriftligt i forhold til job og dagligdag. Det kan fx. være, når it anvendes som middel til kommunikation eller til informationssøgning.

 

Tilrettelæggelse - forløb

Overvejelser inden du som underviser går i gang med forløbet.

Du kan få mere viden om, hvorfor det er relevant at beskytte personlige oplysninger på nettet og hvordan via nedenstående links. Videoerne kan også bruges til at motivere deltagerne til emnet og begrunde relevansen:

  • Digital dannelse del 1 (se video nedenfor)

  • Digitale fodspor (se video nedenfor)

Overvej løbende, hvordan du bedst kan bruge baggrundsmaterialet i din undervisning. Hvad kan du med fordel selv formidle, og hvad er særligt relevant for deltagerne?

© KP, Københavns Professionshøjskole

Digital dannelse.

© KP, Københavns Professionshøjskole

Digital fodspor.

Undersøg og overvej desuden, hvilke etiske og moralske forhold der er vigtige for ikke at krænke deltagerne. Det er særligt relevant, når det drejer sig om at arbejde med sikring af deltagernes personlige oplysninger på nettet.

I dette forløb kan det være vigtigt at overveje, hvilken teknisk viden og kunnen du selv har. Tænk over, hvor du med fordel kan trække på deltagernes viden og kompetencer. Måske har du en kollega der er IT superbruger som du kan trække på.

 

Planlægning

Inden forløbet skal du sikre dig, at alle deltagerne har deres mobiltelefoner med og helst også en PC eller en tablet. Det er vigtigt med internetadgang og post-its.
 

Forløbets opbygning

Forløbet er opbygget som et samlet forløb, hvor aktiviteterne i de enkelte faser tager afsæt for aktiviteterne i de efterfølgende. Nogle faser eller aktiviteter kan komprimeres eller udelades, hvis blot man er opmærksom på, at det medfører ændringer eller justeringer i de efterfølgende fasers aktiviteter.

 

Fase 1: Motiver deltagerne for emnet: Tag vare på mine personlige oplysninger.

For at motivere deltagerne for emnet kan du vise følgende videoer: 

  • Digital dannelse (se ovenfor indsat)

  • Digitale fodspor (se ovenfor indsat)

Deltagerne kan med fordel være aktive under videofremvisningen, ved at få følgende opgaver:

  • De skal skrive eller tegne de pointer i videoen, som er vigtigst for dem. 

  • De må kun notere/tegne én pointe på hver post-it, som de får udleveret. De må gerne lave flere post-its. 

  • De skal forberede sig på at præsentere deres pointer for fire andre på holdet.

  • De skal finde de tre vigtigste pointer, som de er optaget af.

Samlet set varer videoerne ca. 12 minutter.

Opsamling på pointer i grupper af fire:

Der samles op på budskaberne i videoerne ved, at deltagerne i grupper på fire på skift præsenterer deres pointer på de skrevne post-its. 

Deltagerne sætter en efter en deres post-its op på væggen og fortæller, hvad de har skrevet. På den måde kommer der et samlet billede eller overblik over alle de tanker, som deltagerne får ved at se videoerne. 

Spørg til sidst i klassen, hvad deltagerne er blevet særligt opmærksomme på ift. at tage vare på egne personlige oplysninger.

 

Fase 2: Find fire metoder til at beskytte personlige data i grupper af fire

Deltagerne kan nu, i grupper af fire, samarbejde om at at finde fire forskellige måder, hvorpå de kan beskytte deres personlige data bedre, end de gør i dag.

To af metoderne til at beskytte deres personlige data skal være brug af VPN (Virtual Privat Netværk) samt brug af browser, som ikke tracker handlinger på nettet. 

Ressourcerne til at finde de fire forskellige løsninger kan være:

 

Fase 3: Opsamling i plenum - bruttooversigt over handlemuligheder

Som lærer kan du med fordel samle op på deltagernes arbejde ved at lave en samlet oversigt over metoder til at beskytte personlige data på nettet.

 

Fase 4: IT -værksted - handlinger: Beskyt dine personlige oplysninger

Nu er tiden kommet til, at deltagerne skal handle og i praksis beskytte deres personlige data bedre, når de færdes på nettet. 

Hver deltager skal vælge mindst tre metoder, hvoraf de to er obligatoriske:

  1. Obligatorisk: Brug af VPN

  2. Obligatorisk: Brug af browser der ikke tracker personlige informationer

  3. Valgfri

 

Evaluering

Som opsamling på forløbet kan du som lærer bede deltagerne om at vurdere, hvor meget bedre de er blevet til at beskytte personlige data, når de færdes på nettet - på en skala fra 1 til 10, hvor 1 er slet ikke, og 10 er meget bedre.

Som lærer kan du samle op for hele holdet ved at finde den samlede gennemsnitlige selvvurderede forbedring. Du kan også afrundende spørge deltagerne, hvad de mener, at de har lært af dette forløb.

 

Kreditering

Jørgen Theibel Østergaard, lektor. Københavns Professionshøjskole, Institut for Didaktik og digitalisering - 2019

 

Infoboks - om materialer der indgår i forløbet

Digitalt selvforsvar intro og VPN krypter dit internet er fra eKurser.nu, der er en portal, som samler små kurser om hverdags-it. eKurser.nu driftes i et samarbejde mellem bibliotekerne i København, Randers, Aalborg, Roskilde, Vejle og Herning. Driften er støttet af Danskernes Digitale Bibliotek.

Dataetik og digitalt selvforsvar på dataethics.eu står der, at de er en tænkehandletank, der arbejder for at fremme dataetiske produkter og tjenester. De skriver, at de er partipolitisk uafhængige og har fokus på at handle. Derudover skriver de på hjemmeside, at den overordnede vision er at flytte den digitale forretningsmodel fra tracking-by-default til privacy-by-default. Bag hjemmesiden står Pernille Tranberg, Birgitte Kofoed, Gry Hasselbalch samt Catrine Søndergaard Byrne

Videoerne Digital dannelse del 1 og Digitale fodspor er produceret for STIL af Københavns Professionshøjskole ved konsulent Jonas Hall-Nørregaard og konsulent Zoe Zachariassen.

 

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.