Eksempel fra praksis
Musik, billedkunst og drama i æstetisk fortælling
Vinder af Springfrøprisen 2018: Randers Lille Skole med projektet ”Alice i Eventyrland”.
Forløbet er henvendt til indskoling og mellemtrin.
Anslået tidsforbrug: 14 dage intensivt i temauger.
Projektet tager udgangspunkt i fortællingen om Alice i Eventyrland, og gennem musiske, sproglige, teknologiske og kreative aktiviteter bliver alle elever på tværs af årgange og fag en del af en fælles æstetisk fortælling.
To temauger med ”Alice i Eventyrland” som musical på Randers Lille Skole var oplagt til at forene de æstetiske udtryk i fagene musik, billedkunst og drama. I forløbet blev der arbejdet med at styrke fællesskabet børnene imellem og lade hvert barn udtrykke sig i en fælles æstetisk fortælling. I indskolingen var der fokus på drama, scene-fortællinger, scenografi med mere, mens 6. klasserne lavede animationsfilm og stod for at spille musikken live. Desuden lavede overbygningen efterfølgende deres egen musical af fortællingen, som blev vist på skolen og til årets Lilleskole Festival.
Børne- og Undervisningsministeriet og Kulturministeriet har sammen stiftet Springfrøprisen. Prisen er blevet uddelt en gang årligt i perioden 2010-14 og 2016-18, hvor den har præmieret særlige projekter inden for de praktiske, musiske og kunstneriske fag i grundskolen.
Forudsætninger, form og indhold
Arbejdet med "Alice i Eventyrland" som musical er et praktisk-æstetisk forløb, som spænder bredt. Eleverne på Randers Lille Skole opnåede en faglig udvikling i fagene drama, musik og billedkunst. Eleverne gennemgik desuden arbejdsprocesser, som styrkede deres kompetencer inden for kreativitet, innovation og entreprenørskab, hvilket var med til at rykke på mange elevers grænser. Eleverne omsatte manuskript til et fysisk udtryk med krop og stemme, og de opnåede et bredt fokus, idet de både skulle stå foran et større publikum og koordinere flere æstetiske elementer i en forestilling. De skulle altså selv finde mange forskellige løsninger og handle på baggrund af disse.
Der blev i projektet arbejdet intensivt i to temauger.
Planlægning
I forløbet indgår dramatik, animationsfilm og evne til at overskue en større proces. Det er derfor vigtigt at planlægge med henblik på, at eleverne opnår både IT-færdigheder, sproglige færdigheder samt færdigheder inden for innovation og entreprenørskab.
IT-færdigheder: Animationer, æstetiske lydfilm, musik sampling og lyd-billedside, samt speak.
Sproglige færdigheder: Læse, huske og omhyggeligt udtale replikker, sange samt indtaling af billedhistorier.
Færdigheder inden for innovation og entreprenørskab: Fremstilling af kostumer, koreografi, animations-scene-overgange, hvor eleverne fra 6.klasse selv skulle fortolke manuskriptet og lave passende overgange imellem sceneskift.
Forløbets opbygning
Forløbet blev gennemført i en periode på 14 dage.
Uge 1: Sceneøvelser, maling og rekvisitter
I den første uge var der fokus på mange sceneøvelser på en mindre scene, da eleverne arbejdede i ”scenehold”. Derudover skulle rekvisitterne til teaterstykket laves og forskellige billeder til hvert vers skulle males.
Uge 2: Øvelse i salen samt lyd, lys, musik og animationer sættes sammen
I den anden uge fortsatte sceneøvelserne, og eleverne begyndte at rykke over i salen, hvor musicalen skulle spilles. Musikholdet stillede op, og lyd, lys, musik og animationer blev sat sammen med scenerne, så stykket til sidst blev gennemprøvet som helhed.
Afslutningen: Selve musicalen spilles
Som afslutning på hele forløbet blev musicalen spillet. Under forestillingen var alle elever aktive, eftersom elever, der ikke ellers var i aktivitet, fungerede som kor til sangene. Animationsfilm blev brugt som scene-overgange. Det gav ro til sceneskift og skabte en handlingsbro mellem scenerne. Billede- og lydfortællinger, som var indtalt af indskolingsbørnene, fungerede som en fin intro til stykket.
Evaluering
Det er erfaringen fra dette projekt, at eleverne lærte at tænke innovativt, løsningsorienteret samt at koordinere og være målrettede. Mange lærerressourcer og koordineringsindsatser forhindrede spildtid, da alle var engagerede i projektet gennem hele forløbet. Det styrkede også elevernes fællesskabsfølelse på tværs af holdene, at flere årgange og klasser arbejdede sammen om projektet.
En væsentlig erfaring er desuden, at ældre og yngre elever i fællesskab kunne bidrage med særlige kompetencer og give et særligt levende udtryk, der løftede projektet både visuelt og fællesskabsorienteret. Det gav meget til den sociale struktur på skolen at lade flere årgange arbejde sammen.
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.