Artikel

Skolens organisering af undervisning i dansk som andetsprog – basis og supplerende

Dansk som andetsprog er et sprogfag. Fagets mål er at sikre tosprogede elevers tilegnelse af dansk sprog samt fagenes faglige indhold, således at tosprogede elever opnår forudsætninger for videre uddannelse.

Dansk som andetsprog er et fag i folkeskolen med egne Fælles Mål, vejledning og læseplan. Dansk som andetsprog er et timeløst fag, hvor der undervises ud fra to sæt Fælles Mål, nemlig dansk som andetsprog – supplerende og dansk som andetsprog – basis. I bekendtgørelse nr. 1053 af 29. juni 2016 om folkeskolens undervisning i dansk som andetsprog § 2, står:

”§ 2. Tosprogede elever med behov for sprogstøtte skal ved optagelse i folkeskolen i forbindelse med skolestart eller senere i forløbet gives undervisning i dansk som andetsprog, jf. § 3 og 4. Med fornøden inddragelse af sagkyndig bistand og efter samråd med forældrene og eleven beslutter skolens leder, hvorvidt den enkelte elev har behov for sprogstøtte, og i givet fald hvordan eleven skal gives undervisning i dansk som andetsprog.”

 

Organisering af dansk som andetsprog – basis

Tosprogede elever, der har et væsentligt sprogstøttebehov, og derfor ikke kan deltage i den almindelige undervisning, skal modtage undervisning i dansk som andetsprog – basis, jf. § 4 stk. 1. Basisundervisningen kan jf. § 4 stk. 2 tilbydes i følgende tre former:

  • Modtagelsesklasser
  • På særlige hold eller
  • Udvidede modtagelsesklasser

Elever, der modtager undervisning i dansk som andetsprog – basis, skal endvidere undervises i folkeskolens øvrige fag og emner, således at undervisningen tilrettelægges med udgangspunkt i den enkelte elevs behov og forudsætninger. Det er skolens leder, der har ansvar for, at eleven tilbydes undervisning, der understøtter den enkelte elevs sprogstøttebehov.

 

Organisering af dansk som andetsprog - supplerende

Undervisning i dansk som andetsprog – supplerende gives til tosprogede elever, der er i stand til at deltage i den almindelige undervisning. Supplerende dansk som andetsprog tilbydes som udgangspunkt som en integreret del af den almindelige undervisning, jf. § 3 stk. 1. Undervisningen organiseres med udgangspunkt i Fælles Mål for de obligatoriske fag, samt Fælles Mål for dansk som andetsprog – supplerende.

Hvis den supplerende undervisning ikke udelukkende kan gives som en integreret del af undervisningen, skal den tilbydes som særskilt undervisning på en måde, hvor eleven ikke mister den undervisning, der finder sted i fagene. Det kan eksempelvis være i den understøttende undervisning eller uden for almindelig undervisningstid, jf. § 3 stk. 2.

I tilfælde, hvor elevens sproglige formåen betyder, at der ikke opnås et tilstrækkeligt udbytte af at deltage i den almindelige undervisning, kan der gives supplerende dansk som andetsprog i visse fag eller dele af et fag, jf. § 3 stk. 3.

Supplerende dansk som andetsprog gives derfor i videst muligt omfang som en integreret del af den almindelige undervisning, med understøttelse af undervisningsdifferentiering samt sprogbaserede- og andetsprogspædagogiske metoder, jf. Organisering af folkeskolens undervisning af tosprogede elever – en vejledning, s. 18.

Beslutningen om omfanget af den supplerende undervisning, samt den forventede varighed fastsættes ud fra elevens behov. Det er skolelederens pligt at sørge for, at eleven får supplerende undervisning, der tilgodeser elevens behov for sprogstøtte.

 

Sproglig udvikling i alle fag

Tosprogede elever, der ikke har et væsentligt behov for sprogstøtte, skal modtage sprogudviklende undervisning i alle fag. Skolen skal løbende evaluere på, hvorvidt eleven har behov for særlig sprogstøtte i form af supplerende dansk som andetsprog. Skolens leder er til enhver tid forpligtet til at tilbyde en undervisning, der understøtter elevens sprogstøttebehov.

 

Flowchart over organisering af undervisningen i dansk som andetsprog

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.