Aktivitet

Forslag til sprogudviklende aktiviteter - skrivning

Her gives forslag til aktiviteter og konkrete ideer til, hvordan du med afsæt i elevernes sproglige behov kan arbejde med sproglige kompetencer inden for kompetenceområdet skrivning.

I forbindelse med indførelsen af obligatoriske sprogprøver på skoler i udsatte boligområder er der udarbejdet et inspirationsmateriale med konkrete ideer til, hvordan du i praksis kan følge op på elevens sproglige behov med afsæt i kompetenceområderne læsning, skrivning, lytning og tale.

Herunder gives tre konkrete forslag til aktiviteter inden for kompetenceområdet skrivning, så du i undervisningen kan støtte op om arbejdet med elevernes sproglige kompetencer.

Aktiviteterne er generelle og kan bruges i alle fag. Det er således dig som lærer, der kobler et indhold på, som har relation til det, der i forvejen arbejdes med i fagene. På den måde kommer aktiviteterne ikke til at fremstå som løsrevne indslag i undervisningen, men spiller sammen med det indhold og det domæne, der undervises indenfor.

Aktiviteterne er ikke inddelt efter klassetrin, og det er op til dig at udvælge og tilpasse øvelserne, så de passer lige præcis til de elever, der er i klassen. 

 

Kompetenceområde: Skrivning

Herunder gives eksempler på aktiviteter inden for kompetenceområdet skrivning - stavning, teksproduktion og kommunikation.

Du kan finde mange flere aktiviteter i inspirationsmaterialet til sprogprøveprogrammet - find materialet via linket nederst på siden. 

 

1. Stavning: Gå på jagt

Mål: Målet med aktiviteten er, at eleverne kan stave efter gældende retstavningsprincipper i dansk.

Læremiddel: Til aktiviteten skal der bruges fagtekster eller egne elevtekster samt et notatark, hvor eleverne kan skrive bogstavet ind under den rigtige lyd. Se eksempel nedenfor.

Aktivitet: Sammen kan eleverne gå på jagt to og to efter udvalgte bogstaver. De kan gå på jagt i deres egne tekster eller i en tekst, der allerede arbejdes med i undervisningen.

Eleverne skal så finde et antal ord, for eksempel 20, som skrives ind i den rigtige spalte i notatarket.

Eksempel med e: Gå på jagt efter ord, der indeholder e: 

[ǝ] [i] [æ] [a] [ǝ]
Tema De Let Vej Pose
         

Aktiviteten bygger på ”Fælles stavearbejde” (Gjelstrup m.fl., 2014, s.43)

 

2. Tekstproduktion: Fra hverdagssprog til fagsprog

Mål: Målet med aktiviteten er, at eleverne kan skrive tekster med et fagspecifikt ordforråd.

Læremidler: Til aktiviteten skal der bruges fagtekster og elevtekster.

Aktivitet: Denne aktivitet kan både laves i par, mindre grupper og fælles i klassen.

Der udvælges en sætning fra en elevtekst, som skal have et “sprogstræk”. Det vil sige, at sætningen skal ændres fra at være skrevet i et hverdagssprog til at blive formuleret i et fagsprog. Hvilke sprogstræk, der er relevante, afhænger af den enkelte tekst og elevernes niveau.

Herunder ses et eksempel fra natur og teknologi, hvor eleverne skal beskrive en aktivitet. I eksemplet er der foretaget fire sprogstræk.

Elevtekst før sprogstræk: Vi lavede broer af pap, ispinde og papir.

  • Sprogstræk 1: (præcisering) 4.klasse lavede broer af pap, ispinde og papir.
  • Sprogstræk 2: (overbegreb) 4.klasse lavede broer af forskellige materialer.
  • Sprogstræk 3 (fagord) 4.klasse konstruerede broer af forskellige materialer.
  • Sprogstræk 4 (tilføjelse) 4.klasse konstruerede broer af forskellige materialer i natur og teknologi.

Denne aktivitet kan også laves omvendt, hvor eleverne arbejder med en sætning fra en fagbog og ændrer den til hverdagssprog. I denne version af aktiviteten kan det være en god idé at arbejde med sætninger, der indeholder lange nominalgrupper og nominaliseringer.

Læs mere om nominalgrupper og nominaliseringer på emu.dk: Sproglig udvikling - vejledning

 

3. Kommunikation: Saml en tekst

Mål: Målet med aktiviteten er, at eleverne kan målrette egen skrivning i forhold til teksttype med fokus på kohærens.

Læremiddel: Til aktiviteten skal der bruges en fagtekst.

Aktivitet: Forud for aktiviteten kan læreren klippe den tekst, der skal arbejdes med, i mindre dele. Hver tekstdel får et bogstav. Mellem hver tekstdel, kan læreren sørge for, at der indgår klare sproglige og indholdsmæssige ledetråde.

Eleverne kan i grupper modtage alle tekststykkerne. Grupperne kan nu diskutere, hvad teksten handler om.

Herefter kan eleverne samle teksten, så den hænger sammen indholdsmæssigt og sprogligt. Gruppen skal begrunde den rækkefølge, de vælger, sprogligt og indholdsmæssigt. Læreren kan eventuelt lade et gruppemedlem tage notater til gruppens begrundelse.

Aktiviteten kan afsluttes med fremlæggelser i klassen, hvor ligheder og forskelle på gruppernes samlede tekster kan diskuteres.

Aktiviteten bygger på ”Puslesætninger” (Gibbons, 2016, s.270)

 

Kreditering

Aktiviteterne er en del af materialet "Inspiration til arbejdet med sprogprøverne".

Læs mere om sprogprøverne og find materialet med ideer til alle kompetenceområder på emu.dk

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.