Aktivitet

Boost en bog

Udskoling: Denne aktivitet sætter fokus på elevernes læselyst og deres evne til at fremlægge en selvlæst roman ud fra på forhånd fastsatte kriterier. 

Forløbet er henvendt til 7.-9. klasse.

Anslået tidsforbrug: 4 lektioner.

Aktiviteten er tænkt som inspiration til læselyst og sætter desuden fokus på elevernes mundtlige præsentation og oplæsning. Der tages udgangspunkt i kompetenceområderne læsning og fortolkning.

 

Forudsætninger, form og indhold

Aktiviteten kan foruden at sætte fokus på at vække elevernes læselyst også bidrage til at træne færdigheder og viden, som læner sig op ad den mundtlige afgangsprøve.

Efter en fælles introduktion med præsentation af de kriterier, læreren har udvalgt i forhold til elevernes fremlæggelser, kan eleverne skiftes til at fremlægge en selvlæst roman ud fra på forhånd fastsatte kriterier til analyse, fortolkning og præsentation. Til elevernes forberedelse af fremlæggelserne kan spørgsmålene, der er beskrevet i afsnittet "aktivitetens opbygning" benyttes. Afslutningsvis kan eleverne få feedback af læreren og de andre elever.

 

Tilrettelæggelse

Fremlæggelserne kan eksempelvis tilrettelægges, så to elever fremlægger i en bestemt lektion hver uge - således at det samlede forløb kører hen over flere uger.

Læreren kan fungere som vejleder i aktivitetens fase to, hvis det vælges, at eleverne skal arbejdes med analysen og forberedelsen af den mundtlige fremlæggelse i klassen.

Forslag til spørgsmål, der kan overvejes inden aktiviteten:

  • Hvilke krav skal der stilles til elevernes valg af roman?
  • Skal eleverne arbejde med at analysere romanen i klassen?
  • Hvordan skal fremlæggelserne organiseres?
  • hvilke krav skal der stilles til elevernes fremlæggelser?
  • Hvordan skal der gives feedback på indhold og form af fremlæggelserne?

 

Aktivitetens opbygning

Aktiviteten består af tre faser.

1. Introduktion
Eleverne introduceres til aktivitetens formål og organisering. Der kan stilles krav til valg af bog og til, at eleverne skal forberede en mundtlig præsentation af deres bog. Fremlæggelsen kan vare mellem 5 og 10 minutter. Desuden kan de kriterier, læreren har udvalgt for fremlæggelsen, præsenteres.

Der kan tales om oplæsning og præsentationsteknik. For eksempel kan eleverne lave talekort og øve sig på fremlæggelsen, så de viser, at de kan fortælle frit og ikke blot læser op.
 

2. Analyse og forberedelse af fremlæggelse
I denne fase kan eleverne analysere deres bog og arbejde med at forberede deres fremlæggelse. Eleverne kan tage udgangspunkt i tekstens indhold og form, vurdering og perspektivering samt oplæsning, som det fremgår af nedenstående:

Tekstens indhold

  • Fort resume.
  • Hvad er tekstens tema?
  • Har teksten en bestemt holdning til temaet eller et bestemt budskab?

Tekstens form

  • Hvem er tekstens forfatter?
  • Hvem er tekstens fortæller?
  • Hvilken synsvinkel fortælles der med?
  • Hvor meget ved fortælleren om tekstens personer og begivenheder?
  • Hvordan virker det på læseren?
  • Hvordan er sproget i teksten (hverdagsagtigt, ungdommeligt, gammeldags, slang? Eksempler på nye ord, sjove ord, svære ord, ældre ord med mere?)

Vurdering og perspektivering

  • Hvad mener du om tekstens form og indhold?
  • Hvorfor mener du det? Begrund din vurdering! Kom med eksempler, forklar og uddyb. 
  • Har du læst andre tekster, der handler om det samme tema eller har andre fællesstræk med teksten?
  • Hvilken genre hører teksten til?

Oplæsning

  • Vælg et kort stykke tekst, som du vil læse højt for klassen. Fortæl klassen, hvorfor det netop er dette tekststykke, du har udvalgt til oplæsning. Det kan være, at det er et af tekstens højdepunkter, at det beskriver hovedpersonen, at det er en overraskende begivenhed, at det viser hvordan, der fortælles.
  • Øv dig på at læse stykket højt. Læs tydeligt og med passende pauser, så publikum kan følge med. Brug din stemme til at lave betoning – det vil sige hæv og sænk stemmen, læs med forskelligt tempo.
     

3. Fremlæggelser
Eleverne kan på skift fremlægge deres romaner for de andre i klassen, og de andre elever kan eventuelt bidrage med feedback ud fra de opsatte kriterier til fremlæggelserne.

 

Evaluering

Læreren kan give den enkelte elev feedback på både indhold og form af den mundtlige præsentation.

Der kan efter gennemførelsen af aktiviteten sættes fokus på spørgsmål som:

  • Hvordan fungerede organiseringen af fremlæggelserne?
  • I hvilket omfang lykkedes det at fungere som vejleder i fase 2?
  • Hvordan blev der arbejdet med feedback fra lærer og elever under og efter fremlæggelserne?
  • Har aktiviteten bidraget til at øge elevernes læselyst?
  • Kan erfaringer fra denne aktivitet bruges i den videre planlægning af undervisningen?

 

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.