Forskning og viden
Børns og unges brug af fritids- og klubtilbud – en vidensopsamling, 2017
Fritids- og klubområdet er under forandring. Folkeskolereformens længere skoledage er et af de forhold, som har haft betydning for denne forandringsproces.
Dette notat handler om, hvad der ifølge litteratur på området kendetegner fritids- og klubtilbud af god kvalitet med fokus på, hvad der skal til, for at tilbuddene kan skabe trivsel og udvikling hos børn og unge.
Notatet beskriver fem kendetegn ved kvalitet i fritids- og klubtilbud:
- Alle børn og unge har mulighed for at deltage i inkluderende fællesskaber
- Den pædagogiske praksis giver mulighed for fri tid med legende samvær og lærende processer
- Børn og unge har medindflydelse på organiseringen af hverdagen i tilbuddene
- Personalet indsamler systematisk viden om børns og unges trivsel og perspektiver og deler den med hinanden
- Personalet samarbejder med andre fagprofessionelle og forældre på tværs af børns og unges livsarenaer
Notatet beskriver også strukturelle forhold, som ifølge forskning har betydning for kvalitet inden for dagtilbuds- og skoleområdet, og som dermed kan have betydning for kvaliteten i fritids- og klubtilbud. Det er forholdene normering og gruppestørrelse/klassestørrelse, fysiske rammer, personalets uddannelse og efteruddannelse samt pædagogisk ledelse. De strukturelle forhold er beskrevet med inspiration fra forskning på dagtilbuds- og skoleområdet, da de ikke er tilstrækkelig belyst i den fremsøgte litteratur om fritids- og klubområdet.