Forskning og viden
Skoleledelse i folkeskolereformens andet år
Graden af skolelederens deltagelse i pædagogiske ledelsesopgaver er højere end i 2011, og flere skoleledere har gennemført en diplom- eller masteruddannelse. Det viser en kortlægningsrapport udarbejdet af SFI.
Forskningschef Mette Deding fra SFI giver et par bud på udfordringerne for skolelederne. Det sker på baggrund af rapporten. Videoklip (5:13 min).
Formål
Formålet med kortlægningen er at bidrage med viden om, hvordan skolelederne griber opgaven an med at implementere folkeskolereformen på de enkelte skoler.
Hovedpointer
Udviklingen i skoleledelse fra før reformen i 2011 til situationen i 2016 er kendetegnet ved:
- Ledelsesvilkår (Autonomi og ledelsesressourcer): Skoleledelsens samarbejde med kommunen er øget lidt og kvalitetsrapporterne opleves som mere nyttige i dette samarbejde end tidligere. Derudover er den kommunale mål- og resultatstyring styrket. Den kommunale styring af midler, fx af personaleforhold og undervisningens indhold er dog også intensiveret, hvilket ikke nødvendigvis følger reformens intentioner om, at skolelederne skal have større handlefrihed.
- Mål- og resultatstyring på skolerne: Skolernes samlede målstyring, evaluering og resultatopfølgning synes styrket. Skoleledelserne anvender oftere information om elevernes faglige resultater i forbindelse med opfølgning i forskellige typer af beslutninger om skolens udvikling.
- Kompetenceudvikling: Langt de fleste skoleledere har fået en længere efteruddannelse, idet de har taget eller er i gang med en diplom- eller en masteruddannelse, men skolelederne føler sig ikke mere rustet til reformopgaverne på trods af denne opkvalificering.
- Pædagogisk ledelse af undervisningsindhold og metoder: Antallet af lærere pr. skoleleder er steget, og derfor er omfanget af pædagogisk ledelse per lærer lidt lavere end før reformen.
- Til gengæld udbygges ledernes involvering i de særlige metoder, som folkeskolereformen fremhæver (eksempelvis målstyret undervisning).
- Ekstern ledelse: Skoleledelsens eksterne samarbejde med aktører i lokalsamfundet er øget lidt, men er stadig forholdvist begrænset. Analysen viser desuden, at skoleledelsen har været mere i kontakt med kommunen siden folkeskolereformens indførelse, og at skolelederne er nogenlunde tilfredse med den kommunale støtte.
Faktaoplysninger
Kortlægningsrapporten er udarbejdet af SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd som del af evaluering- og følgeforskningen af folkeskolereformen og er udgivet i 2016.
Kortlægningen bygger på spørgeskemaundersøgelser blandt skoleledere. Analyserne dækker fem temaer: 1) ledelsesvilkår med fokus på skoleledernes handlefrihed og ledelsesressourcer på skolerne 2) Mål- og resultatstyring på skolerne 3) Kompetenceudvikling 4) Pædagogisk ledelse af undervisningsindhold og metoder og 5) Ekstern ledelse.