Forskning og viden
Lærere og pædagogers oplevelse af folkeskolereformens fjerde år
Denne VIVE-rapport belyser, hvordan lærere og pædagoger oplever og gennemfører undervisningen i foråret 2018. Desuden sammenlignes resultaterne over tid med tidligere besvarelser.
Formål
Formålet med rapporten er at undersøge lærere og pædagogers oplevelse og implementering af de forskellige elementer i folkeskolereformen i foråret 2018, samt om der er sket ændringer over tid siden 2014 (før reformen).
Hovedpointer
Rapporten viser bl.a.:
- I 2018 varierer lærerne i meget høj grad mellem fem forskellige former for undervisning (tavleundervisning, gruppearbejde, undervisning i makkerpar, individuel undervisning, og restkategorien andet). Niveauet har været stabilt siden 2015.
- Lærerne angiver, at den åbne skole fortsat anvendes i mindre grad, uanset klassetrin. På tværs af alle klassetrin er der ikke meget udvikling fra 2014 til 2018.
- For indskolingen anvendes motion og bevægelse på samme niveau i 2018 som i de tidligere år (2014-2017). Til trods for denne stilstand oplever flere lærere i dag, at eleverne bliver mere læringsparate af motion og bevægelse. - Motion og bevægelse inddrages i højere grad som læringsfremmende aktiviteter, når motion og bevægelse er en integreret del af den fagspecifikke undervisning, frem for særskilte moduler uanset klassetrin.
- Langt de fleste af lærerne har fokus på både at udvikle elevernes trivsel og faglighed. 68-72 pct. af lærerne svarer, at de har meget stor vægt på faglighed. Niveauet er stabilt fra 2014 til 2018.
- Samlet set er samarbejdet styrket mellem det pædagogiske personale i 2018 sammenlignet med 2015. Særligt for samarbejde omkring selve undervisningen er der fremgang på 14-20 pct. (8-11 procentpoint) og den største fremgang er for mellemtrinet og udskolingen. Der er ingen ændringer siden 2017.
- De pædagoger, der deltager i undervisningen, varetager oftest trivselsrelaterede opgaver (89 pct.), indgår som faglig støtte (83 pct.) i undervisningen eller varetager undervisning med motion og bevægelse (86 pct.).
Faktaoplysninger
Rapporten er udgivet af VIVE i 2018.
Rapporten bygger primært på besvarelser fra dataindsamlingen i følgeforskningspanelet til folkeskolereformen fra foråret 2018 blandt lærere og pædagoger. Som led i dataindsamlingen blev der opnået besvarelser fra omkring:
- 29.000 elever på 2., 4., 6., 8. og 9. klassetrin.
- 3.300 lærere og pædagoger (dansk og matematiklærere til eleverne på ovenstående klassetrin samt de pædagoger, der har opgaver i løbet af skoledagen).
- 760 skoleledere.
- 120 skolebestyrelsesformænd.
- 5.200 forældre til eleverne på 0., 2., 4., 6. og 8. klassetrin.