Forskning og viden

Turboforløb til Ikke-uddannelsesparate elever i 8. Klasse

Forsøg med turboforløb af TrygFondens Børneforskningscenter er tilrettelagt som et lodtrækningsforsøg for at evaluere effekten af et intensivt læringsforløb på elevernes læring.

I Forsøg med turboforløb er der på flere måder tale om et bredt læringsforløb, som har haft til hensigt at virke på tværs af forskellige skolekontekster og for en bred gruppe af fagligt udfordrede elever. Projektet udgør den første store randomiserede undersøgelse i Danmark af effekten af intensive læringsforløb for målgruppen af udfordrede elever.

Indsatsen implementeres på elevens egen skole og af skolens lærere og pædagoger for at skabe mulighed for, at langt flere elever end hidtil modtager tilbuddet om at komme på et turboforløb. Det har været et eksplicit mål at udvikle en indsats, der kan fungere inden for skolens egne rammer både organisatorisk og økonomisk, og som skolerne kan anvende som en integreret del af deres indsats over for ikke-uddannelsesparate elever og som supplerende støtteforanstaltning over for elever med faglige udfordringer.

Erfaringer fra andre intensive læringsforløb viser endvidere, at en central udfordring består i at fastholde elevens læring efter forløbet er afsluttet (Egmont Rapporten, 2015; Epinion, 2016). For at tage hånd om denne udfordring er der i forsøgsordningen tænkt et struktureret mentorforløb ind for at sikre en mere glidende overgang til den almindelige undervisning.

Turboforløbene i forsøgsordningen er således kendetegnet ved tre centrale karakteristika:

  • Bred målgruppe: Turboforløbene målrettes til alle ikke-uddannelsesparate elever i 8. klasse. Målgruppen er bred og tæller både drenge og piger og elever der har faglige, sociale og/eller personlige udfordringer
  • Integreret på skolen: Forløbene gennemføres på elevens egen skole sammen med andre ikke-uddannelsesparate elever fra samme skole, og undervisningen varetages af lærere og pædagoger på skolen.
  • Mentorforløb: Efter endt turboforløb deltager eleverne i et 8-ugers mentorforløb. Mentorforløbet trækker tråde tilbage til undervisningsmaterialet fra forløbet, hvilket skal være med til at sikre, at eleven fastholdes i sin læring også efter turboforløbets afslutning.

 

Kreditering 

Rapporten er udarbejdet af TrygFondens Børneforskningscenter på Aarhus Universitet i samarbejde med Rambøll Management Consulting, Professionshøjskolen Metropol og VIA University College.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.