Forløb

Rap i replikken med Pede B og Rapolitics

Udskoling og mellemtrin: Kendte rappere kan styrke elevernes trivsel og læring om blandt andet rap, rim, flow og billedsprog. Forløbet lægger op til, at eleverne skal udtrykke sig gennem deres egen rap.

Forløbet er udviklet til musik og samfundsfag.
Forløbet kan også med fordel tilpasses og anvendes i dansk.
Forløbet er målrettet elever på mellemtrin og i udskolingen.

 

Hele forløbet kan gennemføres online eller ved fysisk fremmøde på ca.  6 lektioner.

De fire masterclasses kan gennemføres særskilt på 1- 2 lektioner.

Med dette forløb kan der arbejdes med alle tre kompetenceområder inden for musik, mens forløbet tager udgangspunkt i kompetenceområderne politik og sociale og kulturelle forhold inden for samfundsfag.

Eleverne arbejder særligt inden for området musikalsk skaben, hvor kompetencemålene er, at eleverne kan arbejde eksperimenterende med kreative processer og komponere musikalske udtryk. Eleverne kan dertil arbejde med rap som en kultur, der med dialog og kreativitet aktivt engagerer sig i og præger det samfund, udøverne er en del af.

Du kan bruge materialet trivselsfremmende i onlineundervisning eller ved fysisk fremmøde. Materialet kan bruges individuelt, gruppevis eller i plenum. Det er fremmende for elevernes trivsel at arbejde med rap/hiphop-genren, fordi den bruges til at formidle erfaringer og reflektere over eget liv, og fordi den bruges som en platform for dialog og kunstnerisk kreativitet.

 

Forudsætninger, form og indhold

Via fem videoer med kendte rappere som gæstelærere lærer eleverne de grundlæggende rapteknikker at kende. Forløbet lægger op til, at eleverne med udgangspunkt i teknikkerne kan give deres meninger til kende på en kreativ og musisk måde.

Der er en introvideo og fire videoer i form af masterclasses med øvelser og opgaver. Hver masterclass består af en video med præsentation af de faglige teknikker og forskellige konkrete øvelser samt en beskrivende undervisningsvejledning.

I første video fortæller rapperen Pede B om sin musik, og han står frem som mulig rollemodel for børn og unge med små og store musikdrømme. Derefter følger fire masterclasses med fokus på Rim, Flow, Tekstskrivning, billedsprog og metaforer samt Rap/hiphoppens historie.

Organiseringen af undervisningen skal skabe rum for elevernes egne kreative processer. Alle elever skal have mulighed for at udfolde sig kreativt og meningsfuldt i forhold til eget verdensbillede og kunstneriske udtryk.

Tværfagligt samarbejde
Det er relevant at gennemføre forløbet i et samarbejde mellem fagene musik og samfundsfag, hvor omdrejningspunktet er samspillet mellem rytme, sprog og indhold.

Genren Hiphop består af fire elementer: RAP, DJ´ing, breakdance og grafitti. Det er oplagt at udbygge med flere forløb inden for de fire elementer og dermed inddrage fag som dansk, idræt og billedkunst i et tværfagligt samarbejde. Det kan også overvejes, at arbejde tværfagligt med sprogfagene og eksempelvis lade eleverne skrive rim på et fremmedsprog som engelsk.

 

Tilrettelæggelse

Alle videoer findes samlet via dette link - brug linket, når eleverne skal se videoerne, så undgår de at skulle forholde sig til teksten her på siden.

Der er en fortløbende progression i hver masterclass, men det kan overvejes, hvilke dele af hver masterclass der eventuelt kan udelades eller deles op i mindre opgaver alt efter sværhedsgrad.

Find også en uddybende lærervejledning i PDF´en nederst på siden.
 

Tilrettelæggelse af online undervisning
Inden brugen af videoerne, kan det overvejes, hvilke digitale redskaber, der kan understøtte undervisningen. Eleverne kan eventuelt optage deres rap, så optagelserne kan bruges i efterfølgende arbejde. 

Du kan på forhånd oprette online grupperum til eleverne, hvis de skal arbejde i grupper. Du kan overveje at ændre grupperne efter hver masterclass, så eleverne gennem forløbet arbejder sammen med så mange klassekammerater som muligt.
 

Tilrettelæggelse af fysisk undervisning
Det skal være muligt for eleverne at afspille videoer og musik individuelt, i grupper eller i plenum. Hvis eleverne har egne skærme, kan forløbet også anvendes som udeundervisning.

Hvis forløbet gennemføres online, kan det eventuelt gentages, når der er mulighed for at være fysisk sammen igen. Det kan udvides med en hel rap/hiphop performance for resten af skolen, forældrene, en naboskole eller ved et arrangement i byen.
 

Didaktiske overvejelser
Videoen til Masterclass 4 giver en kort introduktion til rap/hiphopgenren og dens historie. På YouTube kan eleverne lytte til mange forskellige beats, de kan rappe over, eksempelvis fra Pede B og Ramsi, som eleverne møder på livevideoerne.

Aktiviteterne kan udføres individuelt, i grupper eller plenum, og det kan overvejes, hvordan eleverne kan præsentere deres arbejde løbende i arbejdsprocessen til inspiration for hinanden og det videre samarbejde.
 

Forslag til spørgsmål, der kan overvejes inden forløbet:

  • Skal eleverne selv se videoerne, eller ser I dem samtidig?
  • Skal den enkelte masterclass og video deles op i mindre bidder, inden eleverne udfører den tilhørende øvelse?
  • Hvordan kan øvelserne præsenteres, og hvordan skal eleverne arbejde med hver øvelse?
  • Skal eleverne undervejs optage deres øvelser og/eller produkter og sende til læreren, til en anden gruppe eller vise dem i plenum?

Læreren kan også overveje at have reflekterende samtaler undervejs med eleverne om at arbejde i kreative processer.

Der kan tages udgangspunkt i spørgsmål som disse:

  • Hvordan husker man undervejs i øvelserne at rette fokus på processen og ikke på produktet?
  • Hvordan fremmer man evnen til at turde være eksperimenterende og prøve sig frem og ikke være bange for at fejle?
  • Hvad gør man, hvis det er svært?

 

Forløbets opbygning

Forløbet er opbygget med en introduktionsfase og fire faser (masterclasses) med konkrete forslag til aktiviteter.

Video 1: Pede B om livet som musiker

© Børne- og Undervisningsministeriet

I den første video præsenterer rapper Pede B sig selv.

Umiddelbart før eller efter, at I har set denne video kan der arbejdes med elevernes forforståelse og præsentation af relevante begreber, ligesom hele forløbet kan introduceres med video 1.

 

Video 2: Ramzi Qader om rim 

© Børne- og Undervisningsministeriet

I denne video bliver eleverne introduceret til arbejdet med rim og en god tekst. Gennem rim kan eleverne lave gode "bars" (linjer). Videoen introducerer til denne teoretiske del og giver eksempler og forslag til konkrete øvelser med fokus på rim.

Videoen lægger op til at sætte fokus på forskellige typer af rim, eksempelvis enderim, krydsrim, parrim, enstavelses- og flerstavelsesrim, dobbeltrim og bogstavrim.

Videoen præsenterer to øvelser og en anbefaling:

Øvelse: Send rimet videre
Dette er en øvelse, som eleverne kan lave sammen både inde og ude – eller digitalt. En elev siger en sætning, der sendes videre til en klassekammerat, der skal fortælle videre på sætningen og bruge et enderim. Øvelsen kan løbende udbygges i sværhedsgrad fra enstavelsesrim til dobbeltrim og multirim.

Øvelse: Bogstavrim
I videoen introduceres til en øvelse i bogstavrim, hvor det handler om, at eleverne skal skrive den længste sætning, de er i stand til at lave - kun med bogstavrim.

Anbefaling: Lav en rimbank
Med afsæt i videoen kan eleverne opfordres til at lave en rimbank, som de kan bruge, når de skal i gang med at skrive deres raptekster.

 

Video 3: Manus Bell om flow

© Børne- og Undervisningsministeriet

I denne video bliver eleverne introduceret til arbejdet med flow – den rytme, man siger ordene i, når man rapper. Videoen introducerer til begrebet flow og giver eksempler på forskellige flows – langsomt, dynamisk og hurtigt.

Videoen præsenterer en konkret øvelse til arbejdet med flow.

Øvelse: Med-Tal-Leg
Eleverne kan lave øvelsen to og to eller alene- Øvelsen kan laves til et hvilket som helst hiphop beat, som eleverne kan rappe over med tal, som de improviserer.

Tal bruges, fordi det er håndgribeligt for at finde på tal øjeblikkeligt. Tallene repræsenter ord og er en god måde at forstå det rytmiske aspekt af rap. Videoen viser to variationer af øvelsen.

 

4. Video: Iris Poparic om sangskrivning, billedsprog og metaforer 

© Børne- og Undervisningsministeriet

Denne video sætter fokus på, hvordan man skriver en god tekst. Videoen introducerer med konkrete eksempler eleverne til begreberne billedsprog og metaforer samt realplan og billedplan.

Videoen præsenterer to konkrete øvelser.

Øvelse: Flow-writing
I denne øvelse kan eleverne uden at sige noget skrive uafbrudt i to minutter uden at løfte pennen fra papiret eller viske/strege ud. Formålet med øvelsen er at aktivere "skrivehjernen".

Øvelse: Metaforer
Denne øvelse går ud på, at eleverne skal finde tre metaforer. Det kan for eksempel være om Corona. Øvelsen lægger op til, at eleverne er kreative og tænker ud af boksen, og det må godt være skørt og fjollet.

 

Video 5: Alexander Engel om hiphoppens historie

© Børne- og Undervisningsministeriet

I denne video introduceres eleverne til rap/hiphoppens historie som en udtryksform og en kultur, der inkluderer breakdance, DJ'ing, graffiti, rap (rhythm and poetry) og beatboxing. Hiphop er også en platform for dialog og en kreativ indgang for unge til at engagere sig aktivt i og præge det samfund, de er en del af. Desuden gennemgås hiphoppens fire elementer: breakdance, grafitti, DJ´ing og rap.

Videoen lægger op til følgende øvelse, som eleverne kan tænke over og diskutere i mindre grupper: Hvem bærer ansvaret for rappen og hiphoppen? Er det rapperne? Publikummet? Medierne? Pladeselskaberne? Radioerne?

 

Videre arbejde

Eleverne kan efter arbejdet med de fire masterclasses arbejde med at skrive deres egen raptekst. Særligt øvelserne Brainstorm, Rimbank og Flowwriting, der kan udføres med udgangspunkt i selvvalgte emner, er rigtig gode øvelser til at komme igang.

 

Evaluering

Læreren kan overveje følgende spørgsmål til videre refleksion over de valg, der blevet taget i tilrettelæggelsen, observationer fra undervisningen eller refleksioner om fremtidig tilrettelæggelse i forhold til lignende undervisning.

Refleksionsspørgsmålene kan bruges individuelt eller i fag-/klasseteams.

Der kan efter gennemførelsen af forløbet sættes fokus på spørgsmål som:

  • Var der elementer i organiseringen af undervisningen, der fungerede særlig godt, og som kan overføres til andre undervisningssituationer?
  • Hvad fungerede særlig godt i forhold til det kreative og skabende element i undervisningen, og kan det overføres til andre undervisningsforløb?
  • Virkede det særligt motiverende for eleverne, at undervisningen blandt bestod af en gæstelærer, der selv er rapper, og kan gæstelærere bruges i forbindelse med andre undervisningsforløb?
  • Oplevede du, at eleverne havde gavn af at skulle arbejde med eget udtryk i undervisningen, og kan det overføres til andre typer undervisning?
  • Hvornår og hvorfor var eleverne særligt motiverede for at inspirere hinanden og arbejde i forløbet?

 

Links til yderligere inspiration

Se rapolitics.dk for flere videoer på deres facebookside, eksempelvis:

Frit tilgængeligt online undervisningsmateriale fra Museum Ragnarock:

  • Et digitalt undervisningsforløb med danskfaget i fokus. 7-10 klassetrin, 5 elevopgaver med tilhørende videoer, varighed 6 – 10 lektioner: Kreativ med ord online (museumragnarock.dk).

Materialesamling fra menneskeret.dk med øvelser, der sætter fokus på blandt andet stillingtagen, argumentation og vurdering, se for eksempel: 

Kreditering

Forløbet er udviklet af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet i samarbejde med Rapolitics og rapper Pede B.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.