Aktivitet

Er det forkert at…?

Med udgangspunkt i tilfældige og besynderlige handlingsudsagn får eleverne mulighed for at indgå i et undersøgende fællesskab og tale om hvornår noget er rigtigt og forkert.

 

Primær målgruppe: 7. og 8. klassetrin.
Til anvendelse i den understøttende undervisning der sigter mod elevernes etiske, filosofiske og alsidige udvikling. Kan også anvendes til: Kristendomskundskab, samfundsfag, dansk
Anslået tidsforbrug: 1-2 lektioner

I denne aktivitet bliver eleverne præsenteret for en række tilfældige handlingsudsagn, som giver dem mulighed for at indgå i et undersøgende dialogisk fællesskab og tale om handlinger og moralens natur. I løbet af dialogen kan eleverne berøre temaer som fx normer, etik, praktisk etik, rigtigt/forkert, respekt, ansvar, valg, rettigheder, grænser, magt, samfund.

Aktiviteten er en del af en større pakke af forløb, hvor eleverne gennem forskellige filosofiske og undersøgende aktiviteter engageres i emner med hovedvægt på livsfilosofisk og etisk indhold. Aktiviteterne er organiseret i temaer, der udfordrer eleverne og bl.a. understøtter alsidig udvikling, filosofisk og kritisk tænkning.

 

Materialer:

  • En ”talebold” eller en ”talebamse”
  • Et stykke papir hvor der står ’Er det forkert at..’ 
  • 3-6 udsagnsord skrevet på hver deres stykke papir (fx ’Spytte på’, ’Lyve overfor’, ’Myrde’, ’Gifte sig med’, ’Stjæle fra’ eller ’Kilde’) (se evt. bilag)
  • 3-6 navneord skrevet på hver deres stykke papir (Fx ’Dronningen’, ’Dig selv’, ’En baby’, ’En edderkop’, ’En elefant’ eller ’Et træ’) (se evt. bilag)

 

Forudsætninger, form og indhold

Filosofisk dialog er en praksisform som fx kendes fra filosofi med børn og som består i gruppesamtaler om reelt åbne spørgsmål. Den filosofiske dialog indledes typisk med en kort historie, nogle genstande eller andet der kan sætte tanker i gang. Herefter indleder facilitator dialogen med et spørgsmål der sætter gang i samtalen. Dialogen veksler herefter mellem makker-samtaler og plenumsamtaler.

Denne undervisningsform egner sig særligt til at engagere eleverne i abstrakte, engagerende filosofiske spørgsmål om viden, værdier og verdensbilleder. Aktiviteten kræver træning at stå for, og fordi den fungerer bedst når der er mange og forskellige opfattelser i rummet, er den bedst egnet til større grupper af elever (12-20). Har man ikke erfaring med at facilitere, kan det være vanskeligt at gennemføre med færre end 6 elever.

 

Sværhedsgrad: let for elever, vanskeligere for facilitator

Egnet til antal personer: 6 elever eller flere

Se mere i den pædagogiske vejledning på introduktionssiden. Hvis du ikke tidligere har arbejdet med filosofisk dialog, anbefales det også at læse Introduktion til filosofiske dialoger, inden du går i gang.

Læs Introduktion til filosofiske dialoger her

Læs mere om materialet i Filosofi, etik og kritisk tænkning: Introduktion til materialet

Tilrettelæggelse

  • Forbered dig på rollen som facilitator (læs evt. Introduktion til Filosofiske dialoger)
  • Forberede de materialer som er nødvendige (se materialer)
  • Sæt rammen for aktiviteten (fx mht. tid til udvidelsesaktivitet og tid til evaluering)

 

Aktivitetens opbygning

Bed eleverne om at placere sig i en rundkreds (evt. på deres stole), så alle kan se hinanden og der er plads til dig som facilitator i kredsen. Start med at introducere eleverne til reglerne for dialogen før du præsenterer stimulus som er en række handlingsudsagn som bliver sat tilfældigt sammen.

Begynd således: Læg skiltet hvor der står ”Er det forkert at…” i midten af rundkredsen og papirerne med udsagnsordene i en bunke (med teksten nedad) samt papirerne med navneordene i en anden bunke (med teksten nedad). Bed en elev om at trække et stykke papir fra begge bunker og lægge dem i forlængelse af ”er det forkert at…” – først udsagnsord og så navneord, så de danner et spørgsmål. Fx ”Er det forkert at gifte sig med et træ?” eller ”Er der forkert at spytte på en baby?” eller ”Er det forkert at myrde en edderkop?” - herved dannes det første ankerspørgsmål.

Ankerspørgsmål 1: Er det forkert at…? (Hvorfor/hvorfor ikke?)

Når gruppen er færdig med at tale om ankerspørgsmålet, kan I starte forfra med at trække to nye papir og dannet et nyt spørgsmål ”Er det forkert at…?”.

Du kan evt. starte med at bruge de skilte med ord, som findes i dette bilag, og senere selv finde på ord sammen med eleverne, som I kan lægge i bunkerne som I trækker fra.

 

Eksempler på emner og spørgsmål der kan dukke op:

Handlinger, moralens natur, normer, etik, praktisk etik, rigtigt/forkert, respekt, ansvar, valg, rettigheder, grænser, magt, samfund.

Hvis noget er ondt, er det så også forkert? Kan en god handling, være forkert? Hvem bestemmer hvornår noget er en ond/god handling?

 

Udvidelsesaktivitet: Leg: ”Det var det helt rigtige at gøre fordi…”:

Alle elever finder på en beskrivelse af en situation hvor der sker noget (ikke alt for dramatisk) der umiddelbart lyder helt mærkeligt og uacceptabelt, moralsk set (fx ”Drengene fældede mandens smukke æbletræ med en motorsav” eller ”Moren sagde til drengen at det var en utroligt grim hund, han havde tegnet”). Det skal være noget som man SELV ville kunne give en god forklaring på.

Når alle er klar, giver den første elev sin beskrivelse, det kan fx være: ”Politiet brændte alle den gamle dames pengesedler”.

En anden elev skal så forklare hvorfor det var ok og sige ”Det var det helt rigtige at gøre fordi… det var falske penge.” Gruppen stemmer om, om de ’køber’ forklaringen – snak evt. om grunde, men det er ikke en målsætning at eleverne bliver enige.

En ny elev giver sin beskrivelse. Legen fortsætter til alle har læst deres beskrivelser op. Man må ikke give den samme (eller meget enslydende) forklaring flere gange.

OBS! Der er flere måder at lave afstemning på, fx kan eleverne markere deres stemme med tommelfingeren (tommelfinger op (=enig), tommelfinger ned (=uenig) eller tommelfinger vandret (=både-og/ved ikke)). Eller du kan markere hvert hjørne i rummet, så det symboliserer en holdning (enig, uenig, både-og/ved ikke), og så afgiver eleverne deres stemme ved at gå over i et af hjørnerne.

 

Evaluering

Det anbefales at en eventuel evaluering af aktiviteten tager udgangspunkt i elevens metarefleksioner over sin egen oplevelse med at arbejde med emnet. Se den pædagogiske vejledning for ideer til hvordan eleven kan støttes i denne refleksion.

 

Kreditering

Sessionens oprindelse: Birch, D. The Philosophy foundation, www.philosophy-foundation.org

Legens oprindelse: Caroline Schaffalitzky

Tilpasset for STUK af Caroline Schaffalitzky og Anni Nielsen, www.sdu.dk/filosofiiskolen,

 

Relaterede aktiviteter:

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.