Aktivitet
Hindbærsnitten
Med udgangspunkt historien om vennerne, der skal dele en hindbærsnitte, indgår eleverne i et undersøgende fællesskab om både individer og fællesskaber, men også om lighed, retfærdighed og ansvar.
Primær målgruppe: 7. og 8. klassetrin.
Til anvendelse i den understøttende undervisning der sigter mod elevernes etiske, filosofiske og alsidige udvikling. Kan også anvendes til: kristendomskundskab, samfundsfag, dansk
Anslået tidsforbrug: 2 lektioner
Med udgangspunkt i historien om 5 børn, der af forskellige grunde gerne vil have et stykke af en hindbærsnitte, får eleverne mulighed for at indgå i et undersøgende dialogisk fællesskab og tale om fællesskaber og individer. I løbet af dialogen kan eleverne berøre forskellige temaer som fx venskab, retfærdighed, lighed, behov, magt, hjælp og fortjeneste.
Materialer:
- En ”talebold” eller en ”talebamse”
- Et billede/tegning af en hindbærsnitte (se bilag)
- 5 bamser/dukker/portrætbilleder som kan agere de 5 børn
Forudsætninger, form og indhold
Filosofisk dialog er en praksisform som fx kendes fra filosofi med børn og som består i gruppesamtaler om reelt åbne spørgsmål. Den filosofiske dialog indledes typisk med en kort historie, nogle genstande eller andet, der kan sætte tanker i gang. Herefter indleder facilitator dialogen med et spørgsmål, der sætter gang i samtalen. Dialogen veksler herefter mellem makker-samtaler og plenumsamtaler.
Denne undervisningsform egner sig særligt til at engagere eleverne i abstrakte, men engagerende filosofiske spørgsmål om viden, værdier og verdensbilleder. Aktiviteten kræver træning at stå for, og fordi den fungerer bedst når der er mange og forskellige opfattelser i rummet, er den bedst egnet til større grupper af elever (12-20). Har man ikke erfaring med at facilitere, kan det være vanskeligt at gennemføre med færre end 6 elever.
Se mere i den pædagogiske vejledning. Hvis du ikke tidligere har arbejdet med filosofisk dialog, bør du også læse Introduktion til filosofiske dialoger inden du går i gang.
Sværhedsgrad: let for elever, vanskeligere for facilitator
Egnet til antal personer: 6 elever eller flere
Se mere i den pædagogiske vejledning. Hvis du ikke tidligere har arbejdet med filosofisk dialog, bør du også læse Introduktion til filosofiske dialoger inden du går i gang.
Læs Introduktion til filosofiske dialoger her
Læs mere om materialet i Filosofi, etik og kritisk tænkning: Introduktion til materialet
Tilrettelæggelse
- Forbered dig på rollen som facilitator
- Forberede de materialer som er nødvendige (se materialer)
- Sæt rammen for aktiviteten (fx mht. tid til evaluering)
Aktivitetens opbygning
Bed eleverne om at placere sig i en rundkreds (evt. på deres stole), så alle kan se hinanden, og der er plads til dig som facilitator i rundkredsen. Start med at introducere eleverne til reglerne for sessionen før du præsenterer stimuli som er historien om hindbærsnitten.
Denne fortælling består af flere dele med tilhørende ankerspørgsmål. Det er vigtigt at du ikke fortæller hele historien på én gang, men fortæller én del, stiller det tilhørende ankerspørgsmål og giv dem tid til makkersnak inden dialogen påbegyndes. Fortæl næste del af historien, når eleverne ikke har mere at sige til den første del. Det kan være en fordel at læge billedet af hindbærsnitten i midten af rundkredsen og introducere de forskellige bamser/dukker undervejs i fortællingen.
Stimuli: Hindbærsnitten
Ricky og Sonja er venner. En dag på vej hjem fra skole får de lyst til kage. Ricky har nogle lommepenge til overs, som de køber en hindbærsnitte for og tager med hjem. Da de skal dele kagen, siger Ricky pludselig, at han vil have det største stykke, fordi han har betalt for hele kagen.
Ankerspørgsmål 1: Skal Ricky have det største stykke kage? (Hvorfor?)
En uge senere får Ricky og Sonja igen lyst til kage på vej hjem fra skole, men de har ingen penge. Rickys familie har mange penge og han fortæller, at der er alt muligt i hans hus, som de kan bage en kage af. Derfor går de to venner hjem til Ricky. Men da de skal i gang med at lave kagen, går det op for dem, at de ikke aner hvordan, man laver en hindbærsnitte. Derfor ringer de til deres ven Abdel, som ved alt om at bage. Abdel kommer over til Ricky og bager kagen af tingene i Rickys køkken, mens Sonja fortæller sjove historier som gør, at de hygger sig rigtigt godt. Da de skal til at dele kagen, siger Abdel, at han skal have mest kage fordi det er ham, der har lavet alt arbejdet.
Ankerspørgsmål 2: Skal Abdel have det største stykke kage? (Hvorfor?)
Pludselig kommer Rickys nabo, Mette, ind ad døren. Hun siger, at hun er meget sulten og spørger om de har noget mad, som hun kan spise. De siger, at den eneste mad de har er hindbærsnitten. Mette spørger om hun ikke nok må bede om noget af hindbærsnitten.
Ankerspørgsmål 3: Skal de tre venner give Mette noget af kagen? (Hvorfor/hvorfor ikke?)
Da de skal til at dele kagen kommer Anne fra deres klasse ind ad døren og siger: ”Giv mig den der hindbærsnitte, for det er min fødselsdag”. De tre venner bliver uenige om, hvad de skal gøre.
Ankerspørgsmål 4: Skal de give Anne noget af kagen? (Hvorfor/hvorfor ikke?)
De beslutter, at de ikke vil give Anne noget af deres hindbærsnitte. Så bliver Anne sur og siger: ”Så tager jeg da bare hindbærsnitten – og hvis I prøver at stoppe mig, så slår jeg jer!”
Ankerspørgsmål 5: Skal de give Anne noget af kagen? (Hvorfor/hvorfor ikke?)
Eksempler på emner og spørgsmål der kan dukke op:
Fællesskaber, individer, venskab, retfærdighed, lighed, behov, magt, hjælpe, fortjeneste, aftale
Skal man altid dele? Ville det gøre nogen forskel, hvis Ricikys mor også var der?
Forslag til udvidelsesaktivitet
Lad eleverne arbejde sammen (i par eller små grupper) om at formulere regler, som kan beskrive hvordan man deler noget retfærdigt. Reglerne skal kunne bruges til at afgøre alle situationerne i historien.
Evaluering
Det anbefales at en eventuel evaluering af aktiviteten tager udgangspunkt i elevens metarefleksioner over sin egen oplevelse med at arbejde med emnet. Se den pædagogiske vejledning for ideer til hvordan eleven kan støttes i denne refleksion.
Kreditering
Udviklet for STUK af Caroline Schaffalitzky og Anni Nielsen, www.sdu.dk/filosofiiskolen.
Relaterede aktiviteter:
- Æstetiske refleksioner: De normale
- Undersøgende workshop: Hvilke fællesskaber tilhører du?
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.