Aktivitet

And eller kanin?

Med udgangspunkt i Joseph Jastrows mystiske tegning fra 1899, der viser en kanin og en and på samme tid, får eleverne mulighed for at indgå i et undersøgende fællesskab og tale om holdninger og perspektiver.   

Primær målgruppe: 7. og 8. klassetrin.
Til anvendelse i understøttende undervisning, der sigter mod elevernes etiske, filosofiske og alsidige udvikling. 
Kan også anvendes til: Billedkunst, dansk
Anslået tidsforbrug: 1-2 lektioner

Formålstekst

Med udgangspunkt i Joseph Jastrow’s velkendte tegning, hvor man kan skifte mellem at se en kanin eller en and, får eleverne mulighed for at indgå i et undersøgende dialogisk fællesskab og tale om holdninger og perspektiver. I løbet af dialogen kan eleverne berøre temaer som erkendelse, virkelighed, illusion, forforståelse, illustrationer, sandhed, uenighed og viden.

Aktiviteten er en del af en større pakke af forløb, hvor eleverne gennem forskellige filosofiske og undersøgende aktiviteter engageres i emner med hovedvægt på livsfilosofisk og etisk indhold. Aktiviteterne er organiseret i temaer, der udfordrer eleverne og bl.a. understøtter alsidig udvikling, filosofisk og kritisk tænkning.

Joseph Jastrows berømte tegning. And eller kanin?
© Wikimedia Commons

 

Materialer:

  • En ”talebold” eller en ”talebamse”

  • Et billede af Joseph Jastrows tegning, der viser en and og en kanin (enten som fotokopi eller på en skærm)

 

Forudsætninger, form og indhold

Filosofiske dialog er en praksisform som fx kendes fra filosofi med børn, og som består i gruppesamtaler om reelt åbne spørgsmål. Den filosofiske dialog indledes typisk med en kort historie, nogle genstande eller andet, der kan sætte tanker i gang. Herefter indleder facilitator dialogen med et spørgsmål, der sætter gang i samtalen. Dialogen veksler herefter mellem makker-samtaler og plenumsamtaler.

Denne undervisningsform egner sig særligt til at engagere eleverne i abstrakte, engagerende filosofiske spørgsmål om viden, værdier og verdensbilleder. Aktiviteten kræver træning at stå for, og fordi den fungerer bedst, når der er mange og forskellige opfattelser i rummet, er den bedst egnet til større grupper af elever (12-20). Har man ikke erfaring med at facilitere, kan det være vanskeligt at gennemføre med færre end 6 elever.

Sværhedsgrad: let for elever, vanskeligere for facilitator

Egnet til antal personer: 6 elever eller flere

Se mere i den pædagogiske vejledning på introduktionssiden. Hvis du ikke tidligere har arbejdet med filosofisk dialog, anbefales det også at læse Introduktion til filosofiske dialoger, inden du går i gang.

Læs mere i Filosofi, etik og kritisk tænkning: Introduktion til materiale

 

Tilrettelæggelse

  • Forbered dig på rollen som facilitator (læs evt. Introduktion til Filosofiske dialoger)
  • Forbered de materialer, som er nødvendige (se materialer)
  • Vælg en udvidelsesaktivitet, der kan laves efter dialogen
  • Sæt rammen for aktiviteten (fx udvidelsesaktiviteter og tid til evaluering)

 

Aktivitetens opbygning

Bed eleverne om at placere sig i en rundkreds (evt. på deres stole), så alle kan se hinanden, og der er plads til dig som facilitator i kredsen. Start med at introducere eleverne til reglerne for sessionen, før du præsenterer stimulus, som er Joseph Jastrows tegning af en and og en kanin.

Præsenter Joseph Jastrows tegning uden at fortælle eleverne, hvad ideen med tegningen er. Lad gerne eleverne kigge grundigt på tegningen. Stil herefter ankerspørgsmål 1 med efterfølgende makkersnak, inden dialogen påbegyndes.

Ankerspørgsmål 1: Hvad ser I på tegningen?

Ankerspørgsmål 2: Er det en and? (Hvorfor/hvorfor ikke?)

Ankerspørgsmål 3: Er det en kanin? (Hvorfor/hvorfor ikke?)

Ankerspørgsmål 4: Kan det være begge dele på samme tid? (Hvorfor/hvorfor ikke?)

Ankerspørgsmål 5: Kan billedet forestille hvad som helst? (Hvorfor/hvorfor ikke?)

 

Eksempler på emner og spørgsmål, der kan dukke op:

Holdninger, perspektiver, erkendelse, virkelighed, fantasi, illusion, forforståelse, illustrationer, sandhed, verdensforståelse, viden.

Hvem har mest ret – dem der siger and, eller dem der siger kanin? Er det en god tegning? Er det kunst? Hvordan kan man afgøre om nogen har ret? Hvad var tegnerens mening?

 

Udvidelsesaktiviteter

  • Eleverne skal selv tegne/skrive eksempler på flertydige ting? Fx en tegning af en ost med bølgende linjer op af (osten lugter, eller osten er varm?) eller flertydige ord som fx ”skat”, ”bank”, ”bowle”, ”fyr” eller ”pande”.
     
  • Eleverne skal søge på nettet og finde andre illusionsbilleder, hvor de skal skrive en historie/beskrivelse til hver mulighed for billedet? Kan laves i mindre grupper, som bytter historier. Som alternativ kan elever undlade at skrive historierne/beskrivelserne ned, men blot fortælle dem mundtligt for hinanden. Husk at give eleverne lidt tænketid før de skal fortælle for hinanden.
     
  • Aktiviteten kan udvides med andre ”illusionsbilleder” fx fra hauboundervisning.dk

 

Evaluering

Det anbefales at en eventuel evaluering af aktiviteten tager udgangspunkt i elevens metarefleksioner over sin egen oplevelse med at arbejde med emnet. Se de pædagogiske vejledninger på introduktionssiden for ideer til, hvordan eleven kan støttes i denne refleksion.

 

Kreditering

Udviklet for STUK af Caroline Schaffalitzky og Anni Nielsen, www.sdu.dk/filosofiiskolen, version: marts 2020

 

Relaterede aktiviteter

Undersøgende workshop: Fortidstanker 

 

Referencer

Læs mere om Joseph Jastrows tegning i artiklen And eller kanin? Gammel illusion fortæller, hvor kreativ du er på videnskab.dk

Find flere ”illusionsbilleder” på hauboundervisning.dk

 

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.