Aktivitet
Fortidstanker
Med udgangspunkt i historiske opfindelser eller samfundsbeslutninger, som kan kritiseres i dag, skal eleverne skrive en tekst, der (i god tro!) argumenterer for, hvorfor opfindelsen/samfundsbeslutninger ville gavne samfundet.
Primær målgruppe: 7. og 8. klassetrin.
Anslået tidsforbrug: 1-3 lektioner.
Til anvendelse i den understøttende undervisning, der sigter mod elevernes etiske, filosofiske og alsidige udvikling. Kan også anvendes til: Samfundsfag, dansk, biologi, fysik.
Nogle gange går ting galt trods de bedste intentioner. Med udgangspunkt i historiske opfindelser eller samfundsbeslutninger, som kan kritiseres i dag, skal eleverne forestille sig, at de levede tilbage dengang tiltagene blev lanceret. Deres opgave er så at skrive en tekst, der (i god tro!) argumenterer for, hvorfor opfindelsen/samfundsbeslutninger ville gavne samfundet. Opgaven træner bl.a. evnen til at se forskellige perspektiver, til kritisk tænkning og til moralsk vurdering, og eleverne vil desuden kunne arbejde med temaer som begrundelse, værdier, holdninger, valg, argumentation, stillingtagen og etisk analyse.
Forudsætninger, form og indhold
Undersøgende workshops er en samlebetegnelse for aktiviteter, hvor eleverne med udgangspunkt i et spil, en lille opgave eller tilsvarende samarbejder om at undersøge emner som fx demokrati, kontroversielle emner eller moralske dilemmaer. Underviseren kan vælge enten at have en tilbagetrukket rolle eller at indgå som ligeværdig part i aktiviteten.
Sværhedsgrad: svær
Egnet til antal personer: 2 elever eller flere
Se mere i den pædagogiske vejledning på introduktionssiden.
Læs mere om materialet i Filosofi, etik og kritisk tænkning: Introduktion til materialet
Materialer:
Elevadgang til computer
Tilrettelæggelse
- Hjælp eleverne i gang med at finde et tiltag eller en opfindelse
- Sikr dig, at eleverne har forstået opgaven
- Anskaf de nødvendige materialer (se materialer)
- Aftal rammen for aktiviteten med eleverne (fx mht. deltagelse, tid til aktiviteten og tid til evaluering)
Aktivitetens opbygning
Start med at præsentere eleverne for opgaven og aftal, hvordan de skal løse den. Aktiviteten har tre dele:
Først skal eleverne vælge en opfindelse eller en samfundsbeslutning, de vil bruge som udgangspunkt, og de skal argumentere for, at det er noget, som bliver set som problematisk i dag. Hvis eleverne ikke selv kan komme i tanke om nogle ting, kan man nævne forskellige former for våben, rusmidler og religiøse praksisser. Man kan også foreslå dem at søge på internettet på ”absurde love”.
Derefter skal eleverne vælge en genre (fx læserbrev, patentansøgning eller essay), som de vil bruge til deres forsvarstekst, hvor de (i god tro!) skal argumentere for, hvorfor opfindelsen eller beslutningen er en rigtig god idé.
Når alle er færdige, kan grupperne enten bytte tekster og kommentere, hvorvidt det er overbevisende (evt. komme med flere ideer til at styrke argumentationen), eller grupperne kan fremlægge deres ideer i teksterne for hinanden.
Alt efter hvor mange elever der er i alt, kan det være en fordel at afholde aktiviteten over 3 lektioner, så eleverne har god tid til at præsentere teksterne for hinanden.
Evaluering
Det anbefales, at en eventuel evaluering af aktiviteten tager udgangspunkt i elevens metarefleksioner over egen oplevelse med at arbejde med emnet. Se de pædagogiske vejledninger på introduktionssiden for ideer til, hvordan eleven kan støttes i denne refleksion.
Kreditering
Udviklet for STUK med inspiration fra Stig Hejl Pedersen af Caroline Schaffalitzky og Anni Nielsen.
Relaterede aktiviteter:
Filosofiske dialoger: And eller kanin
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.