Aktivitet
Kortfilm: Guacamole
Denne refleksion tager udgangspunkt i stopmotion kortfilmen Guacamole (2013), som arbejder med temaer som virkelighed og erkendelse. Med udgangspunkt i filmen skal eleverne arbejde med refleksionsspørgsmål.
Primær målgruppe: 7. og 8. klassetrin.
Til anvendelse i den understøttende undervisning, der sigter mod elevernes etiske, filosofiske og alsidige udvikling. Kan også anvendes i dansk, kristendomskundskab, samfundsfag, madkundskab
Anslået tidsforbrug: 2 lektioner
Denne refleksion tager udgangspunkt i stopmotion kortfilmen Guacamole (2013), der kan rumme temaer som virkelighed, erkendelse, (for)forståelse, fantasi og kreativitet. Med udgangspunkt i filmen skal eleverne arbejde med refleksionsspørgsmål og evt. med præsentation af filmen og deres tanker om den.
Materialer:
Kortfilmen Guacamole. Se kortfilmen på Youtube
Elevark: ”Æstetiske refleksioner: Kortfilm: Guacamole” med refleksionsspørgsmål (enten printet til alle elever eller elektronisk). Elevarket findes nederst på siden.
Forudsætninger, form og indhold
Arbejdsformen Æstetiske refleksioner lægger op til elevernes selvstændige arbejde. Med udgangspunkt i et æstetisk værk (litterært, musikalsk eller andet) reflekterer eleven (alene eller sammen med andre) over oplevelsen af værket, dets udtryk og dets indhold. Indholdet kan i princippet være hvad som helst, men kunne fx berøre temaer som døden, virkelighedsopfattelser eller identitet. Underviseren kan vælge at supplere refleksionerne med en opsamlende præsentation eller aktivitet.
De æstetiske refleksioner egner sig særligt til elevens selvstændige refleksion og fordybelse. Aktiviteten kan evt. foregå andre steder end på skolen, det kan være på et folkebibliotek, i byrummet eller på et museum, og kan fungere som en individuel eller fælles aktivitet to-og-to eller i små grupper. Alle eleverne behøver ikke nødvendigvis at arbejde med samme aktivitet samtidig.
Sværhedsgrad: mellem
Egnet til antal personer: en elev eller flere (individuelt eller i små grupper)
Se mere i den pædagogiske vejledning på introduktionssiden.
Læs mere i Filosofi, etik og kritisk tænkning: Introduktion til materialet
Tilrettelæggelse
- Læs refleksionsspørgsmålene i elevark til ”Æstetiske refleksioner: Kortfilm: Guacamole” igennem
- Gør elevarket (refleksionsspørgsmål) og kortfilmen Guacamole tilgængelig for eleverne (meget gerne på storskærm, men ellers på computer)
- Sæt rammen for aktiviteten (fx mht. tid til præsentation af refleksion og tid til evaluering)
Aktivitetens opbygning
Giv eleverne uforstyrret tid til at se filmen Guacamole igennem (ca. 10 minutter). Afsæt gerne tid til, at eleverne kan se filmen en gang mere efter de har arbejdet med refleksionsspørgsmålene. Udlevér derefter elevarket ”Æstetiske refleksioner: Kortfilm: Guacamole” til eleverne, og lad dem arbejde (sammen eller individuelt efter aftale) med refleksionsspørgsmålene.
Eleverne behøver ikke at besvare alle refleksionsspørgsmålene lige grundigt – de kan fokusere på de spørgsmål, som giver mest mening for dem. De må også gerne supplere med egne ideer. Det vigtigste er, at de får mulighed for at selvstændig fordybelse.
Hvis I ønsker det, kan I samle op på forskellige måder, når eleverne har arbejdet med spørgsmålene. I kan fx gennemgå nogle af de spørgsmål, som eleverne fandt mest interessante – hvad har de svaret? Hvorfor har de svaret som de har? Og har nogle svaret det samme? Eleverne kan også få lejlighed til at præsentere værket (filmen eller deres eget storyboard) og deres overvejelser for resten af gruppen (som måske har arbejdet med noget andet). Aftal med eleverne fra begyndelsen, hvilken opsamling der skal være.
Evaluering
Det anbefales, at en eventuel evaluering af aktiviteten tager udgangspunkt i elevens metarefleksioner over egen oplevelse med at arbejde med emnet. Se de pædagogiske vejledninger på introduktionssiden for ideer til, hvordan eleven kan støttes i denne refleksion.
Kreditering
Udviklet for STUK af Caroline Schaffalitzky og Anni Nielsen, www.sdu.dk/filosofiiskolen, version: marts 2020
Relaterede aktiviteter:
Feltarbejde og mini-projekter: Interviews: Børn og sukker
Referencer
Kortfilmen Guacamole. Guacamole kan ses på youtube.com
Spørgsmål til din oplevelse af filmen
- Hvilke ting lægger du især mærke til ved filmens fremstillingsform?
- Er der noget, der undrer, overrasker, provokerer, eller irriterer dig ved den korte fortælling?
- Får du et indtryk af, hvad filmen prøver at fortælle? Er det en eller flere ting? Hvad?
- Får man lyst til guacamole, når man ser filmen? Hvorfor (ikke)?
- Tror du, at alle vil opfatte filmen på samme måde som dig selv? Hvem ville? Hvem ville ikke? Hvorfor?
- Kan du lide den korte fortælling? Kunne du tænke sig at se mere af samme slags? Hvorfor (ikke)?
Refleksionsspørgsmål til filmen
- Hvilke genstande bruges i filmen? Hvad synes du om dem?
- Er filmen realistisk eller urealistisk? Hvorfor?
- Er de genstande, som bliver brugt i filmen, passende? Hvorfor (ikke)?
- Hvorfor ser man ikke kokkens ansigt? Ville det gøre en forskel for filmen? Hvorfor (ikke)?
- Kunne denne video bruges som opskrift på guacamole? Hvorfor (ikke)?
- Er det vigtigt, hvilke genstande instruktøren har valgt som ingredienser? Hvorfor (ikke)?
- Hvis du skulle lave en lignende film med din yndlingsret, hvilke genstande ville du så vælge som ingredienser?
Se eventuelt kortfilmen igen og se, om du bagefter har noget at tilføje til dine svar.
Kreativ opgave
Vælg en af disse to muligheder:
1. Forbered en præsentation af filmen og hvad du tænker om dem
Brug refleksionsspørgsmålene som inspiration til at tænke over, hvordan du ville præsentere historien for andre, fx en af dine venner eller din bedstemor. Du behøver ikke inddrage alle spørgsmålene, og du kan finde andre ting, du vil lægge vægt på.
Hvordan tænker du, at det ville være bedst at præsentere filmen og historien for folk, så de forstår hvordan den er? Ville du fx lave din egen plakat for filmen? Eller en PowerPoint-præsentation? Ville du fortælle? Lave et rollespil? Tegne? Andet?
2. Lav dit eget værk
Lav dit eget storyboard til en film, der viser tilberedning: Vælg 1) den ret, du vil fremstille, 2) de ingredienser, du vil bruge, og 3) hvordan retten skal fremstilles. Tegn så et storyboard som en tegneserie, der skitserer de forskellige scener.
Brug refleksionsspørgsmålene som inspiration til at tænke over, hvordan din egen version skal se ud. Du behøver ikke inddrage alle spørgsmålene, og du kan selv finde andre ting, du vil lægge vægt på.
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.