Aktivitet
Kortfilm: Solipsism
Denne refleksion tager udgangspunkt i den animerede kortfilm Solipsism. Filmen drejer sig om selvopfattelse, individ/fællesskab og verdenssyn. Eleverne arbejder med refleksionsspørgsmål.
Primær målgruppe: 7. og 8. klassetrin.
Til anvendelse i den understøttende undervisning, der sigter mod elevernes etiske, filosofiske og alsidige udvikling.Kan også anvendes i: billedkunst, dansk og engelsk
Anslået tidsforbrug: 2 lektioner
Denne refleksion tager udgangspunkt i den animerede kortfilm Solipsism (2020). Eleverne ser filmen som lægger op til temaer som selvopfattelse, identitet, individ/fællesskab, indre/ydre, verdensforståelse og selverkendelse. Med udgangspunkt i filmen skal eleverne arbejde med refleksionsspørgsmål og evt. med præsentation af filmen og deres tanker om den.
Materialer:
Kortfilmen Solipsism (2020) Solipsism kan ses på Vimeo
Elevark: Æstetiske refleksioner: Kortfilm: Solipsism med refleksionsspørgsmål (enten printet til alle elever eller elektronisk). Elevarket findes nederst på siden.
Forudsætninger, form og indhold
Arbejdsformen Æstetiske refleksioner lægger op til elevernes selvstændige arbejde. Med udgangspunkt i et æstetisk værk (litterært, musikalsk eller andet) reflekterer eleven (alene eller sammen med andre) over oplevelsen af værket, dets udtryk og dets indhold. Indholdet kan i princippet være hvad som helst, men kunne fx berøre temaer som døden, virkelighedsopfattelser eller identitet. Underviseren kan vælge at supplere refleksionerne med en opsamlende præsentation eller aktivitet.
De æstetiske refleksioner egner sig særligt til elevens selvstændige refleksion og fordybelse. Aktiviteten kan evt. foregå andre steder end på skolen, det kan være på et folkebibliotek, i byrummet eller på et museum, og kan fungere som en individuel eller fælles aktivitet to-og-to eller i små grupper. Alle eleverne behøver ikke nødvendigvis at arbejde med samme aktivitet samtidig.
Sværhedsgrad: svær
Egnet til antal personer: en elev eller flere (individuelt eller i små grupper)
Se mere i de pædagogiske vejledninger på introduktionssiden.
Læs mere i Filosofi, etik og kritisk tænkning: Introduktion til materialet
Tilrettelæggelse
- Læs elevarket Æstetiske refleksioner: Kortfilm: Solipsism med refleksionsspørgsmål
- Gør elevarket (refleksionsspørgsmål) og filmen ”Solipsism” tilgængelig for eleverne (enten på storskærm eller på egne computere)
- Sæt rammen for aktiviteten (tid til præsentation og tid til evaluering)
Aktivitetens opbygning
Giv eleverne uforstyrret tid til at se filmen ”Solipsism” (ca. 7 minutter). Det kan være en god idé at afsætte tid til, at eleverne kan se filmen flere gange – fx så de ser den igen, efter de har arbejdet med refleksionsspørgsmålene. Udlevér derefter elevarket Æstetiske refleksioner: Kortfilm: Solipsism til eleverne, og lad dem arbejde (sammen eller individuelt efter aftale) med refleksionsspørgsmål.
Eleverne behøver ikke at besvare alle refleksionsspørgsmålene lige grundigt – de kan fokusere på de spørgsmål, som giver mest mening for dem. Det vigtigste er, at de får mulighed for selvstændig fordybelse.
Hvis I ønsker det, kan I samle op på forskellige måder, når eleverne har arbejdet med spørgsmålene. I kan fx gennemgå nogle af de spørgsmål, som eleverne fandt mest interessante – hvad har de svaret? Hvorfor har de svaret som de har? Og har nogle svaret det samme? Eller eleverne kan få lejlighed til at præsentere værket og deres overvejelser for resten af gruppen (som måske har arbejdet med noget andet). Aftal med eleverne fra begyndelsen, hvilken opsamling der skal være.
Evaluering
Det anbefales, at en eventuel evaluering af aktiviteten tager udgangspunkt i elevens metarefleksioner over egen oplevelse med at arbejde med emnet. Se de pædagogiske vejledninger på introduktionssiden for ideer til, hvordan eleven kan støttes i denne refleksion.
Kreditering
Udviklet for STUK af Caroline Schaffalitzky og Anni Nielsen, www.sdu.dk/filosofiiskolen, version: marts 2020
Relaterede aktiviteter:
- Filosofiske dialoger: Kopimaskinen
Referencer
Kortfilmen Solipsism (2017). Solipsism kan ses på Vimeo.
Spørgsmål til din oplevelse af filmen
- Er der noget, der undrer, overrasker, provokerer, eller irriterer dig ved den? Hvad/Hvorfor (ikke)?
- Er det svært at følge med i handlingen? Hvorfor (ikke)?
- Hvilke ting lægger du især mærke til ved filmens visuelle udtryk? (prøv evt. at se filmen uden lyd)
- Hvilke ting lægger du især mærke til ved musikken? Passer den til filmen? Hvorfor (ikke)? (prøv evt. at høre lydsiden uden billede)
- Får du et indtryk af, hvad filmen prøver at fortælle? Er det en eller flere ting? Hvad?
- Er det en god måde at fortælle om det på? Hvorfor (ikke)?
- Bliver du fanget af den korte fortælling? Kunne du tænke dig at se mere af samme slags? Hvorfor (ikke)?
Refleksionsspørgsmål til filmen
- Er figuren af hesten bedre end figuren af anden? Hvorfor (ikke)?
- Ser man sig selv i et spejl? Hvorfor (ikke)?
- Vælger pigen selv at gå ind i spejlet? Hvorfor (ikke)?
- Er pigen alene? Hvorfor (ikke)?
- Er historien uhyggelig? Hvorfor (ikke)?
- Ender historien lykkeligt? Hvorfor (ikke)?
- Slå begrebet ”solipsisme” op. Passer det til filmens tema? Hvorfor (ikke)?
Se eventuelt kortfilmen igen og se om du bagefter har noget at tilføje til dine svar.
Hvordan ville du forklare andre om filmen og hvad du tænker om den?
Brug refleksionsspørgsmålene som inspiration til at tænke over, hvordan du ville præsentere historien for andre, fx en af dine venner eller din bedstemor. Du behøver ikke besvare alle spørgsmålene, og du kan selv finde andre ting, du vil lægge vægt på.
Hvordan tænker du, at det ville være bedst præsentere filmen og historien for folk, så de forstår, hvordan den er? Ville du fx lave din egen plakat for filmen? Eller en PowerPoint-præsentation? Ville du fortælle? Lave et rollespil? Tegne? Andet?
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.