Aktivitet
Rollespil: Hvorfor skete det?
Eleverne spiller et spil, hvor de skal indtage forskellige roller eller positioner, som afspejler træk ved mennesket: det biologiske, det sociale, fornuft og følelser. Efter spillet kan de reflektere over de forskellige roller.
Primær målgruppe: 7. og 8. klassetrin.
Til anvendelse i den understøttende undervisning, der sigter mod elevernes etiske, filosofiske og alsidige udvikling. Kan også anvendes til biologi og samfundsfag
Anslået tidsforbrug: 2 lektioner
Med denne aktivitet får eleverne mulighed for at lave et undersøgende arbejde om menneskets natur. Eleverne kan også berøre temaer som identitet, valg, handlinger, fornuft, følelser, frihed, selverkendelse, biologisk og social påvirkning.
Forudsætninger, form og indhold
Undersøgende workshops er en samlebetegnelse for aktiviteter, hvor eleverne med udgangspunkt i et spil, en lille opgave eller tilsvarende samarbejder om at undersøge emner som fx demokrati, kontroversielle emner eller moralske dilemmaer. Underviseren kan vælge enten at have en tilbagetrukket rolle eller at indgå som ligeværdig part i aktiviteten.
Sværhedsgrad: svær
Egnet til antal personer: 3 elever eller flere (små grupper af 3-5 elever)
Se mere i den pædagogiske vejledning på introduktionssiden.
Læs mere om materialet i Filosofi, etik og kritisk tænkning: Introduktion til materialet
Tilrettelæggelse
- Læs vejledningen til spillet igennem
- Læs elevarket ”Undersøgende workshop: Rollespil: Hvorfor skete det?” med refleksionsspørgsmålene igennem (se nederst på siden)
- Gør elevarket (refleksionsspørgsmålene) og spillearket tilgængeligt for eleverne (enten printet eller elektronisk)
- Overvej, om du vil være med i aktiviteten, eller blot være deltager
- Aftal rammen for aktiviteten med eleverne (fx mht. deltagelse og grupper, tid og afvikling af aktiviteten, og tid til evaluering)
Materialer:
- 1 sæt spillekort pr. gruppe
- Et ark med beskrivelser af handlinger
- Et ark med refleksionsspørgsmål
Aktivitetens opbygning
Forklar eleverne, hvordan rollespillet fungerer:
Der er fire roller, som hører til hver sin kulør i kortspillet:
Hjerter = Følelser (tager udgangspunkt i, hvordan man oplever verden, og hvordan man har det)
Spar = Fornuft (tager udgangspunkt i, hvad der er klogt at gøre)
Ruder = Socialt (tager udgangspunkt i, hvordan man er præget af sin opvækst og resten af miljøet)
Klør = Biologi (tager udgangspunkt i, hvordan kroppen virker)
Deltager nr. 1 læser en sætning fra spillearket højt (fx ”Pigen spiste en hamburger”) (se nederst). Derefter trækker deltager nr. 2 et spillekort og viser det til de andre.
Spillekortet fortæller, hvilken rolle nr. 2 nu har. Hvis man fx trækker et hjerter-kort (som står for følelser), skal man nu forklare pigens handlinger ud fra en lille historie om hendes følelser (fx ”pigen elskede bare hamburgere, fordi de mindede hende om hendes bedstemor, som lavede verdens bedste hamburgere”).
De øvrige spillere stemmer nu om, hvorvidt forklaringen passede med rollen. Medmindre der er flertal for, at den ikke passede, får deltager 2 nu et point. Nu er det deltager 2’s tur til at læse en beskrivelse op, og deltager 3’s tur til at trække et spillekort med en rolle og forklare handlingen i beskrivelsen.
Bemærk
- Nogle kombinationer af roller og beskrivelser kan være vanskeligere end andre.
- Sørg for, at forklaringerne ikke er for kortfattede uden detaljer (fx ”fordi hun elskede burgere”). Denne øvelse er god til at stimulere elevernes kreativitet og forklaringsevne, og derfor skal deres forklaringer gerne være længere og mere detaljeret – det gør ikke noget, hvis forklaringerne er lidt fjollede eller fantasifulde.
Efter et stykke tid (som er aftalt på forhånd, fx 20 minutter) gøres pointene i spillet op, og eleverne får arket med arbejdsspørgsmål. De svarer først hver for sig og gennemgår derefter listen sammen, sammenligner svar og diskuterer, hvorfor de har svaret, som de har.
Variationsmuligheder
- Man kan indføre en regel om, at man ikke må bruge den samme (eller meget lignende) forklaring flere gange
- Man kan indføre muligheden for, at en anden kan svare (og få point), hvis en deltager melder ’pas’
- Eleverne kan selv udforme beskrivelser, som kan indgå i spillet
- Man kan også indføre, at deltager nr. 3 skal gætte, hvilken rolle deltager nr. 2 havde (ud fra den beskrivelse, der blev givet – uden at have set kortet) – hvis det bliver gættet, får begge et point.
Evaluering
Det anbefales, at en eventuel evaluering af aktiviteten tager udgangspunkt i elevens metarefleksioner over egen oplevelse med at arbejde med emnet. Se de pædagogiske vejledninger på introduktionssiden for ideer til, hvordan eleven kan støttes i denne refleksion.
Kreditering
Udviklet for STUK af Caroline Schaffalitzky og Anni Nielsen, sdu.dk - filosofiiskolen.
Relaterede aktiviteter:
- Filosofiske dialoger: Er Ove fri?
- Filosofiske dialoger: Valg og ikke-valg
- Feltarbejde og mini-projekt: Frihedsjagt i byen
Rollekort:
Hjerter = Følelser (tager udgangspunkt i hvordan man oplever verden og hvordan man har det)
Spar = Fornuft (tager udgangspunkt i hvad der er klogt at gøre)
Ruder = Socialt (tager udgangspunkt i hvordan man er præget af sin opvækst og resten af miljøet)
Klør = Biologi (tager udgangspunkt i hvordan kroppen virker)
Sætninger:
- Manden lagde sig til at sove – hvorfor?
- Direktøren fyrede alle sine ansatte – hvorfor?
- Den gamle dame ringede til pizzeriaet – hvorfor?
- Den lille pige gik ud for at sjippe – hvorfor?
- Postbuddet hoppede op og ned – hvorfor?
- Damen tog sine vanter af – hvorfor?
- Teenageren slukkede for musikken – hvorfor?
- Pop-stjernen aflyste koncerten – hvorfor?
- Politikeren giftede sig for tredje gang – hvorfor?
- Pigen talte meget højt – hvorfor?
- Tårerne løb ud af øjnene på den falske kok – hvorfor?
- Den gamle mand drak en øl – hvorfor?
- Den lille dreng sad foran TV’et med tårerne løbende ned ad kinderne – hvorfor?
- Den unge mand købte blomster til sin kæreste – hvorfor?
- Han steg på sin cykel – hvorfor?
- Hun smed tallerkenen fra sig – hvorfor?
- TV-værten begyndte at grine – hvorfor?
- De byggede terrassen mod vest – hvorfor?
- De valgte den blå bil – hvorfor?
- Hun talte til 20 – hvorfor?
- Forskeren jublede – hvorfor?
- Den lille pige skyndte dig at klatre op i træet – hvorfor?
- Tvillingerne havde det samme tøj på – hvorfor?
- Lampen stod skævt på kvindens skrivebord – hvorfor?
- Gruppen valgt højre side af salen – hvorfor?
- Drengen slukkede for computeren – hvorfor?
- Hun løb ud af biografen – hvorfor?
- Hun bruger kun blå nuancer om torsdagen – hvorfor?
- Læreren blev rasende over larmen – hvorfor?
- Han klappede hunden blidt – hvorfor?
- De ledte efter hans trompet – hvorfor?
- Han gav den ældre mand hånden – hvorfor?
- De begyndte at hoppe op og ned på stedet – hvorfor?
- Alle nikkede med hovedet – hvorfor?
- Han vågende med et sæt – hvorfor?
- Den lille pige trak i moderens kjole – hvorfor?
- De satte lygtepælen skævt op – hvorfor?
- Hun valgte den blomstrede dug – hvorfor?
Svar på disse spørgsmål hver for sig:
- Hvem vandt i spillet?
- Var I enige om, hvem der skulle vinde? Ja/nej
- Var I enige om alle afgørelserne? Ja/nej
- Var der nogle beskrivelser og roller, som slet ikke passede sammen? Ja/nej
- Var der en af rollerne, som hele tiden var sværere end de andre? Ja/nej
- Var der en af rollerne, som det var let at svare ud fra? Ja/nej
- Hvilken af rollerne passer bedst til at beskrive, hvorfor mennesker gør, som de gør?
Fælles diskussion
Når alle har svaret på listen med spørgsmål, så gå igennem listens spørgsmål ét efter ét og find ud af, om I har svaret det samme. Forklar også hvorfor, I har svaret, som I har, og hvis I er uenige, så diskuter hvilke argumenter, der er for og imod for hvert spørgsmål. Måske dukker der også nye spørgsmål op – skriv dem ned og giv dem til læreren, så andre hold kan få dem som spørgsmål.
Et spil mere?
Måske har I tid til et sidste spil? Måske med en af de variationer, der er nævnt?
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.