Aktivitet

Skriv et rigtig dårligt læserbrev

Med udgangspunkt i regler for god argumentation skal eleverne skrive et læserbrev, der bryder med regler for god argumentation og kritisk tænkning.
 

Primær målgruppe: 7. og 8. klassetrin.
Anslået tidsforbrug: 1-3 lektioner.

Til anvendelse i den understøttende undervisning, der sigter mod elevernes etiske, filosofiske og alsidige udvikling.
Kan også anvendes til: Samfundsfag, dansk.

Eleverne vælger et læserbrev eller en artikel, som de derefter skriver et læserbrev som svar til. Jo flere regler for god argumentation de kan bryde (på kortest mulig plads), jo bedre. Opgaven træner kritisk tænkning og arbejde med temaer som stillingtagen, fejlslutninger, forskellige perspektiver, holdninger og meninger.

Aktiviteten er en del af en større pakke af forløb, hvor eleverne gennem forskellige filosofiske og undersøgende aktiviteter engageres i emner med hovedvægt på livsfilosofisk og etisk indhold. Aktiviteterne er organiseret i temaer, der udfordrer eleverne og bl.a. understøtter alsidig udvikling, filosofisk og kritisk tænkning.

 

Forudsætninger, form og indhold

Undersøgende workshops er en samlebetegnelse for aktiviteter, hvor eleverne med udgangspunkt i et spil, en lille opgave eller tilsvarende, samarbejder om at undersøge emner som demokrati, moralske dilemmaer eller kontroversielle emner. Underviseren kan vælge enten at have en tilbagetrukket rolle eller at indgå som ligeværdig part i aktiviteten.

Sværhedsgrad: svær

Egnet til antal personer: 2 elever eller flere

Se mere i den pædagogiske vejledning på introduktionssiden (emu.dk)

Læs mere i Filosofi, etik og kritisk tænkning: Introduktion til materialet (emu.dk)

 

Materialer

  • Elevarket nederst på siden ”Undersøgende workshop: Skriveøvelse: Dårligt læserbrev”
  • Præsentationen ”Argumentation”, som findes i redskabet Tavleundervisning: Argumentation (emu.dk)
  • Aviser eller elevadgang til computer, hvor der kan læses debatindlæg og artikler 

 

Tilrettelæggelse

  • Sæt eleverne ind i grundlæggende argumentationsteori og fejlslutninger (se evt. Tavleundervisning: Argumentation)
  • Sikr dig, at eleverne har forstået opgaven
  • Anskaf de nødvendige materialer (se materialer)
  • Aftal rammen for aktiviteten med eleverne (deltagelse, tid til aktiviteten og tid til evaluering)

 

Aktivitetens opbygning

Start med at præsentere eleverne for de grundlæggende idealer for argumentationsteori og eksempler på fejlslutninger (se redskabet Tavleundervisning: Argumentation) og tal herefter om det læserbrev, de skal skrive.

 

Herefter skal eleverne gå sammen i mindre grupper af 2-4 elever og arbejde videre med læserbrevet:

  1. Først skal de vælge en avisartikel eller et debatindlæg, de vil bruge som udgangspunkt.
  2. Derefter skal de skrive et debatindlæg, som bryder med flest mulig regler for god argumentation (se elevark nederst ”Undersøgende workshop: Skriveøvelse: Dårligt læserbrev”)
  3. Når alle er færdige, kan grupperne enten bytte debatindlæg og finde hinandens fejl, eller de kan læses op i plenum (og gerne vises på skærm samtidig). Eleverne kan nu bedes markere, når de ser et ”problem” ved de andres læserbreve.
  4. Man kan evt. vælge at give point for flest antal ”problemer”, samt hvor korte læserbrevene er.

 

Alt efter hvor mange elever der deltager, kan det være en fordel at afholde aktiviteten over 3 lektioner, så eleverne har god tid til at præsentere læserbrevene for hinanden.

 

Evaluering

Det anbefales, at en eventuel evaluering af aktiviteten tager udgangspunkt i elevens metarefleksioner over sin egen oplevelse med at arbejde med emnet. Se de pædagogiske vejledninger på introduktionssiden for ideer til, hvordan eleven kan støttes i denne refleksion.

 

Kreditering

Caroline Schaffalitzky og Anni Nielsen.

Relaterede aktiviteter: 


Dårligt læserbrev

Denne opgave går ud på at skrive et læserbrev, der er så dårligt som muligt i argumentationen.

  1. Vælg en avisartikel (eller et debatindlæg), som læserbrevet skal svare på.
     
  2. Skriv et læserbrev, som er så kort som muligt, men samtidig indeholder så mange fejlslutninger og argumentatoriske problemer, som der er plads til.
    Du kan læse mere om disse fejlslutninger og argumentation i præsentationen ”Argumentation”, som du kan få af din lærer.
     
  3. Byt læserbrev med en anden gruppe, og se hvor meget, I kan fange af hinandens dårlige argumentation.

 


Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.