Aktivitet
På museet: Min identitet
I forbindelse med et museumsbesøg skal eleverne finde tre genstande, som kan symbolisere deres identitet. Eleverne får derved skærpet deres fornemmelse af, hvordan genstande fungerer som identitetsmarkører.
Primær målgruppe: 7. og 8. klassetrin.
Anslået tidsforbrug: 2-5 lektioner.
Til anvendelse i den understøttende undervisning, der sigter mod elevernes etiske, filosofiske og alsidige udvikling. Kan også anvendes til: Billedkunst, dansk, kristendomskundskab.
Denne aktivitet rummer flere muligheder og kan skærpe elevernes blik for, hvad identitet er, og kan berøre temaer som selvbillede, identitetsmarkører, personlighed, livsverden og symbolik.
Materialer:
- Kamera (evt. i telefon) til hver gruppe
- Elevadgang til computer
- Evt. karton, limstift og saks til planche
Forudsætninger, form og indhold
Aktiviteterne under feltarbejde og mini-projekter er designet, så de inddrager fx byrummet i elevernes læring. De vil således typisk foregå uden for skolen, uden underviser, og vil kræve en vis selvstændighed fra elevernes side. De kan dog med fordel kombineres til et forløb med aktiviteter i form af undervisning eller oplæg ved lærer. Forslag til relaterede aktiviteter følger nedenfor.
Sværhedsgrad: Mellem
Egnet til antal personer: 2 elever eller flere
Se mere i de pædagogiske vejledninger på introduktionssiden (emu.dk)
Læs mere om materialet i Filosofi, etik og kritisk tænkning: Introduktion til materialet (emu.dk)
Tilrettelæggelse
- Planlæg aktiviteten ift. den tid, der er til rådighed (den kan evt. deles op over flere gange)
- Kontakt et lokalt museum og fortæl om jeres besøg (hvornår, hvor længe, antal elever/underviser og jeres opgave) – der er normalt gratis adgang for skoler på statsanerkendte museer. Spørg også om der må tages fotografier på museet.
- Tjek med eleverne, at de har forstået opgaven
- Tjek også, at de har mulighed for at tage billeder, fx med telefon – hvis ikke, må man aftale anden dokumentationsform (fx i form af feltnoter)
- Fortæl eleverne om, hvor de må gå hen, og hvornår de skal være tilbage
- Tal med eleverne om, hvordan man opfører sig respektfuldt (fx ift. at tage billeder af folk)
- Aftal med eleverne, hvilken form for opsamling de skal lave, og hvornår den skal være klar
- Sæt rammen for aktiviteten (fx mht. tid til præsentation af refleksion og tid til evaluering)
Aktivitetens opbygning
Aktiviteten er inddelt i fem faser.
Fase 1 - Inden jeres museumsbesøg
Det er altid en god ide at kontakte det museum, som I gerne vil besøge, nogle uger forinden, så museumsfolkene ved, at I kommer. Oplys dem om, hvornår I ønsker at besøge museet, hvor længe og hvor mange, du regner med, at I bliver. Det kan ligeledes være en god ide at fortælle om formålet med jeres besøg. Til brug for denne aktivitet kan I vælge forskellige former for museer fx et kunstmuseum, et historisk museum eller et teknisk museum. Det kan være en god ide at besøge et lokalt museum, så I sparer transporttid.
Fase 2 - Opgaven
Elevernes opgave på museet er at finde tre genstande, som symboliserer deres egen identitet, og en genstand, som slet ikke symbolisere deres identitet.
Fase 3 - Inden museumsbesøget
Før besøget skal eleverne hver for sig finde tre abstrakte ord, som beskriver deres egen identitet bedst (fx hjælpsom, klodset og kreativ), og et abstrakt ord, som ikke gør det (fx perfektionistisk). Husk at bede eleverne skrive ordene ned, inden de kommer til museet.
Fase 4 - På museet
Besøget er delt op i tre runder:
- Eleverne begynder med at gå en runde på museet, hvor de bare kigger sig omkring. Aftal med eleverne, hvor længde de må gå rundt, før de skal komme tilbage til samlingsstedet. Det er vigtigt at instruere dem om, at de ikke må læse på skiltene ved de udstillede genstande.
- Eleverne skal nu gå en runde mere på museet og finde de fire genstande, som symboliserer deres identitetsord bedst (tre der beskriver deres identitet og et som ikke beskriver deres identitet). Det kan fx være, at ordet klodset kunne symboliseres ved en potte med skår i, eller at ordet perfektionistisk kunne symboliseres ved en række frimærker, der ligger helt lige under hinanden. Bed eleverne om at tage noter undervejs om hvilke ting, de vælger som symbol for hvilke ord og hvorfor. Hvis man må tage billeder på museet, kan de også tage et billede af genstandene, som de kan bruge hjemme på skolen. Aftal med eleverne, hvor længde de må gå rundt, før de skal komme tilbage til samlingsstedet.
- Eleverne skal derefter gå en sidste runde på museet, hvor de reflekterer over, hvorfor de blev opmærksomme på lige præcis disse genstande – var det fx deres placering i rummet? Var det lyset? Genstandens størrelse? De skal skrive deres refleksioner over hver enkelt genstand ned. Aftal med eleverne, hvornår de skal være tilbage ved samlingsstedet.
Fase 5 - Opsamling
Som opsamling på aktiviteten kan der vælges mellem forskellige præsentationsformater:
- Under samme besøg eller et efterfølgende besøg kan I gå en runde på museet, hvor eleverne hver især fortæller om de genstande, som de valgte, hvad de symboliserer ved deres identitet, og hvorfor de valgte netop disse genstande.
- Tilbage på skolen skal eleverne forberede en præsentation af deres billeder/noter til næste undervisningsgang, så de kan vise deres billeder frem på storskærm for underviser og andre elever og fortælle om de genstande, som de valgte, hvad de symboliserer, og hvorfor de valgte netop disse genstande. Øvrige elever inviteres til at kommentere undervejs.
- Eleverne organiserer billederne eller tekst på en planche (på papir eller elektronisk) og noterer de ord, som de symboliserer. Planchen kan hænges op i klassen (hvis den er fysisk) eller sendes til læreren (hvis den er elektronisk). Planchen kan kombineres med et oplæg, hvor billeder/beskrivelser og kategorisering præsenteres og diskuteres.
Evaluering
Det anbefales, at en eventuel evaluering af aktiviteten tager udgangspunkt i elevens metarefleksioner over sin egen oplevelse med at arbejde med emnet. Se de pædagogiske vejledninger på introduktionssiden for ideer til, hvordan eleven kan støttes i denne refleksion.
Kreditering
Caroline Schaffalitzky og Anni Nielsen i samarbejde med Mette Vedel Kiilerich og Mette Stauersbøl Mortensen fra Odense Bys Museer.
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.