Nyhed

Nyt fra fagkonsulenten i dansk - august 2024

I dette nyhedsbrev kan du blandt andet læse om den skriftlige prøve i dansk A, faglige kurser samt læselyst og kvindelige forfattere

Før sommerferien sendte vi vores studenter videre i livet. Det er både vemodigt og glædeligt at sende så mange blå huer afsted. Heldigvis ventede nye elever på os efter sommerferien, og vi er nu godt i gang med at skabe gode (dansk)faglige rammer for mange nye elever rundt omkring på skolerne.

Inden vi for alvor er i gang med skoleårets opgaver, vil jeg sende jer lidt informationer om skoleåret, der gik, ligesom jeg vil løfte sløret for vigtige datoer og nogle af de opmærksomhedspunkter, som er vigtige i forhold til næste skoleår.

God læsning!

Den skriftlige prøve i dansk A, maj 2024

Omkring 4625 elever fra htx/Teux og 10.937 elever fra hhx/Meux var til skriftlig prøve i dansk A i år, og ca. 245 censorer har haft en stor og vigtig opgave med at censurere eksaminandernes besvarelser.

Censormødet blev i år afholdt fysisk efter i flere år at have været gennemført virtuelt. Censuren blev udfordret af problemer med Netprøver, og jeg skal beklage de udfordringer, det gav for alle jer, som var censorer. Jeg synes, det var en stor glæde igen at samles fysisk med jer alle og lytte til de mange faglige samtaler, som I trods al besværet med Netprøver stadig holdt fast i. Jeg sender en stor tak til jer alle for arbejdet med censuren og for jeres tålmodighed på dagen.

Evaluering af årets skriftlige prøve vil som vanligt blive tilgængelig for jer alle i løbet af efteråret. I finder evalueringerne for seneste års skriftlige prøver her.

Læselyst og kvindelige forfattere

I skoleåret 2024/25 inviterer børne- og undervisningsminister, Mattias Tesfaye, gymnasielever landet over til at læse med på kvindelige forfattere, da han vil skabe fokus på læselyst og på dansk litteratur, skrevet af kvinder.

I forbindelse med dette tiltag starter ministeren en ny bogklub for gymnasieelever, som skal opfordre til at læse flere værker af danske, kvindelige forfattere. Bogklubben skal være med til at skabe fokus på dansk litteratur skrevet af kvinder forud for en opdatering af danskfagets litteraturkanon på de gymnasiale uddannelser.

Ministeren har derfor bedt ti litteraturinteresserede kendte danskere udvælge et værk af en kvindelig, dansk forfatter til bogklubben, som kan læses og diskuteres ude på gymnasierne. Ministeren vil derudover besøge et gymnasium til en fælles diskussion af et af værkerne og opfordrer samtidig alle gymnasier landet over til at læse med på ”Læselystdagen” den 25. november 2024.

De medvirkende i bogklubben er:

  • Musiker og rapper Benjamin Hav, som anbefaler Pow Pow Pow af Christina Hagen
  • Historiker og forfatter Gry Jexen, som anbefaler Marble af Amalie Smith
  • Forbrugerekspert Anne Glad anbefaler Grundtvig er død af Laura Ringo
  • Sanger Asger Nordtorp Pedersen (Guldimund) anbefaler Tænk ikke på mig af Vilma Sandnes Johansson
  • Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt anbefaler Den erotiske hamster af Thit Jensen
  • Litteraturkritiker og anmelder Nazila Kivi anbefaler Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage af Naja Marie Aidt
  • Filminstruktør Anna Emma Haudal anbefaler Animal af Alexandra Moltke Johansen
  • Filminstruktør Jonas Risvig anbefaler Milo og Molly er ikke kærester af Tone Ottilie
  • Forfatter Caspar Eric anbefaler Alfabet af Inger Christensen
  • Radio- og podcastvært Line Kirsten Nikolajsen anbefaler Samlede digte af Tove Ditlevsen
  • Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye anbefaler Rødby-Puttgarden af Helle Helle
  • … og så selvfølgelig vores elever, som også kan have gode forslag til kvindelige, danske forfattere, som vi kan læse med dem

Via nedenstående links kan I finde rigtig meget spændende og forskelligt inspirationsmateriale til arbejdet med de udvalgte forfattere og værker samt til læselyst helt generelt. Her er fx adgang til eBøger, links til film og videoklip og andet, I kan bruge direkte i undervisningen.

Der findes jo et hav af gode danske, kvindelige forfattere, som vi kan læse med vores elever i danskundervisningen, og hvis I har planlagt andre forfattere end de ovennævnte, kan I stadig hente god inspiration til fx didaktisering af værkforløb, fælleslæsninger, mv. via disse links.

Siderne vil løbende blive udbygget med mere materiale, så genbesøg dem gerne i løbet af september.

Find undervisningsforløbene på mitcfu.dk

Find materialer der fremmer læselysten hos de unge på emu.dk/læselyst

Ny pulje til grøn efteruddannelse

En ny pulje har til formål at give gymnasielærere mere grøn efteruddannelse. Puljen kan også søges til udvikling af grønne undervisningsforløb til gymnasiet.

På finansloven er der afsat 11 millioner kr. i 2024 til at understøtte læreres kompetencer i at undervise i bæredygtighed.

Miljø og klima blev i 2023 tilføjet til gymnasielovens formålsparagraf, så det grønne fremover indgår eksplicit som dannelsesperspektiver for de gymnasiale uddannelser. Det medfører bl.a. behov for efteruddannelse af gymnasielærere og for udvikling af grønne undervisningsforløb i gymnasiet.

Jeg ved, at mange af jer allerede underviser i fx klimalitteratur og/eller har udarbejdet forløb om bæredygtighed. Hvis I skulle have interesse i at gå skridtet videre og søge puljen i forbindelse med udvikling af grønne danskfaglige og/eller flerfaglige undervisningsforløb, så melder Styrelsen for Undervisning og Kvalitet mere ud om puljen og ansøgningsprocessen i starten af oktober.

I kan finde den fulde aftaleteksten her.  

Faglige kurser og møde

FIP-kurser

Dansk A indgår i følgende FIP-kurser i skoleåret 24/25:

9. oktober 2024                  Humanistiske fag på merkantil eux (dansk og engelsk) på Syddansk Erhvervsskole i Vejle.

6. november 2024              Almen Sprogforståelse (hhx) på Køge Handelsskole.

29. januar 2025                  Dansk A hhx/Meux - vest på Campus Vejle.

5. februar 2025                  Dansk A hhx/Meux - øst på Køge Handelsskole.

12. marts 2025                   Dansk A htx/Teux på Syddansk Erhvervsskole, Odense.

 

Det overordnede tema for dette skoleårs FIP er “Faglig trivsel”, og programmerne for ovenstående kurser adresserer på forskellig vis dette emne, ligesom der også vil være fokus på andre dele af danskfaget på vores uddannelser. Programmerne for de enkelte kurser vil i løbet af de næste uger være tilgængelige på GL’s hjemmeside, og det er også her, I kan tilmelde jer kurserne: https://www.gl.org/GLE/Sider/FIP-kurser-tilmelding.aspx

Jeg håber, at mange af jer, som underviser på merkantil eux har mulighed for at deltage på det særlige kursus for dansk- og engelsklærere på eux, som jeg afholder med den nye fagkonsulent i engelsk, Karina Vingtoft. I år får vi besøg af Eva Pors, som vil give os gode bud på, hvordan vi kan få eleverne til at deltage aktivt og engegeret i mundtlighedsundervisningen, og vi får besøg af Brian Holm, som giver sit bud på, hvordan vi kan arbejde med AI i undervisningen inden for styredokumenternes rammer. Herudover er der rig mulighed for at netværke med andre dansk- og engelskundervisere. Prik gerne til kollegaer, som måske ikke er klar over denne mulighed.

Fyraftensmøder

Jeg vil også i dette skoleår udbyde fyraftensmøder med fokus på danskfaget. Møderne henvender sig til alle interesserede lærere i dansk A på eux, htx og hhx. Du er altså velkommen, uanset om du er erfaren eller ny lærer, har specifikke spørgsmål eller blot ønsker at få opdateret viden om mødets emne eller lignende.

Jeg har givet hvert møde et overordnet tema, som jeg vil holde et kort indledende oplæg om, men der vil også være tid til de emner/spørgsmål, som I måtte medbringe, ligesom der også vil være mulighed for sparring med kollegaer.

Datoer, tidspunkter samt links til Skypemøderne finder I nedenfor - plot gerne links og datoer ind i kalenderen, så I husker det og kan deltage, hvis I har tid og lyst:

1. oktober 2024 kl. 15.30 til 17 – SOP/EOP, læselyst og kvindelige forfattere:  Deltag i Skype-møde  

15. januar 2025 kl. 15.30 til 17 - skriftlighed og seksualundervisning i dansk:  Deltag i Skype-møde    

14. maj 2025 kl. 15.30 til 17 - den mundtlige og den skriftlige prøve i dansk: Deltag i Skype-møde    

Når du skal åbne møderummet via linket, vil du blive spurgt, om du vil åbne møderummet i programmet, som kan downloades gratis her: Download Skype for Business-apps på alle dine enheder (microsoft.com) eller i webapp’en. Begge dele er en mulighed. Hvis det ene ikke virker (fx problemer med lyden), så kan du lukke ned og prøve den anden mulighed.

Mailliste

Hvis I endnu ikke er tilmeldt min mailliste, kan I sende mig en mail med følgende oplysninger:

  • Navn
  • Mailadresse
  • Skole
  • Uddannelse (Meux, Teux, hhx og/eller htx)

Del gerne denne oplysning med jeres kollegaer.

Jeg ser frem til at møde mange af jer i forskellige danskfaglige sammenhænge i det kommende skoleår. I er også altid velkomne til at skrive eller ringe, hvis I har spørgsmål eller lignende.

Jeg ønsker jer alle rigtig god læselyst med blandt andet alle vores gode danske kvindelige forfattere og et godt og danskfagligt skoleår i det hele taget.

 

Mange venlige hilsner             

Sara Krogh
Fagkonsulent i dansk hhx/htx/eux samt AP på hhx
E-mail: sara.krogh@stukuvm.dk
Direkte tlf.: +45 23 84 78 14

#Decorative

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.