Nyhed

Nyt fra fagkonsulenten i historie - august 2022

Nyhedsbrevet indeholder bl.a. informationer om rammer og praksis for det nye kernestofområde i den justerede læreplan samt generel inspiration til planlægningen af historieundervisningen i det kommende skoleår. 

Den justerede læreplan – rammer og praksis

Så varer det ikke længe, før vi igen tager hul på et nyt skoleår. Som bekendt blev den justerede læreplan officielt udstedt før sommerferien, hvorfor det også er den læreplan, som er gældende for de hold, som påbegynder historie på deres gymnasiale uddannelse fra og med skoleåret 2022/2023, jf. BEK nr. 719 af 25/05/2022 (retsinformation.dk).

Det er muligt at lade igangværende hold overgå til den justerede læreplan, hvis man som lærer ønsker det. Vælger man at benytte sig af denne mulighed, skal det selvfølgelig anføres i undervisningsbeskrivelsen, så den gældende praksis er tydelig for elever og for en evt. censor.  

Med den justerede læreplan indføres et nyt kernestofkrav om ’Holocaust og andre folkedrab’. Kernestofområdet udfoldes mere substantielt i vejledningen til læreplanen, men generelt har man som lærer ganske vide rammer i forhold til, hvordan man vil arbejde med kernestoffet i undervisningen – man skal blot sikre, at man i den samlede undervisning arbejder med såvel Holocaust som et eller flere andre folkedrab, så eleverne lærer om Holocaust som en skelsættende forbrydelse og samtidigt får indsigt i, at folkedrab også er et fænomen, der har udspillet sig i andre kontekster og historiske perioder.

På ministeriets hjemmeside aldrigmere.dk findes en stor mængde inspirationsmateriale, skoletilbud og links, som kan bruges i tilrettelæggelsen af undervisningen i det nye kernestof. Hjemmesiden kan tilgås her.

 

Opdateret vejledning til læreplanen

Vejledningen til læreplanen, som vil være tilgængelig på ministeriets hjemmeside i løbet af august, er blevet opdateret med enkelte tilføjelser og justeringer, og den har ligeledes fået et nyt og mere indbydende layout henover sommerferien. De væsentligste ændringer drejer sig om følgende:

  • Anbefalinger til det nye kernestofområde ’Holocaust og andre folkedrab’
  • Nyt afsnit om ’globale kompetencer’ i historie
  • Præciseringer og anbefalinger vedr. brug af egne oversættelser og materialeomfang i afsnittet om prøveform
  • Generelle sproglige justeringer mv. 

Vigtigt at bemærke er, at vejledningen ikke har juridisk status på samme måde som fagets læreplan, men netop indeholder en række anbefalinger til og forklaringer af læreplanens intentioner, som kan bruges i den praktiske tilrettelæggelse af undervisningen.

 

EMU-ressourcer til undervisningsbrug

Her på EMU’en findes en lang række spændende og didaktiserede forløb, man som lærer kan bruge direkte, tilpasse eller blot lade sig inspirere af i sin undervisning.

Ressourcerne er udviklet af erfarne historielærere og afprøvet i praksis, og ressourcerne peger ind i flere forskellige dele af fagets genstandsfelt og rummer forskellige historiedidaktiske greb og tilgange.

For overblikkets skyld har jeg samlet de nyeste forløb i det følgende, hvor jeg linker direkte til de forskellige ressourcer, så det er nemt at tilgå i praksis:

Ligestillingskampe i Danmark, England og USA 1800-1918

Imperiers opståen og forfald

Revolutioner, der forandrede verden

Mange fortider – én fremtid? Historiebrug og national identitet i Ungarn

Fortællinger om fortiden – slavenarrativer

Virksomheders brug af fortid – historiebrug, branding og storytelling

Da europæerne erobrede verden

The Columbian Exchange 

På rejse i tiden med mus og tastatur

Bør vi hylde Columbus?

Her til sidst vil jeg gerne ønske jer alle en skøn skolestart sammen med jeres elever og kolleger – og som altid: Skriv eller ring til mig, hvis I har spørgsmål eller andet på hjerte.

 

Med venlig hilsen

Kasper Thomsen

Fagkonsulent

Direkte tlf. +45 30 70 92 45

Kasper.Thomsen@stukuvm.dk

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.