Artikel
Dansk - Genåbning
Her finder du fagkonsulentens faglige og didaktiske råd om genåbning, overgangsperiode, prøvetræning, virtuel undervisning og karaktergivning i forbindelse med COVID-19 for dansk på hhx og htx.
Bemærk, at der ultimo april er udsendt nyhedsbrev, som er tilgængelig på EMU. Nyhedsbrevet rummer information om såvel den skriftlige som den mundtlige prøve. Der er ligeledes information om vejledningen til Gymnasienødprøvebekendtgørelsen i nyhedsbrevet, som findes på emu.dk.
Didaktisk inspiration til undervisningen i perioden efter genåbningen af skolerne
I har endnu engang alle ydet en helt fantastisk og ekstraordinær indsats, hvor den faglige fane har været holdt højt, trods den stride modvind - Coronaen. Fra alle sider har vi hørt om fantastiske øvelser og en enestående kreativitet.
Eleverne har igen i år været sat i gang med forskellige arbejdsformer, såvel skriftlige som mundtlige. Skolernes forskellige digitale platforme som MS Teams, Google Meet, Zoom og Skype har været aktiveret. Telefonsamtaler har været i brug og det samme gælder mails og SMS. For nogles vedkommende har der sideløbende hermed været vejledning i de større eksamensprojekter.
Nu er vi så i gang med en gradvis genåbning med de restriktioner, der er gældende og sikkert vil være det for en stund endnu. Nogle 3. g´ere er tilbage 80 % af tiden, mens andre stadig er hjemsendte i 50 % af tiden.
Fjern- og virtuel underundervisning er på mange måder udfordrende og det kan derfor være en god idé at reflektere over, hvilke udfordringer vi står med og hvordan vi kan arbejde videre. De didaktiske overvejelser kan opstilles i nedenstående tre kategorier:
Hvordan tager vi bedst hensyn til de fagligt svage elever i forbindelse med en genåbning af skolerne?
En elevgruppe, som kan have været ekstra udfordret i den forgangne tid, er de svageste elever, der ikke som normalt har kunnet trække på læreren i undervisningssituationen. De svageste elever har måske heller ikke kontaktet læreren med henblik på ekstra hjælp, og i forbindelse med undervisning over en digital læringsplatform vil de svageste antageligt ikke ”udstille sig” med for mange spørgsmål. Der kan derfor være god grund til et rette lidt ekstra opmærksomhed på de svageste elever. Det kan vi gøre ved at tænke i arbejdsformer, hvor der genereres tid og rum for vejledning. Noget af det stof, der blev afviklet som virtuel undervisning, kan repeteres i plenum eller i mindre grupper, så også de svageste elever får mulighed for at præsentere det nye stof. Husk også, at der er mulighed for at arbejde med trivselsgrupper, og at disse trivselsgrupper gerne må komme ind, selv om de øvrige elever undervises virtuelt.
For de elever, der skal til eksamen, giver det god mening at arbejde med repetition og opsamlinger, der kredser om de forskellige forløb, der opgives i undervisningsbeskrivelsen.
Uafhængig af, hvilken form der vælges, så er det en god idé at afstemme forventningerne og formatet med de aktuelle elever, således at de ikke udstilles.
Hvordan understøtter vi alle elever i den mundtlige dimension?
Jævnfør den politiske aftale om prøver og eksamener på det gymnasiale område, hvor det normale antal prøver er reduceret, så skal en del af årets 3. g ére ikke til mundtlig prøve i år. Vi skal dog sikre, at vi på et ordentligt grundlag kan afgive den årskarakter, der ophæves til eksamenskarakteren. Derfor er det fra et lærerperspektiv relevant at orientere sig i læreplanen og vejledningen, hvor rammerne for den mundtlige dimension er at finde.
Den sidste tid på skolen for 3. g´erne kommer sikkert til at handle om at repetere stoffet og om at få orienteret eleverne om, hvordan der bedømmes i den mundtlige dimension. Dette kan gøres ved at orientere om bedømmelseskriterierne og ved at orientere om, hvad der lægges vægt på i en bedømmelsessituation. Denne proces er lig med et ”normalt” forår i undervisningen, men set i lyset af perioden med fjern- og virtuel undervisning, kan det være fornuftigt at give det lidt ekstra opmærksomhed. Repetitionen kunne med fordel indeholde en gennemgang af de forløb, der har været undervist i over de tre år, således at eleverne får et overblik over bredden af faget.
Hvis tiden tillader det, kan det være relevant at lave eksamensøvelser eventuelt med tidligere anvendte eksamenstekster. Læreren kan lave en eksemplarisk gennemgang af teksten med tydelig italesættelse af faglige begreber under gennemgangen.
Dansk i SOP
Som resultat af den politiske aftale om prøver og eksamener på det gymnasiale område, skal eleverne til prøve i deres SOP. For de elever, der har skrevet SOP i et studieretningsfag kombineret med dansk, kan man sige, at danskfaget her delvist bliver udfoldet som en mundtlig prøvedimension i dansk. Dette naturligvis under hensyntagen til læreplanen for studieområdet og de bedømmelseskriterier, der er gældende herfor. Her kunne man overveje at lave øvelser med eleverne, hvor danskfagets metoder og fagets særfaglighed tydeliggøres.
Hvordan understøtter vi alle elever frem mod den skriftlige prøve?
Ifølge den politisk aftale om prøver og eksamener på det gymnasiale område, så skal alle 3. g´ere til skriftlig prøve i Dansk. Den skriftlige prøve afvikles under hensyntagen til sundhedsmyndighedernes retningslinjer om antallet af forsamlede personer, afstande etc.
Der har over de seneste år været arbejdet med og orienteret om arbejdet med prøvetyperne. På Emu´en ligger de to prøvesæt samt Lærerens hæfte tilgængeligt. Langt de fleste skoler vil på nuværende tidspunkt have gennemført en terminsprøve, hvor den skriftlige prøve er blevet anvendt med de nye formalia om internetadgang og prøvens tidsramme. Ligesom det gør sig gældende for den mundtlige dimension, så kan det være fornuftigt at tydeliggøre for disse elever, hvad de bliver bedømt på i den skriftlige prøve.
Der er i forbindelse med situationen omkring Covid19 planlagt en ekstra prøvedag, som er placeret den 20. maj. Dette for at skolerne kan overholde sundhedsmyndighedernes retningslinjer.
Udfordrede elever
Efter afholdelse af terminsprøven, så har den enkelte underviser sikkert et overblik over, hvilke elever der har særlige udfordringer, og måske derfor kan have behov for lidt individuel vejledning.
Faglige mål og kernestof - generelt
Ved både den mundtlige og skriftlige prøve er det opfyldelsen af de faglige mål, eleven bedømmes på. Den enkelte underviser bør derfor repetere disse og sørge for, at alle elever har en mulighed for at honorere disse til sommerens årskarakterafgivelse for den mundtlige dimensions vedkommende og til den skriftlige prøve.
Repetition af kernestoffet er som altid oplagt sidst på skoleåret. Da tidsperioden er begrænset, vil det være oplagt at lave en forventningsafstemning med klassens elever, så der fokuseres på elementer, hvor der er specifikke faglige udfordringer.
Henvisning til materialer
Læreplaner og vejledning (uvm.dk)
Materiale fra FIP-kurser (emu.dk)
Ved spørgsmål, kommentarer eller ønske om uddybninger, kontakt venligst fagkonsulenten
Søren Husted-Pedersen
Fagkonsulent
Direkte tlf.: +45 20342771
E-mail: Soren.Husted-pedersen@stukuvm.dk