Aktivitet

Moodboards gør eleverne skarpere på brugeren

Eksamensprojektet står for døren på første år, og det er vigtigt, at eleverne kan demonstrere viden om den bruger, de henvender sig til med deres projekt.

Her er en øvelse, som både gør eleverne reflekterede om sig selv som brugere, og som hjælper dem godt på vej med eksamensopgaven.

Formål

  • Øvelsen appellerer til elevernes kreative og visuelle side.
  • Eleverne kan medvirke til at gøre sig selv til mere bevidste og kritiske mediebrugere.
  •  Øvelsen kan give læreren et hurtigt overblik over elevernes indsigt i målgrupper og brugeranalyse.

Faglige mål, som øvelsen kan bidrage til at opfylde (C-niveau): 

  • At demonstrere kendskab til kommunikationsdesign, herunder kommunikationsteori.

Kernestof: Produktion

  • Fremstilling, bearbejdning og samling/montage af materialer til brug på papir og digitale medier under anvendelsen af it-baserede værktøjer.

 

Omfang: Ca. 90 min.

Tiden afhænger af, om eleverne tidligere har arbejdet med målgrupper og brugerundersøgelser, eller om de har behov for at få en grundlæggende introduktion til tankegangen bag øvelsen.

Hvis man vælger klassefremlæggelser, tager øvelsen længere tid, end hvis grupperne fremlægger for hinanden. I sidstnævnte tilfælde vil det være en fordel, hvis eleverne får udleveret et feedback-ark, så de har en klar ide om, hvad de skal evaluere.

 

Forberedelse

Eleverne skal være i en indledende fase med et projekt, så de har en konkret opgave at skitsere en arketype ud fra.

 

Gennemførelse

  1. Hvis eleverne ikke tidligere har arbejdet med brugerundersøgelser, målgrupper og arketyper, kræves en kort introduktion til begreberne. Du kan fx bede eleverne om at klikke sig ind på den profil, Facebook har lavet af dem selv som bruger. Diskutér hvorfor de oplsyninger, der kommer frem om den enkelte kan være interessante at kende for en virksomhed. Falder eleven mon selv ind under en "arketype"?
     
  2. Eleverne laver i grupper en brainstorm med ideer til en klassisk bruger/arketype, som deres medieprodukt henvender sig til. De må ikke vælge en elev fra klassen eller en person, de kender.
     
  3. Eleverne laver et moodboard/collage med billeder af det, der karakteriserer personen. Brug fx Gimp, Photoshop el. lign. program. Billederne kan omhandle alt fra uddannelse, bopæl, familie, hobby, venner, brug af (sociale) medier, livretter, tøjstil, yndlingsbrands osv. Lav gerne et benspænd i forhold til antallet af billeder, der skal være på deres moodbard/collage - fx min. 20 billeder. Jo flere billeder, desto mere afklaret bliver eleverne i forhold til deres bruger. Lad desuden eleverne give personen et navn.
     
  4. Eleverne fremlægger deres moodboard for en anden gruppe eller for klassen. Fokus for fremlæggelsen skal være personen som helhed - er det en realistisk person, der er blevet opstillet, og giver det mening, at personen vil være interesseret i elevernes medieprodukt?

 

Opfølgning og forslag til videre arbejde

  • På Bro-blog kan du finde flere øvelser om målgrupper, personaer og moodmaps.

  • Kvalitative og kvantitative undersøgelser, hvor eleverne selv opsøger informationer om deres brugere.

  • Introduktion til databaser som Statistikbanken, hvor eleverne kan hente oplysninger om befolkningen som helhed og gå fra mikro- til makro-perspektiv.
  • IT-sikkerhed, big data og digitale spor på nettet.
  • Tema om identitet og sociale medier.
Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.