Befrielsen af Danmark 1945

v. Sofie Lene Bak, lektor ved Saxo-instituttet, Københavns Universitet

Befrielse og magtvakuum

Mange ugers intens spænding blev udløst, da befrielsesbudskabet lød den 4. maj. Danskerne havde kunnet følge de allieredes fremrykning fra øst og vest, og nyheden om Adolf Hitlers død den 30. april var også nået Danmark. I befrielsesdøgnet kom det til skudvekslinger, først og fremmest mellem modstandsbevægelsen og de dansk-tyske terrorkorps, som arbejdede for besættelsesmagten.

Til det sidste var der en overhængende risiko for, at Danmark kunne blive involveret i egentlige kamphandlinger mellem tyske og allierede tropper. I sidste øjeblik var britiske tropper i stand til at rykke hurtigt frem gennem det nordlige Tyskland, hvilket betød, at de tyske tropper i Danmark, Nordvesttyskland og Holland overgav sig. At de tyske tropper i Danmark overgav sig uden kamp, og det blev briterne, der befriede Danmark, var en umådelig lettelse. Alligevel rummede befrielsen af Danmark stadig stor fare.

Befrielsesdøgnet blev det blodigste under hele besættelsen. Den 4.-5. maj blev flere hundrede modstandsfolk dræbt i kampe med den tyske værnemagt og de dansk-tyske terrorkorps. Først den 16. maj var der ikke længere daglige dødsfald blandt modstandsfolkene. På Bornholm begyndte en ny besættelse, idet de tyske tropper nægtede at overgive sig til den sovjetiske hær, der nåede først frem til øen, hvorefter Nexø og Rønne blev udsat for sovjetiske luftbombardementer. Den 9. maj gik sovjetiske styrker i land på øen, som de holdt besat helt frem til den 5. april 1946. 

Hele landet stod uden politimyndighed, idet besættelsesmagten 19. september 1944 havde fjernet det danske politi, og deporteret næsten 2000 politifolk til tyske koncentrationslejre. Det havde ført til en stærk stigning i kriminalitet og utryghed i befolkningen. Kriminaliteten havde også ændret karakter: Den var blevet mere voldelig og involverede ofte brug af våben. Det sidste havde været helt uset før 1940. Også den danske hær var opløst. Et land uden politi og militær har ingen ordenshåndhævelse, ingen til at udøve legitim magtanvendelse.

Hvem besad magten?

Det var heller ikke klart, hvem der egentlig havde magten. Modstandsbevægelsen, repræsenteret ved det øverste samlende organ, Frihedsrådet, hævdede, at de havde befolkningens opbakning, og situationen, bl.a. under den såkaldte folkestrejke i sommeren 1944 i København, havde da også demonstreret, at befolkningen lyttede til Frihedsrådet.

Regeringen, der var trådt tilbage 29. august 1943, havde dog ikke indstillet det politiske arbejde. Bag kulisserne havde politikerne uformelt forhandlet med tyskerne, og de havde også fra 1944 søgt et samarbejde med Frihedsrådet. Derfor var det muligt at danne en befrielsesregering d. 5. Maj 1945, med ligelig repræsentation af de gamle politikere og modstandsbevægelsen. Så var det bare at håbe, at befolkningen og ikke mindst de mange våbenføre mænd og kvinder fra de illegale grupper ville anerkende regeringens legitimitet.

På gaden herskede kaos. Modstandsbevægelsen begyndte allerede 5. maj systematisk at opsamle personer, man mente havde begået landsforræderi: nazister, kvinder, der havde haft forhold til tyske soldater, og de såkaldte værnemagere, der havde arbejdet for tyskerne. Næsten 40.000 mennesker blev interneret. Stemingen var ofte aggressiv og hadsk, når de arresterede blev kørt gennem byen på ladet af en lastbil, mens tilråb, kasteskyts og spytklatter regnede ned over dem (Se Billede 01). Også modstandsfolkene havde følelserne uden på tøjet. Både regulære drab og særdeles hårdhændet voldsanvendelse fandt sted i disse dage. På den anden side sikrede interneringen af disse grupper, at situationen ikke i højere grad udartede sig til selvjustits og lynchninger.

De sidste måneder af besættelsen

Besættelsen sidste måneder havde tæret hårdt på befolkningen. Råvareforsyninger fra Tyskland var stort set ophørt i krigens sidste måneder, byggeriet stod stille, og lagrene af varer som kakao, kaffe og chokolade var for længst forsvundet.

Det omfattende rationeringssystem, der blev indført ved krigens udbrud i 1939, havde fungeret efter sin hensigt; hamstring blev stort set undgået, og vigtige fødevarer blev fordelt ligeligt i befolkningen. Men rationeringen kunne ikke forhindre, at lagrene slap op og produktionen blev indstillet. Den stigende kriminalitet og retsløshed havde sat befolkningen i en stresstilstand, der ofte kammede over i selvtægt, fx over for sortbørshandlere og de såkaldte tyskerpiger. Overalt i Europa sås en moralsk forråelse eller brutalisering af befolkningen. Sociale og seksuelle adfærdsnormer var under pres. Dette ses fx på dette billede (Billede 02) fra november 1945.

En sjælden båd med kaffe var netop ankommet til Københavns havn, da det fantastiske sker: Der går hul på en af kaffesækkene, og kaffebønnerne drysser ned over havneterrænet. På billedet ses bl.a. en velklædt dame, der sandsynligvis tilhører den øvre middelklasse – hendes dragt er ikke så slidt, hvilket fortæller os, at hun har haft en større førkrigs-gaderobe at slide på.

Der er også et postbud i uniform. Som medlem af en statslig etat, postvæsenet, må man antage, at han var stolt af sin uniform og bar den med værdighed. Alligevel søger de begge mod jorden og samler kaffebønner op fra sprækkerne mellem brostenene. En adfærd, der havde været utænkelig for en pæn dame og en statslig tjenestemand før besættelsen.