Forskning og viden
Virkningsevaluering af progressiv læring
I rapporten præsenterer Rambøll evalueringen af kompetenceforløbet Progressiv læring som pædagogisk værktøj, som ni erhvervsskoler har deltaget i i samarbejde med FastholdelsesTaskforce.
Evaluering af progressiv læring som pædagogisk værktøj på spor 2
Formål
FastholdelsesTaskforcen påbegyndte i 2013 samarbejdet med ni implementeringsskoler om forberedelse og gennemførelse af kompetenceudviklingsforløbet Progressiv Læring rettet mod lærere på grundforløbene.
Det pædagogisk værktøj har fokus på etableringen af et positivt læringsmiljø med tydelige mål og kontinuerlig feedback. Udviklingen af værktøjet er baseret på en antagelse om, at tydelig instruktion og feedback i fagligt fokuserede læringsfællesskaber synliggør elevernes læringsprogression for dem selv og dermed deres motivation og fastholdelse.
Hovedpointer
Følgende forhold har betydning for progressiv læring:
- At ledernes opbakning til indførelsen af Progressiv Læring udmøntes i handlinger, og ikke kun har symbolsk karakter. Jo mere aktivt lederne indgår i arbejdet med implementeringen, jo større ændring i undervisningspraksis. Der synes at være større grad af implementering på de skoler, hvor lærerne af ledelsen forpligtes til at anvende det nye værktøj, og hvor ledelsen indgår i organiseringen af lærerteams.
- At lederne deltager i lærernes kompetenceudviklingsproces og i organiseringen af undervisningen.
- At der afsættes tid til implementeringen, og at det gøres tydeligt, at implementering tager tid.
- At organiseringen af undervisningen på skolerne tilpasses, så det letter anvendelsen af principperne i Progressiv Læring.
- At lærernes kompetenceudvikling er forankret på skolen både emnemæssigt (så den forholder sig til skolens tidligere arbejde med frafald) og formmæssigt (at den foregår som en del af skolens praksis).
- At lærerne erkender et behov for ændring og oplever nytten af Progressiv Læring.
- At indholdet i lærernes kompetenceudvikling bygger videre på den udvikling, som er i gang på skolerne og på den viden og de erfaringer, som lærerne har.
- At der skabes fora, hvor lærerne kan opsamle og evaluere erfaringer.
- At lærerne over for eleverne synliggør, hvad progression drejer sig om.
- At man forholder sig til samspillet mellem Progressiv Læring og andre aktiviteter, der har betydning for fastholdelsen.
- Både lærere og elever mener, at Progressiv Læring er en vigtig faktor, men at andre faktorer spiller en større rolle. Det er derfor vigtigt at se arbejdet med fastholdelse som et samspil mellem faktorer, hvor Progressiv Læring er en blandt flere.
- I flere forløb anvendes blandingsformer af pædagogiske tiltag, fx både synlige mål og parvise øvelser som indsatser, øget praksisrelatering og aktiverende undervisningsstile, uden der skelnes mellem, hvad man vil opnår med indsatserne – ud over fastholdelse af eleverne generelt. Det er derfor vigtigt, der skabes større klarhed over de forskellige indsatsers differentierede virkninger i undervisningen.
Faktaoplysninger
Rapporten er udgivet af Rambøll for FastholdelsesTaskforce, Undervisningsministeriet, 2017.
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.