Narrativ didaktik – undervisning og læring igennem en narrativ praksis

Ved at arbejde med det narrative som en undervisningsteoretisk forståelse og didaktisk praksis kan både potentialet og motivationen forløses. Formålet er at udvikle narrative kompetencer hos elever og undervisere, så undervisningspraksis og undervisningens indhold kvalificeres.

Det narrative som tænkning og tekst

Definitioner af det narrative er mangfoldige. Her kan vi nøjes med en minimaldefinition på tre karakteristika:

Begivenheder, organiseret i et plot og fortalt af karakterer eller subjekter om noget til nogen, i tid i en kausal helhed (Gubrium & Holstein, 2012;  Bruner, 1990, 1998).

I en praksissammenhæng kan det narrative defineres som henholdsvis en kognitiv måde at erfare og lære på og som et æstetisk struktureringsprincip, når der arbejdes med tekster, tale og andre former for multimodaliteter.

I narrativ teori (Bruner) skelner man mellem to forskellige kognitive måder at organisere sin viden og erfaring på: Den videnskabelige og den narrative måde.

Den videnskabelig måde er den formelt logiske, hvor elever lærer at kategorisere og systematisere og hvor sproget forventes at være konsistent og kohærent.

Den narrative erfaringsorganisering appellerer derimod til mening og repræsentation og fokuserer på intentioner, handlinger og forandringer.
Begge erfaringsorganiseringer er nødvendige for elevers navigering i fagligt stof, men der en ubalance når der fokuseres for stærkt, eller udelukkende, på den logisk-systematiske læring.

Hvorfor arbejde med det narrative i undervisningen?

Argumentet for at arbejde med en narrativ didaktik er den teoretiske antagelse om at mennesker omsætter erfaring igennem en narrativ struktur, der skaber kohærens i erfaringer og oplevelser. Narrativer kan kontekstualisere abstrakte koncepter, faglige begreber og forståelser og fungere som et medierende redskab og en struktur, der er velkendt for eleverne. Narrativer er således fagligt medierende redskaber, hvorigennem vi tænker og lærer (Wertsch, 2000, 2008).

Overordnet kan man skelne imellem at lære af narrativer, alt lære igennem narrativer og at lære ved narrativ erfaringsorganisering (Piekut).

Når elever lærer af narrativer, lærer de primært receptivt af narrativt organiseret tekst eller tale. Når elever lærer igennem narrativer, kan det være igennem et produktivt arbejde ved at fortælle eller skrive i en narrativ struktur. Når elever bruger en narrativ erfaringsorganisering, søger de efter intentioner i, handlinger og meninger med fagligt arbejde. De tre forståelser er grundlaget for en narrativ didaktik, hvor det narrative indgår som en teoretisk kontekst for undervisningen og som en faglig praksis.

Hvordan arbejde med en narrativ didaktik?

I de naturvidenskabelige fag kan man arbejde med en narrativ didaktik ved at aktivere elevers narrative kompetence og konkretisere abstrakte faglige begreber og koncepter.

Her følger et par forslag:

• Forsøgsopstillinger i fysik og de dertil hørende teorier og formler kan gøres mere tilgængelige for elever ved at narrativisere den videnskabelig information om fx et stof i et forsøg. Stoffet får agens og narrativiseres som havende intention, en temporalitet og en række kausaliteter – centrale narrative begreber.

  Et eksempel kunne være følgende: ’Vands varmefylde: Vand og elkedel er dine karakterer. Beskriv, hvad vandet og elkedlen oplever og føler under opvarmningen. Dramatiser gerne, men fasthold temperaturændringer og elkedlens effekt under dramatiseringen.’

  Narrativiseringen af forsøget gør abstrakte forståelser konkrete, lægger sig tættere op ad elevers sprog og en kendt narrativ struktur. Elever kan godt mangle en viden om faglige begreber uden at mangle konceptuelle forståelser af det faglige. Narrativiseringen stilladserer faglige begreber og fagsprog, giver rum til faglig refleksion og læring tæt på elevens sproglige horisont og motiverer til deltagelse (Prins, 2017, m.fl.)
   

• I biologi kan man arbejde narrativt med vigtige begreber, der for elever kan være vanskelige at forstå i en faglig-logisk sammenhæng. Elever kan arbejde produktivt -  mundtligt eller skriftligt -  med at give begrebet liv i en fortælling, hvor begrebet personificeres og udstyres med en række egenskaber, handlinger og forandringer over tid. Forskning viser, at elever udvikler mere detaljeret viden om begrebet, at de bedre kan fastholde denne viden og at det narrative engagerer det faglige arbejde (Browning & Hohenstein, 2015)

I samfundsfag, historie og sprogfagene er der også mange muligheder for at arbejde med narrative metoder og praksis:

• For nogle elever kan en formel og teoretisk fremstilling af demokrati som styreform i fx samfundsfag være vanskelig at forstå, hvorimod en narrativ fremstilling af, hvordan livet ville se ud for eleven om fem år, hvis der ikke blev taget demokratiske beslutninger længere, være mere konkret og åbne for faglig refleksion. Opgaven kunne være følgende (mundtligt, skriftligt, video el. andet):

  ’Du lever i Danmark under et fascistisk styre i år 2025: Fortæl om dine oplevelser på en hverdag på stx (eller anden ungdomsuddannelse), hvor undervisningen bliver kontrolleret og hvor socialt samvær bliver styret af ledelsen’.

  Læreren kunne modellere metoden i praksis ved at fortælle om egen lærerrolle og muligheder under andre styreformer. Opgaven skal stilladseres og begrundes fagligt, men tillader at inddrage elevers narrative kompetence, forestillingsevne og meningsforståelse.
   

• I historie kunne der arbejdes med hypotetiske spørgsmål som ’hvordan ville Europa se ud, hvis Tyskland havde vundet anden verdenskrig ’ eller ’hvilke konsekvenser ville det have for xx, hvis Danmark ikke vedkendte sig menneskerettighederne’. I dansk kunne eleven blive hovedperson i en litterær periode og berette om væsentlige nedslag fra et førstepersons perspektiv. Opgaven kunne fx lyde: ’Følg Herman Bang igennem København efter én af hans oplæsninger. Fortæl om gåturen og inddrag dialoger med Herman Bang om enten oplæsningen, litteratur, livserfaringer eller andet.’

I dansk ville denne skabelse af en tekstverden forudsætte en viden om perioden og i historie vil narrativerne være informeret af historiske begreber og viden om, hvordan historikere arbejder (Nathanson, 2006). Uanset fag vil konstruktionen af tekstverdener tage afsæt i en faglig viden om den verden, der konstrueres, kombineret med elevens egen forståelse og meningsskaben. Når elever skaber tekstverdener, gør de det i en faglig, social og institutionel kontekst og udvikler både faglige, kreative og individuelle kompetencer.

At producere et velformet, sammenhængende og meningsgivende narrativ, der går i dialog med faglige diskussioner og faglig viden skal læres og kvalificeres igennem en narrativ didaktik. Begrundelsen for en narrativ didaktik kan opsamlende – men ikke udtømmende – sammenfattes således:

• Vidensudvikling, idet fagligt kausale, temporale og indholdsmæssige elementer sammenbindes i et narrativ.
• Narrativer konkretiserer abstrakte begreber og forståelser og bygger bro imellem elevens sprog og erfaring og fagets terminologi.
• Elever får agens i narrativer og kan positionere sig fagligt, idet narrativer bliver ’tænke-redskaber’ der remedierer fagligt indhold.
• Det narrative skaber nærhed, personlig relevans og motivation til deltagelse.

En narrativ didaktik kan hjælpe elever med meningsfuldt at forstå og sammenbinde faglig erfaring, viden og personlig handling og dermed bidrage væsentligt til læring (Wertsch, 2000, 2008; Polkinghorne, 1988).

Kreditering

lektor, ph.D. Anke Piekut, Institut for Kulturvidenskaber, SDU