Forløb
Besøg en lærling/elev
Ved at møde lærlinge/elever i oplæringsophold, kan elever på GF1 få et første indtryk af de faglige fællesskaber, der venter dem i fremtiden. Her gives inspiration til dette møde.
Formålet med dette forløb er at understøtte GF1-elevers vej ind i faglige fællesskaber gennem rammesatte møder med lærlinge/elever, der kan fortælle om deres oplevelser med faglige fællesskaber i de erhverv, elevernes uddannelser retter sig mod. Møderne kan skabe refleksion over og kobling mellem elevernes aktuelle uddannelsessituation og deres fremtidige arbejdsliv. Møderne kan også medvirke til at etablere relationer mellem elever på grundforløb og lærlinge/elever på hovedforløb.
Forløbet består af tre faser
- Forberedelse af spørgsmål inden besøg: I denne fase forbereder eleverne spørgsmål til lærlingen/eleven, som de skal besøge. Det kan være en ide at gennemgå, hvordan eleverne kan opbygge en interviewguide.
- Gennemførelse af besøg: Under besøget kan eleverne stille spørgsmål, og lærlingen/eleven kan lave et oplæg.
- Refleksion
Det er en fordel, hvis forløbet introduceres tidligt i faget ”Praktikpladssøgning, Erhvervsfag 2”. På den måde får eleverne i højere grad mulighed for at indstille sig på og glæde sig til mødet med lærlingen/eleven.
Der er udarbejdet forslag til en opgave, der er med til at gøre det tydeligt for eleverne, hvordan de skal arbejde med forberedelse, gennemførelse og efterrefleksion. Forslaget findes som bilag nederst på siden.
Planlægning
Det er vigtigt at gå i gang med planlægningen i god tid. Der skal findes lærlinge/elever, som kan være med, og som kan vise forskellige fag og brancher frem. Der skal også være tid til, at I som skole retter henvendelse til oplæringsvirksomhederne og får lov til, at GF1-eleverne kan komme på besøg.
Det skal også planlægges, om hele klassen skal besøge samme sted, eller om det er mere hensigtsmæssigt, at eleverne gruppevis tager på besøg i forskellige oplæringsvirksomheder. Det er en fordel, hvis eleverne kommer ud på flere besøg, så de får et indblik i forskellige uddannelser og erhverv.
Når der er tilsagn fra lærlinge/elever, kan du sende et inspirationsoplæg til dem med punkter til det oplæg, de skal holde, om at være lærling/elev. Det er vigtigt, at du er åben for sparring med lærlingen/eleven. Nederst på siden findes et bilag med forslag til inspirationspunkter til lærlingens/elevens oplæg.
Placering i grundforløbet
Forløbet kan anvendes i løbet af hele GF1, men det kan være en fordel at gennemføre det i slutningen af GF1, hvor eleverne har valgt fagretning og dermed kan spejle sig i lærlinge/elever, der befinder sig i et erhverv, som elevernes fagretning retter sig mod.
Kreditering
Materialet er udarbejdet af Pluss Leadership, UC Syd, Center for Ungdomsforskning og Center for Anvendt Filosofi (Aalborg Universitet) for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Materialet er udviklet i samarbejde med 18 erhvervsskoler i forbindelse med Børne- og Undervisningsministeriets program om karakterdannelse i erhvervsuddannelserne.
Find alle materialer fra projektet på siden om karakterdannelse og faglig stolthed på emu.dk
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.