Artikel

Fra FIP2022 - Tværfaglighed med og i fransk

Artiklen præsenterer materialer og konkrete eksempler på tværfaglige forløb og opgaveformuleringer i fransk. 

Hvorfor er tværfagligt samarbejde og samspil med fransk vigtigt, og hvilke udfordringer kan man møde?

Hvorfor er tværfagligt samarbejde og samspil vigtigt og berigende for franskfaget? Det er det af flere grunde: franskfaget bliver mere synligt på skolerne, hvis det indgår i samspil med andre fag, og det får en større plads i elevernes bevidsthed i forhold til, at de f.eks. kan vælge det i deres SRP. Derudover giver flerfaglige forløb med fransk i samspil med andre fag eleverne mulighed for at fordybe sig mere i de franske tekster, når de får lov til at bruge deres danske sprog om teksterne og bruge mere dybdegående analysemetoder på de franske tekster, end de er vant til i den daglige franskundervisning. 

Der kan dog være visse udfordringer ved samspil med andre fag, da vi ofte skal hjælpe en del til med at gøre teksterne tilgængelige for eleverne, og det kan måske synes uoverskueligt i en travl hverdag, hvor man har brug for den dyrebare tid til at lære eleverne fransk. Derfor er det vigtigt, at man sideløbende med det tværfaglige samarbejde også arbejder med at forbedre elevernes generelle franskfaglige kompetencer såsom billedbeskrivelse, grammatik, viden om transparente ord m.m.

 

Flerfaglige og tværlige forløb på Risskov Gymnasium – le climat, les gilets jaunes et la francophonie

På Risskov Gymnasium har hele 2.g. årgangen et flerfagligt forløb FF3 med deres sprog2 og engelsk i begyndelsen af 2.g. med emnet klima og kommunikation som omdrejningspunkt. Her får eleverne indblik i, hvor vigtigt sprog og kommunikation er i forhold til en problemstilling som klima, og de lærer, at man også i høj grad kan bruge de analysemetoder (f.eks. diskursanalyse, retorisk analyse, biografisk analyse m.m.) de lærer om i engelsk og dansk på de franske tekster, selvom det ikke er noget, vi arbejder så meget med i den daglige undervisning, og på den måde forstår de, at de sagtens kan vælge fransk i deres SRP.

På Europalinjen på Risskov Gymnasium, hvor eleverne bl.a. har fransk A og Samfundsfag B, køres der et SRO-forløb i 2.g., hvor eleverne har overemnet ”Identitet og kampen for det gode liv”. Her kan eleverne vælge mellem emnet ”La francophonie et entre deux cultures” eller ”Les gilets jaunes”. I begge tilfælde er samarbejdsfaget samfundsfag, og i den sammenhæng er det vigtigt, at der er gode ikke-fiktive tekster at arbejde med, da eleverne her kan bruge deres samfundsfaglige begreber direkte derpå, hvilket ikke er tilfældet med de fiktive tekster. I den forbindelse får de udleveret et kompendium, hvor vi har udvalgt materiale og f.eks. statistikker til begge emner, så eleverne er hjulpet på vej og ikke selv skal ud på nettet og lede efter materiale, hvilket kan være for svært for dem på fransk. De bliver også hjulpet på vej i både FF3 og SRO ved, at vi inden har gloseret teksterne grundigt for dem, arbejdet med quizlet og transparente ord, og måske har man sammen oversat flere af teksterne på klassen, inden forløbet eller opgaveskrivningen rigtigt går i gang.

Et eksempel i forhold til emnet ”Les gilets jaunes” kan være en politisk tale af Macron. Her kan man tage fat i et uddrag af en talen på klassen og gå i dybden med at oversætte og analysere dette og derefter bede eleverne gøre det selv med andre uddrag. Eleverne kan f.eks. fokusere på nøgleord, brug af personlige pronominer og diskurs.

 

Tværfaglighed i den daglige undervisning – la mode, bæredygtighed et Macron

Hvis man ikke har fransk som studieretningsfag kan man arbejde med emner i den almindelige undervisning, som kan lægge op til et tværfagligt samarbejde, som eleverne f.eks. kan bruge i SRP. Eksempler kunne være et forløb om la mode og Coco Chanel, der kan føres over i den franske modebranches ønske om at blive mere bæredygtige og Macron og modebranchens lancering af Fashion Pact, og her kan eleverne bruge naturgeografi som samspilsfag i f.eks. SRP.

De fleste er sikkert bekendte med SRP-opgaver med kombinationen fransk og samfundsfag. Der er mange gode muligheder med denne fagkombination – f.eks. emner som ’les gilets jaunes’, ’les présidentielles’,’le terrorisme’ m.m. Der er dog også mulighed for at tænke lidt mere utraditionelt og kombinere fransk og psykologi til en opgave om ’le terrorisme’, hvor man så kigger på interviews med unge tidligere radikaliserede franskmænd og radikaliseringsprocesser i psykologi. Det kunne også være den mere utraditionelle kombination med fransk og matematik, hvor man kan arbejde med franske monumenter og deres geometriske udregninger samt med taler af franske præsidenter som refererer til disse monumenter. På det følgende link nedenfor har I direkte adgang til eksempler på SRP-opgaveformuleringer med de følgende fagkombinationer:

  • Fransk og psykologi
  • Fransk og naturgeografi
  • Fransk og musik
  • Fransk og engelsk
  • Fransk og biologi
  • Fransk og historie
  • Fransk og matematik
  • Fransk og græsk (eller oldtidskundskab)

https://drive.google.com/drive/folders/1qmZ3PwR7bsKWdCPMR5TPq5S1mFCdm6Ne
 

Tværfaglighed og besøg udefra

Der er også mulighed for at arbejde med tværfaglighed i den daglige franskundervisning uden et konkret samarbejde med et fag. Når vi har besøg udefra vil der tit være en historisk viden, som eleverne får med sig, og som jo også er den del af franskfaget. På Risskov Gymnasium har vi f.eks. haft besøg af Kristoffer Vogler fra Læger uden Grænser, som har været udstationeret i Congo, og der havde brug for det franske sprog for at kunne udføre sin lægegerning. Her skulle eleverne inden oplægget tilegne sig viden om Congo finde ud af, hvorfor det er et frankofont land. Vi har derudover f.eks. også har haft besøg af Arlette Andersen, der fortalte om sine oplevelser under 2. verdenskrig, og også her fik eleverne både en franskfaglig og historisk viden med sig fra besøget. Derudover kan man også sige, at man arbejder tværfagligt, når vi refererer til viden fra andre sprog og f.eks. lærer eleverne at trække på deres viden fra engelsk for at generere ord på fransk.

 

Kreditering

Alexandre Planque Tafteberg og Christina Blach, Risskov Gymnasium.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.