Artikel

Digital platform – et samarbejde mellem skole og virksomheder

Business College Syd har i samarbejde med tre virksomheder udviklet en digital platform, der indeholder en matrice over samtlige skoleforløb, opgaver og dertilhørende oplæringsmål samt evalueringsskema.

Skolen og de tre virksomheder har inden for uddannelserne Handel, Kontor og Detail udviklet en digital platform, der skal sikre, at elev og oplæringsansvarlig har viden om indholdet i hvert skoleforløb og den mulige sammenhæng, der er til indholdet i oplæringsperioderne.

 

Matrice over skoleforløb

Platformen tager udgangspunkt i en matrice. Matricen viser indholdet af samtlige skoleforløb samt af de enkelte undervisningsdage. Ved klik på et af matricens felter kan elev og oplæringsansvarlig se, hvilke teorier, modeller og opgaver der er blevet undervist i. For hvert modul er der udviklet små korte film, der forklarer de teorier og modeller, der er blevet gennemgået i løbet af ugen. For hvert modul illustrerer matricen, hvilke oplæringsmål der optimalt bør arbejdes med i oplæringen efter hvert ophold på skolen, så koblingen mellem skole og oplæring fremstår klart. Endelig indeholder matricen de udviklede praktikumopgaver.

 

Praktikumopgaver

Til at styrke elevens forståelse og oplevelse af sammenhæng mellem det faglige indhold på skolen og det, som eleven skal lære i virksomheden, er der udviklet en praktikumopgave til hver oplæringsperiode. Praktikumopgaven tager afsæt i det teoretiske indhold fra den netop afsluttede skoleperiode og kobles til udvalgte oplæringsmål i den igangværende oplæringsperiode. Praktikumopgaven løses i virksomheden.

 

Evalueringsskema

På hvert skoleforløb evaluerer både eleven og underviseren elevens opnåelse af mål fra det igangværende skoleforløb. Evalueringen afgives i form af karakter samt kommentar til indsatsområder, som eleven med fordel kan arbejde med i den kommende oplæringsperiode. Til hjælp i evalueringsprocessen er der udviklet bedømmelseskriterier, så det er tydeligt for eleven, hvad der bliver målt på. Derudover indeholder evalueringsskemaet en evaluering af elevens samarbejdsevne og personlige kompetencer, som tilsvarende foretages af begge parter. Evalueringen indgår som en del af elevens skolevejledning.

Film over indholdet af den digitale platform findes på bcsyd.dk.

 

Kreditering 

Projekt- og udviklingskonsulent Bente Thomsen, Business College Syd

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.