Artikel

Den sammenhængende plan i Horsens: ”Et kærkomment værktøj til at samle al vores materiale”

I Horsens giver den sammenhængende plan for vejledning det gode overblik over alle initiativer på området, der er en integreret del af hele skoletiden, fortæller faglig koordinator Tim Nelson.

Der blev egentlig gjort kort proces.

Da faglig koordinator Tim Nelson og hans kollega i Horsens kommune satte sig ved skrivebordet efter et webinar i 2021, hvor de blev opmærksomme på at alle kommuner skal lave en sammenhængende plan for vejledning i udskolingen, var de hurtigt enige om, hvad de skulle gøre.

Tim Nelson er faglig koordinator
Tim Nelson er faglig koordinator i Horsens kommune og arbejder med den sammenhængende plan.
© Privatfoto

”Vi blev klar over, at vi kunne lave vores version af den sammenhængende plan ud fra det materiale, vi allerede havde,” siger Tim Nelson og fortsætter:

”Det tog omkring en uges tid, så havde vi samlet alle de initiativer, projekter og materialer om vejledning, som vi har her i Horsens, og så var vi klar til at præsentere det på vores uddannelsesforum, som er et operativt mødeforum med ledelsesrepræsentanter fra grundskoler og ungdomsuddannelser og kommunens skolechef og ungechef.”

 

Brede samarbejder på tværs

I Horsens kommune er der lang tradition for at samarbejde om vejledning på tværs af institutioner og uddannelser, fortæller Tim Nelson.

”Vi føler os begunstiget her i Horsens, fordi mange af samarbejdsaftalerne mellem kommunen, skoler og uddannelsesinstitutioner om vejledning allerede var indgået, inden vi lavede den sammenhængende plan,” siger han og uddyber:

”En vigtig del af samarbejdet er vores uddannelsesforum, som er organiseret under Sydøstjyllands Uddannelsesalliance. Her har vi netop fokus på at skabe sammenhæng for alle unge mellem grundskole og ungdomsuddannelse. Hos os er aktiviteterne ikke kun koncentreret i udskolingen, men er faktisk en integreret del af hele skoletiden.”

Også det lokale erhvervsliv er en tæt samarbejdspartner for kommunen, fortæller Tim Nelson:

”Vi har det, vi kalder Horsens-Alliancen, hvor både uddannelser, faglige organisationer og virksomheder arbejder for at løfte uddannelsesniveauet og hjælpe de unge godt videre fra grundskolen.”

 

Et kort og godt opslagsværk

Selvom Horsens kommune ifølge Tim Nelson allerede har mange aktiviteter på området for vejledning i udskolingen, fylder kommunens sammenhængende plan ikke mere end ni sider.

Og det er med god grund, forklarer han.

”Det var vigtigt for os, at den sammenhængende plan blev overskuelig og ikke for lang. I stedet for at have uddybende beskrivelser af alle vores samarbejdsaftaler med i planen, har vi indsat links til hvor man kan læse mere om dem. På den måde får man hurtigere det gode overblik – og undgår samtidig, at planen bliver 100 sider lang,” siger Tim Nelson med et smil.

Det var også vigtigt for kommunen, at planens format blev dynamisk, så den er let at opdatere.

”Helt lavpraktisk har vi oprettet planen i Google Docs, så vi nemt kan redigere den løbende. Det er også sådan, vi præsenterer planen for nye uddannelsesledere og lærere, der starter i kommunen,” siger Tim Nelson.

Særligt i oplæringen af nye kolleger er Tim Nelson og hans kollegers arbejde blevet nemmere nu, hvor de har det hele samlet i den sammenhængende plan, fortæller han:

 

”For os har det været et kærkomment værktøj til at få overblik over vores initiativer i et opslagsværk, der er transparent, konkret og brugbart, både for os og vores samarbejdspartnere.”

 

Kommunens sammenhængende plan for vejledning

Her kan du læse Horsens kommunes sammenhængende plan for vejledning (ungdomscenter.horsens.dk)

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.