Kompetenceudvikling
SIP 2 - Evaluering, feedback og skriftlighed
Få gode råd til, hvordan du bedst arbejder med evaluering, feedback og skriftlighed i undervisning og ledelse.
Evaluering og feedback er central, når eleverne skal lære af deres fejl og undgå alt for hidsigt karakterræs, som for eksempel beskrevet af Miriam Brems, student i 2016 med 30 ud af 30 mulige 12-taller i Politiken:
”Karakterræs smadrer fagligheden Jeg skammer mig over, at jeg solgte ud af min mulighed for at blive klogere. Karakterjagten avler nemlig et dybt betændt læringsmiljø, hvor det ikke længere handler om at komme ned i den faglige dybde, men snarere om at skøjte rundt på overfladen for at trække så mange 12- taller i land som muligt. Konsekvenserne er mange. Mest åbenlyst betyder det, at eleverne ikke tør række hånden op og spørge, når de er i tvivl. Hellere bluffe og lade som om end at afsløre sine faglige svagheder – for det er jo trods alt bedre at være dum end at se dum ud, lyder logikken. Men det stopper ikke der. Karakterræset reducerer også sidemanden, der før var en faglig sparringspartner, til en konkurrent. Ikke nok med, at de spidse albuer holdes godt ud til siden; noter holder vi tæt ind til kroppen. Ingen tør dele ud af sine analytiske guldkorn i gruppearbejdet, for sæt nu, en anden fik lov at præsentere pointen for læreren og høste hele æren – og sammen med den topkarakteren?”
Rapporter og ideer
Med den nye reform for de gymnasiale uddannelser, som omfatter elever, der starter i gymnasiet fra august 2017, skal fokus på feedback og evalueringskultur styrkes. Det handler om at skabe en kultur, hvor lærere, elever og ledere tænker, taler og arbejder med at give og modtage feedback, og hvor feedback er en integreret del af undervisningen og elevernes læreproces. Synlige mål, fastholdelse og inddragelse er nogle af nøgleordene kan man læse i rapporten ”Gymnasiernes arbejde med formativ feedback”, ligesom arbejdet med karaktergivning med stor virkning kan supplere andre typer af feedback, som det kan læses i rapporten om ”Karaktergivning i gymnasiet”
Gode eksempler på formativ evaluering i skolerne
Eleverne lærer hurtigere at forstå, hvad der kræves af dem, hvilket øger motivationen, når de modtager formativ feedback. Men den formative feedback kan også tage meget lærertid og kræver tid at indarbejde i daglig praksis. Det viser forsøg fra gymnasier rundt om i landet.
Odder Gymnasium har arbejdet med karakterfri klasser for at styrke læringskulturen.
Kalundborg Gymnasium bruger det webbaserede selvevalueringsværktøj CLARA til at generere en individuel, personlig læringsprofil for eleverne.
’Vil du blive bedre, eller vil du se godt ud?" Viborg Gymnasium og HF har arbejdet med læringskultur og mindset.
Fredericia Gymnasium har blandt andet udviklet en Skrivemetro, som er et redskab, der kan hjælpe eleverne videre i deres skriveprocesser.
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.