Artikel

Samarbejdstrappen – en model til lærersamarbejde på eux

Samarbejdet mellem lærere på eux er afgørende for elevernes læringsudbytte. Relevante spørgsmål her er: Hvordan skal I faktisk samarbejde, og hvordan kan I vide, om I samarbejder på den rigtige måde?

Med henblik på at kvalificere samarbejdet på eux beskriver denne artikel modellen ’Samarbejdstrappen’.

’Samarbejdstrappen’ rummer tre forskellige niveauer af samarbejde. Med brug af modellen som redskab har I som lærere eller ledere mulighed for at træffe bedre valg i forbindelse med samarbejde i og om undervisningen.

 

Samarbejdet mod synergi

Ja, man kan sige, at hele grundlaget for udformning af eux–forløb er samarbejde. Konkret betyder det, at fagene på gymnasialt niveau skal, sammen med den obligatoriske undervisning i den enkelte erhvervsuddannelse, indgå i en hensigtsmæssig helhed i forhold til elevernes opnåelse af generel studiekompetence.

Lærersamarbejdet har derfor en central betydning for elevernes mulighed for at nå de faglige mål, hvilket også evalueringen af eux fra 2017 viste.

Et velfungerende samarbejde mellem eud- og gymnasielærere udgør altså fundamentet for at realisere synergien mellem de erhvervsfaglige og gymnasiale fag.

 

Ikke altid nemt

Samarbejde er imidlertid ikke altid nemt. Det ved de fleste. På eux kan det være særligt udfordrende, at I som lærere kommer med forskellige uddannelsesbaggrunde og undervisningskulturer ind i samarbejdet.

For at lykkes med gode uddannelsesforløb i eux er det derfor vigtigt, at arbejde målrettet mod at etablere en fælles samarbejdskultur, som rummer en fælles forståelse af, hvad samarbejde faktisk er, hvordan I skal samarbejde for at udvikle den undervisning, som I sammen er ansvarlige for.

Samarbejdstrappen kan bruges i dette arbejde.

 

© Hans Reitzels Forlag, 2016, Andy Højholdt

Samarbejdstrappen 

Med hjælp fra ’Samarbejdstrappen’ kan samarbejdet adskilles i tre niveauer, som vist i illustrationen.
Se evt. illustrationen i større version.

Samarbejdstrappen illustrerer, at samarbejdet kan forstås og praktiseres med stigende integration og intensitet. Der er altså forskel på, om I arbejder flerfagligt, tværfagligt eller tværprofessionelt.

 

Flerfagligt samarbejde

Det første niveau af samarbejde er flerfagligt samarbejde. Der er ikke meget integration og dynamik mellem fagene. Det er heller ikke målet.

I flerfagligt samarbejde arbejder samarbejdspartnerne separat (asynkront). I underviser i jeres eget fag mod det fælles mål. I indtager rollen i samarbejdet som en selvstændig puslespilsbrik - I er en del af det samlede billede. I løfter jeres ansvar som en del af holdet. Og I gør det godt!

I det flerfaglige samarbejde er et tegn på, at den fælles indsats er god, at eleverne generelt oplever et velkoordineret uddannelsesforløb mellem gymnasiet og erhvervsskolen. Eleven oplever, at puslespilsbrikkerne ligesom passer sammen.

En effekt af et godt velkoordineret flerfagligt samarbejde kan også være, at eleven har let ved at finde sig til rette på uddannelsesstedet – evt. på tværs af matrikler - fordi underviserne er nogenlunde enige om gældende regler, normer og værdier.

Derfor: I det flerfaglige samarbejde skal I derfor vide, hvad I skal i jeres undervisning, og alle skal gøre det, som de selv er ansvarlige for.  

 

Tværfagligt samarbejde

Et trin op ad Samarbejdstrappen, findes begrebet tværfagligt samarbejde.

I det tværfaglige samarbejde bevæger I jer  – som begrebet jo antyder – på tværs. Samarbejdet er derved mere intenst end flerfagligt samarbejde. Det er her, I enten sætter jeres fag og viden i spil i forhold til et fælles emnearbejde i undervisningen, eller I sætter jer med kolleger og deler viden på tværs af de eksisterende fagblokke. Puslespilsbrikkerne lægges mere ind over hinanden med henblik på at skabe nye former.

I det tværfaglige samarbejde er et tegn på det gode samarbejde, at I som undervisere kan reflektere og analysere over egen og fælles indsats i fællesskab.

Derfor: Som undervisere skal I i det tværfaglige samarbejde vide, hvornår I skal spille jeres viden og fag ind i fællesskabet, hvorfor jeres faglighed er særlig vigtig, ligesom I skal samarbejde om at iværksætte tværgående forløb med udvalgte dele af jeres fags videns- og færdighedsområder.  

 

Tværprofessionelt samarbejde

På Samarbejdstrappen’s sidste trin er tværprofessionelt samarbejde. Tværprofessionelt samarbejde beskriver et tredje – og højere – niveau af professionernes samarbejde. Eux er på mange måder et godt eksempel på målet med tværprofessionelt samarbejde.

Målet med tværprofessionelt samarbejde i uddannelsessammenhænge er at skabe nye undervisningsformer-/tilbud, fusionere ny viden og skabe nye forståelser af de professionelles ansvar.

Det vil sige, at tværprofessionelt samarbejde skal medvirke til at udvikle uddannelsestilbuddet ved at overskride professionernes tidligere måde at virke på.

Ofte involverer udviklingen af tværprofessionelt samarbejde, at det er nødvendigt at ændre i regler, arbejdsdelinger og systematisk arbejde med at skabe nye organisationskulturer, som muliggør udvikling på tværs af fag, viden og organisationer.

Derfor: Som undervisere er I i det tværprofessionelle samarbejde – hvis det går godt - i gang med at udvikle en ny og bedre uddannelsesindsats – en udvikling der sker ved, at I overskrider tidligere faggrænser, organisationskulturer og professionelle identiteter.

 

Afrunding

Spørgsmålet i indledningen var: ”Hvordan skal I faktisk samarbejde, og hvordan kan I vide, om I samarbejder på den rigtige måde?”

Svaret er med blik på ’samarbejdstrappen’, at I ved at insistere på nødvendigheden af et nuanceret sprog om samarbejde, har bedre mulighed for at udvikle et godt samarbejde i fællesskab. Hvert niveau af Samarbejdstrappen henfører til forskellige mål med samarbejdet.

Det er en forudsætning for godt samarbejde at vide, dels om I samarbejder på den rigtige måde, dels om der sammenhæng mellem den måde, I samarbejder på, og det mål I gerne vil indfri.

Flerfagligt samarbejde (hvor I underviser selv) vil altid finde sted, tværfagligt samarbejde (hvor I analyserer og reflekterer i fællesskab) bør også foregå ofte. Både flerfagligt samarbejde og tværfagligt samarbejde er en forudsætning for, at I kan komme til at samarbejde tværprofessionelt.

Det er, som trappemetaforen angiver, trin på vej op af trappen mod mere vidtgående udvikling.

På alle niveauer af samarbejdet kan I naturligvis arbejde med udvikling, men tværprofessionelt samarbejde vil kræve særlig ledelsesmæssig prioritering og organisatorisk understøtning.

Ikke mindst er det godt at huske på, at intet samarbejde vil kunne realiseres uden jeres engagement i den fælles indsats!

 

Kreditering

Artiklen er skrevet af Andy Højholdt, lektor ved Københavns Professionshøjskole.

Dele af artiklen er et uddrag af bogen Tværprofessionelt samarbejde i teori og praksis af Andy Højholdt. Bogen udkom på Hans Reitzels Forlag 2016.   

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.