Forløb
Hvad er jeg optaget af lige nu?
Forløbet sætter fokus at styrke kursistens kommunikative, sproglige og interkulturelle kompetencer. Undervisningsforløb er beregnet til niveau G.
Formål
Faglige mål:
Formålet med undervisningsforløbet er at styrke kursistens kommunikative, sproglige og interkulturelle kompetencer. Kursisten skal udvikle sproglig bevidsthed og strategisk kompetence i forhold til sprogtilegnelse og læring. Indholdsmæssigt er der fokus på genren ’debatindlæg’, hvor kursisten skal lære at fremlægge og argumentere for sine egne synspunkter omkring et aktuelt emne i et offentligt medie. Genren lægger op til, at kursisten skal starte en debat om et emne, som vedkommende er optaget af. Således lægger undervisningsforløbet op til at udvikle kursistens dansksproglige forudsætninger for at skabe og deltage i offentlige debatter i hverdagen. Der arbejdes med egne erfaringer, viden om et bestemt emne, som kursisten er optaget af lige nu. (autencitet) I forløbet skal der arbejdes med mundtlig og skriftlig kommunikation, hvor eksempler på tekster fra debatter inddrages, samt modeltekster i forbindelse med kursistens skriftlige arbejde. I mundtlig kommunikation trænes afholdelse af korte debatindlæg. I forbindelse med tekstlæsning inddrages enkle, autentiske sag - og fiktionstekster.
Forløbets mål er at kursisten kan:
- læse og forstå enkle, autentiske sag- og fiktionstekster
- sætte fokus på relevante træk i teksten
- skrive sammenhængende og forståeligt om fantasi, følelser, tanker, erfaringer, viden og mening i en genre, der passer til situationen
- anvende færdigheder i elementær syntaks og retskrivning
- skrive i et enkelt og sammenhængende sprog med fokus på at modtage og give respons
- holde korte oplæg med tydeligt fokus
- begrunde egne synspunkter på en forståelig måde
- udlede og fastholde sammenhæng og følge op med kommentarer og spørgsmål i samtale
- kunne udtrykke sig klart og relevant i mundtlig og skriftlig kommunikation på et enkelt niveau.
Læreren skal formulere konkrete læringsmål for undervisningens indhold:
- kursisten skal kunne læse og forstå enkle, autentiske sag- og fiktionstekster, der handler om kursistens valgte emne (Hvad er jeg optaget af nu?)
- kursisten skal lære genren at kende ved at læse og finde typiske træk for genren i en tekst, der er et eksempel på et debatindlæg (argumentation)
- kursisten skal lære at holde et kort indlæg i en debat på holdet samt deltage i den efterfølgende diskussion om det valgte emne
- kursisten skal lære at planlægge og skrive et debatindlæg.
1. Omfang/planlægning
- Forløbet varer ca. 8 - 10 timer.
2. Forberedelse/opbygning
I undervisningen arbejdes der med temaet ”Uddannelse”. Temaet tager udgangspunkt i et istorisk perspektiv, hvor kursisterne skal læse teksten ”I skole” fra bogen ”Tilbage til 50’erne”. Der er tale om en kort multimodal tekst, der består af en ugebladsillustration fra Ude og Hjemme nr. 32 fra den 12. august i 50’erne med et motiv fra en skolegård, hvor nogle børn går hånd i hånd med deres mor. Til illustrationen knytter der sig en beskrivende og informerende tekst, der indledes med ”Den danske folkeskole i 50’erne…”
Teksten beskriver, hvordan den danske folkeskole var meget anderledes end skolen i dag. Dagens start med samling i skolegården, fælles morgensang, læreren, der blev tiltalt med De og efternavn, eleverne, der rejser sig for læreren, når han kommer ind i klassen, høring i salmevers, kongerækker, tabeller, respekt, disciplin, kort sagt Den Sorte Skole. En generel beskrivelse af hverdagen i 50’ernes folkeskole. Der er altså tale om en informerende fagtekst.
Forløbet inddrager følgende kernestof:
- Læsning, læsestrategier og ordforråd
- Genrer, person – og miljøkarakteristik og tema i lette fiktive og nonfiktive tekster.
3. Gennemførelse
Forløbet inddrager følgende kernestofområder, men fokus er på ’kommunikationsformer i massemedier og elektroniske medier’:
- kommunikation, talehandlinger og modtagerbevidsthed
- udtale, prosodi, automatisering, fluency og kropssprog
- argumentationsteknikker
- læseteknikker, læsestrategier, notatteknik og ordforråd
- et udvalg af dansk og oversat litteratur i genrerne lyrik, epik samt blandingsgenre
- kommunikationsformer i massemedier og elektroniske medier
- hensigtsmæssig og kritisk informationssøgning
- skriftsprog, herunder komposition, sammenhæng og modtagerbevidsthed
- sproglære, referat, resumé, fortælling og kommentar
- modeltekster for kursistens skrivning
- sociokulturelle normer for fastholdelse af samtale i uformelle situationer
Supplerende stof:
Arbejdet med genren ’debatindlæg’ sættes ind i en praksis og anvendelsesorienteret sammenhæng med varierede aktiviteter. Debatindlæg og læserbreve fra lokale aviser kan inddrages i undervisningsforløbet. Relevante personer i forhold til emnerne inviteres til at holde korte debatindlæg på holdet. Fx lokalpolitikere, medarbejdere fra andre institutioner (skoler, forvaltninger, foreninger mm.) kunstnere, sportsfolk eller bor gere, der er optaget af samme emne
Tilrettelæggelse - mundtlig kommunikation:
- Brainstorming på emnet: Hvad er jeg optaget af lige nu? De fremkomne emner fremlægges på holdet, og kursisterne vælger sig ind på ’sit’ emne.
- Grupperne forbereder en præsentation og beskrivelse af emnets fokus fx hvorfor er jeg/vi optaget/optagne af lige netop dette emne (mundtligt) Der skal være fokus på argumentationen
- Derefter forbereder grupperne et mundtligt debatforum på holdet. I forberedelsesfasen arbejdes der med informationssøgning om emnet og argumentationsteknikker (virkemidler, ordforråd)
- Afholdelse af et debatforum, hvor medkursisterne efterfølgende kan stille opklarende spørgsmål
- Efterfølgende evaluering med tegn på læring
Tilrettelæggelse - skriftlig kommunikation:
- Kursisterne skal arbejde med, hvordan man skriver et debatindlæg med fokus på debatindlæggets forskellige elementer. Der arbejdes med små skriveøvelser, hvor kursisterne arbejder sammen parvis i eller grupper med henblik på at opbygge hinandens danskfaglige sprog. Der inddrages modeltekster på hvordan man skriver et debatindlæg. Kursisternes skriftlige produkter gemmes i en portfolio med henblik på senere evaluering.
- Forløbet afsluttes med, at kursisterne skriver deres eget debatindlæg, der skal handle om deres
4. Evaluering/opfølgning
I løbet af undervisningsforløbet har der været løbende evaluering (formativ) ved de forskellige aktiviteter, hvor aktiviteten hele tiden skal holdes op imod læringsmålene.
I slutfasen sammenligner kursisten sammen med læreren kursistens forskellige skriftlige produkter med henblik på tegn på læring og progression-
Kreditering:
Udarbejdet af fagkonsulent i dansk som andetsprog - Børne- og Undervisningsministeriet.
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.