Lovgivning

Undervisningskompetence i design og design & arkitektur?

Fagkonsulenten om de formelle kompetencekrav til undervisere i design-, design & arkitektur- og billedkunst på det gymnasiale niveau.

Af fagkonsulent Bonnie Andersen  

En del af de henvendelser, jeg modtager, handler fortsat om faglig kompetence i design og design & arkitektur: Har man den eller ikke og hvad skal der til, for at man kan få den?

Designlærere er en broget flok, som kommer fra forskellige uddannelsesbaggrunde typisk som designere, arkitekter eller kunsthistorikere. Fælles er de faglige mindstekrav, som er det formelle grundlag, der skal være opfyldt, for at man har faglig kompetence til at undervise i faget. De faglige mindstekrav for design, bilag 1.5, kan læses her: https://www.uvm.dk/gymnasiale-uddannelser/undervisning-og-laeringsmiljoe/faglige-kompetencer

Arkitekter og designere med kandidatgrader fra de respektive designskoler har altså den faglige kompetence til at undervise i design og design & arkitektur. Men gik man på skolerne inden de gav en kandidatgrad, så har der typisk været påkrævet efteruddannelse inden for fagets teoretiske sider på minimum 15 ECTS point, for at kunne leve op til de faglige mindstekrav for design.

Kandidater med hoved- eller sidefag fra kunsthistorie har nogle gange kompetencen – her kræves det, at det universitetsforløb, man har gennemført, dækker de faglige mindstekrav for design – typisk inden for arkitektur, design og/eller visuel kultur. Hvis dette ikke er tilfældet, kan kandidater med hoved- eller sidefag fra kunsthistorie supplere deres uddannelse med minimum 15 ECTS point på relevante uddannelsesinstitutioner, således at de lever op til de faglige mindstekrav for faget.

Er man billedkunstlærer med pædagogikum, som har gennemført suppleringsuddannelse i design, så skal man efterfølgende tilmeldes som suppleringskandidat på teoretisk pædagogikum, for at opnå undervisningskompetence i faget. Tilmelding til det kommende skoleårs pædagogikumkurser sker før sommerferien og allersenest medio august. I det pågældende skoleår deltager man i det fagdidaktiske kursus (typisk i begyndelsen af december) og udfører/udtænker et fagdidaktisk projekt, som man præsenterer på den 4. fagdidaktiske kursusdag (typisk i slutningen af januar). Herefter har man opnået undervisningskompetence i faget. 

NB: I overgangsperioden 2017-2019 krævedes for billedkunstlærere og kunsthistoriekandidater supplering på minimum 15 ECTS point eller svarende dertil for at opnå faglig kompetence i design. Har man et kursusbevis fra de skræddersyede designefteruddannelseskurser fra overgangsperioden 2017-2019, hvorpå formuleringen ”svarende til 15 ECTS point” optræder, så har man faglig kompetence i design. Og har man gennemført det fagdidaktiske modul i design som suppleringskandidat på teoretisk pædagogikum, har man også undervisningskompetence i faget. 

 

Med venlig hilsen

Bonnie Bay Andersen

Fagkonsulent

 

 

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.