Forløb
Kuratér din egen udstilling
Eleverne bruger 6 timer i billedkunst B på stx og hf og kuraterer deres egen udstilling til et museum og et forretningsvindue. Forløbet inviterer til samarbejde med lokale aktører.
Eleverne bliver bevidstgjort om visuelle fænomener og selektion i forbindelse med formidling af kunst og andre former for udstillingsobjekter. Forløbet tematiserer bl.a. professionspotentiale i forhold til job som fx. museumsmedarbejder eller dekoratør.
Forløbet arbejder med kernestoffet kuratering og museologi fra læreplanen i billedkunst B.
Planlægning/overvejelser
Undervisningsforløbet kan organiseres induktivt eller deduktivt, og rækkefølgen af forløbets elementer vil være afhængig af de didaktiske overvejelser i forbindelse med klassens niveau.
Samarbejdspartnere kan byde ind med særlige dagsordener: Hvordan får man solgt mere af denne vare? Hvordan får man unge til at besøge museet? Elevernes opgaver vinkles tilsvarende.
Eleverne præsenterer deres arbejder digitalt eller som en collage og som en fysisk model i pap. Deres individuelle overvejelser lægges i deres portfolio.
Forløbets opbygning
Modul 1: Hvad er en god udstilling?
Forløbet indledes med en diskussion om, hvad der karakteriserer en god udstilling på et museum eller galleri. Karakteristika skrives op og fungerer som evalueringskriterier.
Eleverne kuraterer deres egen udstilling af kunstværker. De udvælger individuelt værker ud fra de kriterier, de synes er væsentlige: tema, farveholdning, kunstner, motiv eller målgruppe.
Inspiration henter de ved besøg på kunstmuseers og galleriers hjemmesider og brug af kunstbøger fra skolens bibliotek.
Værkerne præsenteres i grupper med alle relevante data i elektronisk form (fx præsentation eller tekstdokument). Gruppen giver feedback efter evalueringskriterierne.
Lektie til næste gang er, at eleverne skal iagttage og fotografere udstillingerne i en række forretningsvinduer.
Modul 2: Forretningsvinduer
På baggrund af deres analyse af et eller flere udstillingsvinduer skal eleverne lave en visuel præsentation/vinduesudstilling af en eller flere varer i en bestemt forretning. Opgaven kan løses digitalt (fx i et billedbehandlingsprogram) eller som collage. Deres overvejelser fastholder de på skrift.
Modul 3: Krav til display
Eleverne fremlægger deres visuelle præsentationer i små grupper og modtager feed forward. De forbedrer deres produkter. De to versioner samt deres overvejelser omkring processen lægger de i deres portfolio.
Modul 4: Besøg på museum eller galleri
Eleverne analyserer udstillingens hovedprincip(per), evt. i samarbejde med kurator.
Modul 5 og 6: Kunstudstilling
Eleverne laver en udstilling til et eksisterende eller forestillet rum. Opgaven kan løses digitalt i et virtuelt rum (fx i Google SketchUp) eller med en fysisk model i pap med print af værkerne i korrekt målestok.
Opgaven kan evt. udvides med krav om, at eleverne udformer en kort præsentation (fx en halv side) af hvert værk, som tilknyttes værkerne på udstillingen. Fokus her er på billedanalyse og skriftlig formidling.
Evaluering
Som supplement til opgaven kan eleverne arbejde med at designe en udstillingsplakat eller en annonce, der informerer om udstillingen.
Hvis skolen har samarbejdet med et museum eller et galleri, vil det være oplagt at inddrage denne samarbejdspartner i forbindelse med en faglig evalueringen af resultatet.
Læreren samler op på forløbet og fremhæver de særlige forhold omkring kuratering med eksempler fra elevernes produkter.
Kreditering
Produceret af Gitte Normand, Aarhus Akademi/webredaktør Hanne Heimbürger.
Materialet er udarbejdet af Centre for Undervisningsmidler (CFU) - en del af af Danmarks Professionshøjskoler.
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.